Pixi: Tanken er fyldt igen – nu med stolthed

Pixi: Tanken er fyldt igen  – nu med stolthed Når man står et golden goal fra en EM-finale og i stedet får det mod sig efter et frikast, som var hårdt dømt, ja så skal man være skuffet , megaskuffet. Det var de danske herrer i kajakpolo naturligvis efter den spændende og dramatiske semifinale, der desværre endte med italiensk sejr på 3-2. – Det var simpelthen så surt og en svær skuffelse at sluge. Vi var fuldstændigt brugte efter kampen. Tanken var tom, så derfor var vi tappet for kræfter og energi til bronzekampen, som Frankrig fortjent vandt med 7-2, siger træner Jakob Pixi Kaad Iversen. Et par timer efter finalespillet var skuffelsen dog afløst af stolthed over præstationen, der udløste en historisk fjerdeplads. – Vi viste gennem hele turneringen, at vi er kommet for at blive i toppen af kajakpolo. Det her var starten på en ny æra for dansk herre kajakpolo, og jeg er sikker på, at de erfaringer, vi gjorde ved EM, vil gøre os endnu bedre de kommende år. Jeg er så megastolt over drengene, som nogen træner kan være, siger han.

Kajakpolo: Historisk EM for Danmark med sølv og fjerdeplads

Kajakpolo: Historisk EM for Danmark med sølv og fjerdeplads De danske herrer i kajakpolo på U21 holdet og seniorholdet leverede historiske resultater med sølv og en fjerdeplads ved EM i Essen i Tyskland. Aldrig tidligere har et herrehold kvalificeret sig til de afgørende medaljekampe, og for U21 holdet, der ganske vist vandt VM-sølv sidste år, var det den første europæiske medalje. Finalen i U21 blev en tro kopi af sidste års VM-finale mellem Frankrig og Danmark. Dengang vandt franskmændene med 4-3 og de samme cifre gentog sig i Essen – og igen med Frankrig som vinder. Frankrig er også regerende verdensmester hos herrerne, og som det var tilfældet for U21, blev franskmændene danskernes banemænd i bronzekampen via en sejr på 7-2. Forinden havde danskerne været snublende nær EM-finalen. I semifinalen mod Italien måtte kampen ud i overtid og golden goal, før italienerne kunne spille sig i finalen via en 3-2 sejr. Her ventede Tyskland på Italien. Efter 1-1 i ordinær tid, tog tyskerne guldet hjem med en scoring på golden goal. De danske damer var også med til EM og sluttede på en 10. plads.

Fra DM i Holstebro til OL-setup i Rio

Fra DM i Holstebro til OL-setup i Rio De danske kajakstjerner var kommet til DM i weekenden i Holstebro for at rydde bordet – og gjorde det – inden de i morgen tidlig sætter sig i et fly med kurs mod næste sommers OL-destination i Rio. Sammen med landstræner Zoltan Bako og sportschef Bo Vestergaard, skal René Holten Poulsen, Nils Boe, Henritte Engel Hansen, Emma Aastrand Jørgensen samt pararoeren Kasper Søndergaard teste hele set-uppet, før det går løs om et lille års tid. – Vi skal hele vejen omkring. Roerne skal prøve banerne af på rostadion og samtidig skal vi prøve at bo og spise på vores hotel. Jeg har en lang tjekliste med, som skal prøves af for at se, hvad vi skal være opmærksomme på, hvad fungerer og hvad kan gøres bedre, siger Bo Vestergaard. Sidstedagen af DM søndag bød på de olympiske 500 meter finaler for kvinderne. Her vandt Emma Aastrand Jørgensen foran Henriette Engel Hansen i enerkajak, men i olympisk sammenhæng ror de sammen i toerkajak – og også ved DM, hvor de hentede en favoritsejr. Duoen var også med til at vinde i den olympiske satsningsbåd firerkajakken sammen med Amalie Thomsen og Ida Villumsen. René Holten Poulsen vandt som ventet sine 500 meter løb, som dog ikke er olympisk distance for herrerne, i toerkajak sammen med Nils Boe, så landsholdsroerne gjorde som forventet ved DM og kan nu – tungt læsset med DM-guld – se Rio i øjnene. René Holten Poulsen er allerede kvalificeret gennem sit historiske VM-guld i Milano i 1.000 meter enerkajak for to uger siden.

Heroisk fightende U-drenge må ”nøjes” med EM-sølv

Heroisk fightende U-drenge må ”nøjes” med EM-sølv I halvanden halvleg var de danske U21 herrer helt nede i sækken og mere til i EM-finalen i kajakpolo i Essen. Bagud 0-3 var guld-håbet nærmest forduftet, men på en heroisk fighterindsats fik danskerne kæmpet sig tilbage ved at gå mand mand mod Frankrig, og selv om Frankrig forvandlede 1-3 til 1-4, så lykkedes det for danskerne at kæmpe sig tilbage ved 3-4 med små tre minutter tilbage. Kampen ud havde danskerne flere chancer for at tvinge kampen i overtid, men desværre holdt Frankrig stand og tog EM-guldet. Finalen var en tro kopi af sidste års VM-finale, hvor Frankrig også tog mesterskabet via en 4-3 sejr – dengang på golden goal. Trods nederlaget havde danskerne stor ære af kampen og kan nu se tilbage på to sølvmedaljer to år i træk ved både VM og EM.

Danmark fik tørre tæsk i bronzekamp

Danmark fik tørre tæsk i bronzekamp Efter den flotte semifinale og det knebne 2-3 nederlag til Italien på golden goal, fik det danske herrehold i kajakpolo alvorlige tæsk i bronzekampen ved EM i Essen. Her kørte de regerende verdensmestre fra Frankrig danskerne over med hele 7-2 efter 2-1 ved pausen. Danmark kom hurtigt bagud med 2-0, men var stadig inde i kampen ved halvleg efter en reducering tre minutter før pausefløjtet. I anden halvleg kom danskerne bare igen skidt fra start, og på fire minutter bragte Frankrig sig afgørende foran med 4-1. En reducering til 4-2 midtvejs i halvlegen gav danskerne nyt håb, men et dumt boldtab kort efter blev straffet af franskmændene med et langskudsmål til 5-2. Kampen ud satsede danskerne hele butikken, og det blev straffet yderligere to gange. Nederlaget blev unødvendigt stort, men skal ikke overskygge, at Danmark med fjerdepladsen fik sit bedste EM-resultat nogensinde – og kan se tilbage på en fantastisk flot indsats med mange fremragende kampe og resultater.