Årsmøde 2024

23-24. november

ER DET FOR ALLE?

Selvfølgelig er det det! Dyk ned i det store program og se selv 👇

ER DET VIRKELIGT GRATIS?

Ja deltagelse er helt gratis. Skal du overnatte er der egenbetaling 👇

JEG KENDER IKKE NOGEN?

Det gør du helt sikkert, når du tager hjem. Vi glæder os til at se dig 👇

ER DET FOR ALLE?

Selvfølgelig er det det! Dyk ned i det store program og se selv 👇

ER DET VIRKELIGT GRATIS?

Ja deltagelse er helt gratis. Skal du overnatte er der egenbetaling 👇

Tak for et godt årsmøde 2024 – vi slog endnu en gang rekord med over 200 deltagere.

Leder du efter slides eller andet materiale fra de forskellige workshops? Du finder det i programmet længere nede på siden. Der ligger links ved de enkelte workshops, hvor du kan downloade præsentationer og/eller dokumenter.


I Dansk Kano og Kajak Forbund har vi, gennem en årrække, valgt at afholde årets generalforsamling – det vi kalder Årsmødet – over to dage. Nogle punkter fra årsmødedagsordenen ligger om lørdagen og nogle om søndagen. Dette giver mulighed for større perspektivering af de områder, der arbejdes med i DKF. Lørdagen indeholder udover dagsordenpunkterne en lang række spændende workshops, oplæg og debatter.

Vi inviterer alle, der er interesseret i kano- og kajaksporten til en eller to dage med udveksling af tanker og ideer, og ikke mindst mulighed for at lytte til spændende oplægsholdere. Lørdagen afsluttes traditionelt med en både festlig og lækker aftenmenu, hvor der blandt andet hygges og uddeles priser.

Det er værd at bemærke at Årsmødets workshop-dag er for alle og at det er GRATIS at deltage! Søndagen er også for alle, men stemmeret har kun klubbernes delegerede.

Årsmødet afvikles altid i november. Der er mulighed for overnatning på stedet, hvis du ønsker det.

Sidste års Årsmøde blev en bragende succes, med rekord mange deltagere, der var med til at skabe et par fantastiske dage. Men vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærerne, så derfor er vi allerede i gang med at skrue et spændende program sammen til jer.

Uanset om du er klubleder eller klubmedlem, vil du opleve, at Årsmødet er stedet, hvor du får mulighed for at blive fyldt op med inspiration, og øse ud af dine erfaringer, alt sammen i hyggeligt og fagligt selskab. 

Du får mulighed for at præge udviklingen af vores fælles sport og vores fælles aktiviteter, men der bliver også rig lejlighed til at diskutere, lære nyt, have hyggeligt samvær, få noget godt at spise og meget mere.

Med andre ord er der rig mulighed for, at møde ligesindede med samme interesser som dig selv, og gennem de mange arrangementer og hyggelige stunder, vil du helt sikkert ikke komme til at føle dig alene.

❌ Så sæt kryds i kalenderen allerede nu

Læs klummen “Derfor må du ikke gå glip af Årsmødet”

Årsberetning 2024

Årsrapport 2023 – bilag til årsberetningen

Praktisk info

Dato: 23-24 november
Sted: Skelskør – Kobæk Strand Hotel og Konference
Pris for deltagelse: GRATIS
Forplejning v. workshops: GRATIS
Gallamiddag lørdag: GRATIS (drikkevarer er egenbetaling)
Pris for overnatning: 945 kr for enkelt, 1.295 kr for dobbelt

Program

Lørdag:
Workshops, debatter og udvalgte punkter fra årsmødedagsordenen
Gallamiddag
Awardshow

Søndag:
Øvrige punkter fra årsmødedagsordenen, bl.a. valg til tillidsposter

Prisuddelinger

Traditionen tro skal der uddeles priser i forbindelse med Årsmødet, og mens en række faste priser uddeles hvert år, indførte DKF tre nye priser i 2023, som i høj grad er målrettet det store breddearbejde, der foregår ude i klubberne. Igen i år vil vi have sådanne priser. Ærestegn skal naturligvis også uddeles, såfremt vi modtager indstillinger til dem.

  • Lyngby Pokalen: Bedste klub ved sprint DM
  • Pagajs Jubilæumspokal: Flest deltagere under 18 år til DM
  • SLF Pokalen: Bedste klub ved Maraton DM
  • Dansprint Ergometerpokal: Bedste klub ved ergometer-DM
  • Arrangørpokalen
  • Kongshvilepokalen
  • Ærestegn
  • Du gør en forskel for børn og unge
  • Årets instruktør 
  • Årets klub

Om programmet

Lørdag afholdes traditionen tro, udover generalforsamlingens første punkter, en lang række workshops og debatfora. Der er tre ‘bånd’ med valgmuligheder samt nogle fælles samlinger i løbet af dagen. 

  • Morgenbåndet er hovedsageligt ‘røv-til-bænk’-oplæg – mens I er superfriske i hovedet.
  • Første eftermiddagsbånd er hands-on, hvor I selv skal være i sving – nogle workshops fx udenfor
  • Det sene eftermiddagsbånd er i år sat af til interessegruppemøder. Dette tiltag har været efterspurgt i evalueringen af årsmødet og vi synes, det er en super god idé, at give medlemmer på tværs af klubber mulighed for at mødes om fælles aktiviteter, ideer og udfordringer. Der er foreslået så mange grupperinger, at vi er løbet tør for lokaler, så nogle grupper må samles i et sofahjørne eller lignende, men det kommer til at gå fint.

Programmet er endvidere skruet sådan sammen, at hvis man fx er interesseret i ‘børn og unge’, så kan man beskæftige sig med det hele dagen, eller hvis det er ‘elite’ eller ‘facilitet og miljø’, der trækker, så kan man fordybe sig i det. Men man kan selvfølgelig også blande bolcherne, så man får lidt forskelligt med. 

Det er derudover en god idé at møde flere op fra samme klub og så fordele sig på de forskellige workshops, så I kan sammenligne noter, når I tager hjem.

PROGRAM

lørdag

08.30

Ankomst, indskrivning og kaffe/te.

09.05

Velkomst v. formand samt formanden aflægger bestyrelsens mundtlige beretning.

10.00

Workshops 1. runde

De unge stemmer

Denne workshop henvender sig til unge roere og trænere mellem 16 og 25 år og har til formål at skabe et ungenetværk på tværs af klubberne. Workshoppen er et stjerneløb, hvor deltagerne skal igennem forskellige opgaver og lege. Her får de unge mulighed for at dele erfaringer, skabe aktiviteter på tværs og komme med deres input til klubarbejdet. Håbet er at begynde rejsen mod et nyt og spirende ungefællesskab. Husk det varme tøj, workshoppen foregår udendørs.

Facilitatorer: Rasmus Birkkjær Bertelsen og Mette Marie Birch Breuning, børne- og ungekonsulenter



Hvordan klimasikrer I klubben?

De voldsomme vejrhændelser, som fører oversvømmelser og stormfloder med sig, er blevet hyppigere, og flere klubber er allerede blevet ramt og står tilbage med udgifter til skader. Til denne workshop ser vi på, hvad man helt konkret kan gøre for at sikre klubhuset mod vandmasserne. Hvordan kan man forberede sig, og hvordan sikrer man både og andet udstyr før, under og efter en stormflod?

Facilitatorer: Irene Lauridsen, udviklingskonsulent og Kamilla Ryding, facilitetskonsulent

Klik her for at se slides fra workshoppen.

 

Skal du afholde et stævne?

Skal du eller din klub afholde et stævne i 2025? Så kom til denne workshop og test mulighederne i Racemanager – den samlede platform for alle kano- og kajakstævner. Du får indføring i, hvordan systemet fungerer, og hvilke muligheder det indeholder, når du skal afholde et stævne. Workshoppen byder på både praktisk og teoretisk viden, og du går herfra klogere på, hvordan du bruger Racemanager og dens funktioner.

Facilitator: Silas Kraul, udviklingskonsulent



Vores fælles penge

Workshoppen henvender sig til formænd, kassemestre eller andre med interesse i DKF’s økonomi. Vi går i dybden med regnskabet for 2023 og gør status på de økonomiske planer. Du bliver klogere på, hvem der støtter DKF, og hvilke muligheder og udfordringer der gemmer sig i budgettet. Du får viden om det afsluttede 2023 og forståelse for de 19-25. mio. kr., DKF omsætter årligt. Input og perspektiver tages med i bestyrelsens arbejde.

Facilitatorer: Christian Jacobsen, direktør og Kristian Nielsen, 2. næstformand i bestyrelsen

Klik her for at se slides fra workshoppen.

Fra ung atlet til OL-finalist

Dette oplæg giver indblik i, hvad der kendetegner danske elitekajakroere på deres vej fra ungdomsatleter til OL-finalister. Gennem videnskabelig forskning i kajakpræstationer præsenteres testresultater og indsigter i de fysiske og mentale krav. Fokus er på de benchmarks, der definerer roernes udvikling, og hvordan videnskabelige tests bruges til at “tracke” præstationsevnen over tid. 

Oplægsholder: Kent Klitgaard, Aalborg Universitet

Facilitator: Finn Pape, talentchef

Kajakpolo - landshold og organisation

Alle med relation til kajakpololandshold er velkomne. Til denne workshop får du information om kajakpololandshold og organisationen bag. Du får også mulighed for at påvirke retningen, og sætte dit præg på, hvordan vi skal udvikle os. Der er blandt andet funktioner, der ikke er besat – måske kan vi finde de rette til posterne på årsmødet? 

Oplægsholdere: Per Kleist, administrationsansvarlig, Lone Laursen, hjemmesideansvarlig og Nicolai Knudsen, regnskabsansvarlig

Facilitator: Trine Rold, sportschef kajakpolo

Træneren og instruktøren som bærende figur 

Til denne workshop kan du høre Emil Peter Søhus fra DIF holde oplæg om, hvorfor trænere og instruktører (måske) er de vigtigste i klubben. Oplægget tager udgangspunkt i en ny rapport fra Syddansk Universitet om kompetent, kulturel ledelse​. Emil Peter Søhus vil også gøre os klogere på konceptet “trænerløftet”, som bliver en fast del af vores træneruddannelser. 

Oplægsholder: Emil Peter Søhus, Danmarks Idrætsforbund

Facilitator: Morten Juul Madsen, uddannelseskonsulent

Klik her for at se slides fra workshoppen.

11.15

Pause

11.30

Hvad kan DKF gøre for klubberne?

DKF arbejder målrettet for at fremme padlesporten i Danmark og internationalt og for at sikre, at jeres klub og medlemmer har de bedste muligheder for at udvikle sig. Vi servicerer klubberne med rådgivning, ressourcer og støtte, så både nye og erfarne udøvere kan tage deres padleliv til næste skridt. Men hvad mener vi egentlig med det? Hvad er det, DKF kan gøre for klubberne? Vi giver jer et indblik i, hvad vi arbejder med og for, og hvad vi har sat i søen for at kunne servicere medlemmerne endnu bedre.

Facilitator: Nina Øverberg, udviklingschef

Klik her for at se slides fra oplægget.

12.00

Frokost

13.00

DKF’s planer ved Tom Fauerschou

14.00

Pause

14.15

Workshops 2. runde

Hvordan udvikler man kreative aktiviteter for børn og unge?

Hvordan kan man skabe gode aktiviteter for børn og unge på en nytænkende og kreativ måde, så man kan forny og videreudvikle sin træning? Til denne workshop kan du høre Mads Hovgaard, cand.scient i Idræt og Sundhed med speciale i uddannelsesudvikling, fortælle om kreativ aktivitetsudvikling, der udfordrer vanetænkning og retter sig mod børnenes og de unges behov.

Oplægsholder: Mads Hovgaard, cand.scient i Idræt og Sundhed

Facilitatorer: Rasmus Birkkjær Bertelsen og Mette Marie Birch Breuning, børne- og ungekonsulenter



Onboard i praksis 

På denne workshop går vi praktisk til værks, så du får indblik i, hvordan du og din klub kan bruge den nye app Onboard. Som person eller klub kan du blandt andet orientere dig om de mange kurser og events, der ligger i appen, læse spændende artikler, chatte med dine venner, tracke dine ture, orientere dig i vind- og vejrforhold og få inspiration til din træning. Kom til workshop og bliv meget klogere på fremtidens Onboard.

Facilitator: Nina Øverberg, udviklingschef

Klik her for at se slides fra workshoppen.

Fra linse til likes 

Et “hands on”-kursus hvor du får tips og tricks til at tage kreative og sælgende billeder med din mobiltelefon og lærer at skrive fængende overskrifter, der helt sikkert vil give opmærksomhed til din næste kampagne. Vi ser på, hvad man skal være opmærksom på, når man tager billeder og kommunikerer, og så kommer du til at arbejde med dine nye færdigheder i praksis. Alt du skal have med er din mobiltelefon med kamera.

Facilitatorer: Niels Kliim, kommunikationskonsulent og Silas Kraul, udviklingskonsulent

Klik her for at se dokumentet fra workshoppen.

Sådan får du et 'JA' fra fonden!

Ønsker du at mestre kunsten at skrive ansøgninger, der får penge i hus til din klub eller forening? Vi giver dig en grundig introduktion til fondsverdenen og inspirerer dig med konkrete succeshistorier. Du vil lære hemmelighederne bag den perfekte ansøgning og få adgang til de nødvendige, praktiske værktøjer. Som en ekstra bonus får du mulighed for personlig sparring og rådgivning til at videreudvikle dit projekt.

Facilitatorer: Irene Lauridsen, udviklingskonsulent og Kamilla Ryding, facilitetskonsulent

Klik her for at se slides fra workshoppen.

Status på DKF's elitestrategi

Kom og få en status på DKF’s talent- og elitestrategi, herunder revidering af kraftcenterstrukturen og elitecenterstrukturen. Vi forventer at give en klar melding om retningen for de næste fire år og forhandlingerne med Team Danmark. Du får mulighed for at give dine input med, ligesom vi gerne vil blive klogere på, hvordan eliteafdelingen kan støtte klubber og kraftcentre i deres bestræbelser på at udvikle nye atleter, trænere og frivillige.

Facilitatorer: Torben Koue, sportschef



Fremtidens kajakpolotalenter

Målgruppen er repræsentanter fra klubber med kajakpolo, unge spillere, forældre samt voksne spillere der vil støtte sporten. Vi skaber et overblik over, hvor der findes ungdomspolo, hvor der arbejdes på at etablere det og hvordan. Hvad skal man have på plads for at etablere ungdomspolo? Vi opfordrer til at tage beskrivelser, annoncer eller infomateriale med, som har været brugt i forbindelse med ungdomspolo.

Facilitator: Trine Rold, sportschef kajakpolo

Hvad skal der til for at blive frigivet? 

På denne workshop kigger vi på, hvad der skal til for at blive frigivet eller få et IPP2-bevis – det bevis, som i mange klubber kræves for at blive frigivet til selvroning. Hvilke teknikker skal man beherske? Hvilke redninger skal man kunne? Hvad er praksis i de forskellige klubber, og hvordan afviger disse fra hinanden? Hvad siger normerne, og hvordan kan eller skal de tolkes? Workshoppen er opdelt mellem havkajak og turkajak. Husk det varme tøj, workshoppen foregår udendørs.

Facilitator: Morten Juul Madsen, uddannelseskonsulent

Klik her for at se materialet fra workshoppen.

Kano, kajak og friluftsliv

“Ud på tur – aldrig sur” og “eventyret starter i din baghave” er to ud af mange friluftsordsprog. Gennem årene har mange kajakklubber eller selvorganiserede grupper lavet ture til ind- og udland, og vi har samlet et panel af berejste folk, som vil dele ud af deres erfaringer. De kommer blandt andet ind på gruppestørrelse, turplanlægning og destinationer. Og så vil vi gerne høre om din sidste tur. Vi ses under stjerneteltet til bålkaffe og omniakage. Husk det varme tøj, workshoppen foregår udendørs. 

Oplægsholdere: Jacob Flintholm og Jes Brinch

Facilitator: Bjørn Thomsen, udviklingskonsulent

Officials - sprint- og maratonstævner 

(LUKKET GRUPPE) Erfaringsudveksling for ITO’er / officials primært omkring sprint- og maratonstævner. 

Facilitator: Louise Jørgensen, bestyrelsesmedlem “konkurrence”

15.45

Pause

16.00

Workshops 3. runde

Meget mere B&U

Kom og del dine erfaringer og tanker om arbejdet med børn og unge i klubben. Hvordan får man et børne- og ungenetværk op at stå? Hvad skal der til for, at de unge gider at engagere sig? Hvordan rekrutterer man børne- og unge? Hvilke kanaler kan man bruge, og hvilke erfaringer har andre? Til denne workshop får I mulighed for at diskutere konkrete B&U-emner i mindre grupper, mens udvalgte temaer tages op i plenum. Husk det varme tøj, workshoppen foregår udendørs.

Facilitatorer: Rasmus Birkkjær Bertelsen og Mette Marie Birch Breuning, børne- og ungekonsulenter



På vandet er vi ens 

I Kolding Kajakklub har man ønsket at åbne klubben for endnu flere medlemmer, og man har derfor oprettet et hold for personer med autisme. Går I med lignede tanker om at invitere flere befolkningsgrupper til at være en del af klublivet? Så kom til workshop og bliv inspireret af Kolding Kajakklubs historie. Du kan høre, hvordan deres projekt gik, hvilke forhindringer de stødte på undervejs, og hvordan de løste dem.

Facilitator: Silas Kraul, udviklingskonsulent

Bliv ambassadør på den blå (og grønne) sags vegne

Interesserer du dig for klima, miljø og bæredygtighed? Vil du gerne blive klogere på, hvordan I kan bygge bæredygtigt i klubben, eller hvordan I kan spare på energien og økonomien? Så bliv en del af netværket De Blå Ambassadører. Til denne workshop bliver du klogere på, hvad det er for et netværk og får sparring omkring byggeprojekter, nye faciliteter, adgangsregler og bæredygtighed i klubben.

Facilitatorer: Irene Lauridsen, udviklingskonsulent og Kamilla Ryding, facilitetskonsulent

Styrk klubledelsen - fra udfordringer til løsninger

Er du leder i en klub, og føler du, at opgaverne vokser, mens medlemsinvolveringen falder? Mange klubledere lægger en enorm indsats, men mangler ofte de ledelsesværktøjer, der kan imødegå klubbens udfordringer. Hvordan fordeles opgaverne for eksempel bedre, så man ikke er afhængig af få personer? Kom og del erfaringer med andre ledere, og find løsninger, der kan sikre klubbens fremtidige succes. 

Facilitator: Nina Øverberg, udviklingschef

Klik her for at se slides fra workshoppen.

Klubbernes rolle i talentudviklingen

Kom til workshop om klubbernes rolle i DKF’s struktur for talentudvikling. Du bliver klogere på områderne og værdierne for DKF’s talentstruktur, og så skal du deltage i gruppearbejde med cases relateret til talentudvikling. DKF ser gerne, at så mange af de cirka 25 klubber, der har haft talenter med til danske stævner i 2024, deltager sammen med klubber, der er nysgerrige på talentudvikling.

Facilitator: Finn Pape, talentchef

Fremtiden i dansk kajakpolo

Målgruppen er repræsentanter fra alle klubber med kajakpolo. Til denne workshop kan du blive klogere på udviklingen af dansk kajakpolo, herunder Danmarksturneringen, øst/vest-turneringen og udvikling af dommere. Du får mulighed for at give dit besyv med og bidrage til udviklingen af sporten – og så går du hjem med en status på dansk kajakpolo.

Facilitator: Trine Rold, sportschef kajakpolo

Ligestilling i IPP-systemet

DKF’s uddannelsessystem IPP har fået en stor opdatering. Klubbernes og brugernes krav og behov for uddannelse flytter sig hele tiden, og derfor skal vi selvfølgelig  holde uddannelsessystemet opdateret. Det helt store mål har været at ligestille de forskellige aktører. På denne workshop kan du blive klogere på, hvad der har ændret sig, og hvilken betydning det har for dig og din klub.

Facilitator: Morten Juul Madsen, uddannelseskonsulent

Klik her for at se slides fra workshoppen.

Netværk for masterroere

Finn Larsen og Susan Lützner er tovholdere på en drøftelse af, hvordan vi styrker det danske master-miljø. Har vi den rigtige løbsformel? Hvordan kan deltagelsen i løbene forbedres? Skal der etableres DM for masters i shorttrack, 5, 10 eller 15 km? Hvordan kan læringsrummet forbedres i form af træningslejre eller andet? Kom og bliv klogere på master-miljøet, og giv dit besyv med. 

Facilitatorer: Finn Larsen og Susan Lützner, masterroere

Sprintstævneregler 

(LUKKET GRUPPE)

Erfaringsudveksling for stævnearrangører. Hvordan laver vi stævner i Danmark, hvordan er processen og hvilke regler har vi brug for? Planlægning af stævner, tilmelding, holdlederens rolle, m.m.

Facilitator: Louise Jørgensen, bestyrelsesmedlem “konkurrence”

17.30

Pause

18.30

Middag og award show

søndag

08.30

Indskrivning, stemmesedler uddeles

09.05

Velkommen v. Formanden

09.05

Generalforsamling

13.00

Frokost

Årsmøde 2023

Årsmødet 2023 er vel overstået. Efter et par gode dage med spændende workshops, samtaler og networking på tværs af de deltagende klubber, er vi alle sammen klar til en ny periode.

Har du lyst til at læse Årsmødematerialet kan du downloade det her.

Har du lyst til at læse Årsrapporten kan du downloade den her.

Har du lyst til at se bestyrelsens beretning kan du downloade den her.

Generalforsamlingen

Mens vi venter på godkendelsen af det officielle referat, kan vi godt lade et par nyheder fra geralforsamlingen sive.

Kontingentforøgelse:
Det blev vedtaget at lade kontingentet til DKF. pr. medlem stige med 10 kr., således at det nu er på 134 kr. Beløbet skal indeksreguleres, hvorfor den fremtidige opkrævning ender på ca. 137 kr.

Nye bestyrelsesmedlemmer:
Da Claus Bo Svenningsen og Lau Larsen havde valgt ikke at genopstille, var der to ledige pladser, som henholdsvis næstformand og posten med ansvar for konkurrencer ledige. Til de to poster opstillede Anni Grøndal fra Kolding Kajakklub og Louise Jørgensen fra Lyngby Kajakklub. Begge blev valgt uden modkandidater

DKF’s bestyrelse og administration siger tak for samarbejdet og på gensyn til Claus Bo Svenningsen og Lau Larsen.

Herefter ser den nye bestyrelse således ud:

Formand: Tom B. Faurschou
Næstformand: Anni Grøndal
2. næstformand: Kristian Nielsen
Landshold og elite: Tommas Nielsen
Klubaktiviteter og motion: Peter Harpsøe Engel
Konkurrence: Louise Jørgensen
Faciliteter og miljø: Jeppe Jørgensen

For kontaktoplysninger klik her

Priser

Lørdag aften blev der blændet op for det helt store Award Show, hvor ikke mindre end 11 priser skulle deles ud. Her kan du se, hvem der blev kaldt på scenen til hædring for deres indsats.

  1. Lyngby Pokalen, Bedste klub ved sprint DM: Silkeborg
  2. Pagajs Jubilæumspokal, Flest deltagere under 18 år til DM: Silkeborg
  3. SLF Pokalen, Bedste klub ved Maraton DM: Vallensbæk
  4. Dansprint Ergometerpokal, Bedste klub ved ergometer-DM: Vallensbæk
  5. Arrangørpokalen: Gladsaxe for Regatta Gladsaxe
  6. Kongshvilepokalen: Niels Peter Andersen, 361
  7. Ærestegn, Bronzediplom: Flemming Jensen
  8. Ærestegn, Sølvdiplom: Carsten Tripsen Larsen
  9. Årets Ung Træner I Klubben: Rasmus Svensson, DSR
  10. Årets Du Gør En Forskel: Jacob Norris, Nibe Roklub
  11. Årets Klub: Horsens Kajakklub

ÅRSMØDE 2023

kom og få en kæmpe oplevelse
og bliv en del af udviklingen

Tilmeldingen er slut. Nåede du ikke at tilmelde dig, vil vi meget gerne prøve at hjælpe dig alligevel. Skriv til Malene Hjorth så ser vi hvad vi kan gøre.