Emma Aastrand Jørgensen nomineret til Årets Sportsnavn

Emma Aastrand Jørgensen nomineret til Årets Sportsnavn 2019   Med sit guld og bronze ved European Games samt bronze ved VM gør kandiderer Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub til at blive Årets Sportsnavn 2019. Torsdag offentliggjorde DIF de fem første af 15 kandidater, og her var Emma Aastrand Jørgensen blandt. 🏆 Kajakroer Emma Aastrand Jørgensen – Athlete (bl.a. VM-bronze samt guld og bronze ved European Games) 🏆 Badmintonspiller Anders Antonsen (bl.a. VM-sølv, guld ved European Games, guld ved Indonesia Masters og EM-guld for mixed teams) 🏆 Sejler Anne-Marie Rindom til OL (bl.a. VM-guld, EM-guld, og blev kåret til verdens bedste kvindelige sejler) 🏆 Speedwaykører Leon Madsen #️⃣66 (bl.a. VM-sølv) 🏆 Håndboldherrerne (bl.a. VM-guld) Som noget nyt uddeler DIF prisen sammen med Team Danmark. Vinderen offentliggøres til Sport 2019 den 4. januar. De næste 10 nominerede offentliggøres i løbet af de næste to uger.    

Åben samling kajakpolo damer

Sæson 2020 for damelandsholdet i kajakpolo lørdag d. 30 november, hvor alle damespillere er velkomne. Det kommer til at foregå i Svømmehallen på SDU i Odense fra kl. 11.30-20.30. Læs den officielle invitation for den åbne samling her.

Surfkajak: Dobbelt op for David Tetzschner

Surfkajak: Dobbelt op for David Tetzschner   Lørdagens danske og åbne skandinaviske mesterskaber i surfkajak blev en stor triumf for den tredobbelte danske mester, David Tetzschner. I bølgerne ud for fiskemelsfabrikken i Hanstholm lykkedes det ikke blot for David Tetzschner at føje den fjerde DM-titel til samlingen på stribe, men også at sikre sig den åbne skandinaviske titel i klassen HP, High Performance. Finalen om den skandinaviske titel blev afviklet først, og her henviste David Tetzschner den regerende mester, Ross Richards fra Norge, til andenpladsen. Danske Jesper Tilsted tog bronzen, mens Simon Jones fra Norge sluttede på fjerdepladsen. I den rent danske finale gik sølvet til Jakob Mønsted og bronzen til Bo Strange. Son en nyhed i år blev der også afviklet danske og åbne skandinaviske mesterskaber i en kombineret IC/Finnsfree klasse for surfkajakker uden finner. En samlet finale om titlerne fandt sted sidst på eftermiddagen i tiltagende tusmørke, og af sikkerhedshensyn valgte finalisterne at ro i land efter 10 af finalens 20 minutter. På det tidspunkt førte Ross Richards foran Jakob Mønsted, Bo Strange, Jesper Tilsted og David Tetzschner. Efterfølgende besluttede arrangørerne at lade resultatet af de første 10 minutter være gældende for fordelingen af mesterskaberne. Altså tog Ross Richards den skandinaviske titel, mens Jakob Mønsted tog DM-guldet. Hos juniorerne stillede søskendeparret, 14-årige Amalie og 16-årige Emil Tranegaard, op, mens damerækken blev tegnet af den forsvarende danmarksmester, Maja Andrea Holmsted. Begge juniorer deltog i seniorernes konkurrencer med lovende præstationer. Blandt andet nåede Emil Tranegaard semifinalen i HP ved at slå sin far, Jacob Tranegaard, ud af konkurrencen. Fotos af medaljeoverrækkelsen med tilhørende præmier sponseret af HP Kajak og Fritid, kan ses på Facebook, Kajaksurf Danmark. Her findes også den samlede resultatliste. Mesterskaberne blev afviklet af surfarbejdsgruppen under Dansk Kano og Kajak Forbund i et samarbejde

DM surfkajak: Lørdag skal de danske mestre kåres i Cold Hawaii

DM surfkajak: Lørdag skal de danske mestre kåres i Cold Hawaii Cold Hawaii lægger lørdag bølger til de danske og åbne skandinaviske mesterskaber i disciplinen surfkajak. – Vi går altid efter at afvikle konkurrencerne under de bedst mulige forhold, så det endelige spot melder vi ud op til konkurrencen. Men som vejrudsigten ser ud lige nu, så får vi den bedste og mest rene bølge i enten Klitmøller eller Hanstholm, siger David Tetzschner fra surfarbejdsgruppen under Dansk Kano og Kajak Forbund. Sporten surfkajak har eksisteret lige siden, kajakken blev opfundet.  Sporten går ud på at få kajakken til at plane på bølgen og dermed ride bølgen på tilsvarende vis, som når man surfer et surfboard. Mesterskaberne afvikles for både ungdom og senior og for damer og herrer, og ud over danske deltagere kommer der kajaksurfere fra Norge og Tyskland. Den mest udbredte surfkajak er High Performance, HP, som er surfkajakker med finner og under tre meter, men til mesterskaberne bliver der en nyhed, nemlig en konkurrence, hvor man kombinerer HP med den anden klasse i surfkajak, International Class, IC. IC er surfkajakker over tre meter og uden finner. – Vi har ikke så mange IC-kajakker herhjemme, så vi låner af hinanden, når vi konkurrerer i IC. Derfor prøver vi nu at lave en kombineret klasse til mesterskaberne, så man kan konkurrere mod IC-kajakker i sin HP-kajak, men en HP-kajak uden finner, siger David Tetzschner. Ved mesterskaberne bliver der først fundet skandinaviske mestre fulgt op af rent danske finaler, hvor de danske mestre skal kåres. Mesterskaberne arrangeres af surfarbejdsgruppen i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund.

Kajakstjerne ser frem til nyt rostadion

Kajakstjerne ser frem til nyt rostadion   Fredningsnævnet for København har netop truffet afgørelse om dispensation for de syv ansøgninger, som Fonden Danmarks Rostadion og Gladsaxe Kommune har sendt ind til opførelsen af Danmarks nationale rostadion ved Bagsværd Sø.   For den 22-årige kajakstjerne, Bolette Nyvang Iversen, er glæden stor over, at byggeriet af et nyt rostadion i verdensklasse nu bliver en realitet.   – Det er på høje tid og tiltrængt, siger hun.   Som atlet på sprintlandsholdet og potentiel deltager ved OL i Tokyo næste år, træner hun til daglig på Dansk Kano og Kajak Forbunds Elitecenter i Bagsværd.   Men det sker i fysiske rammer, som er utidssvarende.   – Bygningerne er nedslidte og ved at falde fra hinanden flere steder. Der er vandskader i flere rum, blandt andet i trænerteamets kontor og i opholdsrummet ”Børnehaven”, så det skaber udfordringer, når vi skal finde et sted, hvor vi kan sidde sammen. Det sker ofte, at vi må sidde i vægttræningslokalet, som i forvejen er lille. Det skaber så trængsel, for vi deler lokalet med roerne samtidig med, at vi selv er blevet flere kajakroere på Elitecenteret, siger hun.   Et nyt rostadion med moderne, miljørigtige og tidssvarende rammer står derfor højt på atleternes ønskeseddel og er et rostadion, Bolette Nyvang Iversen ser frem til at tage i brug.   – På det nye rostadion ser jeg især frem til at få bedre rammer til den indendørs træning, hvor vi får mulighed for at lave fællestræninger med både damer og herrer i en lille hal samtidig med, at vi får et nyt og større vægttræningslokale med opgraderet udstyr. I dag har vi ikke plads til fællestræninger i Bagsværd, så når vi har dem, er det ofte i en hal på en skole et sted, og vores faciliteter til vægttræning vil jeg betegne som usle for eliteidræt, siger hun.   Bolette Nyvang Iversen håber også, at en klogere indretning af faciliteterne vil gøre det nemmere at undgå trængsel mellem kajakroere og roere.   – Trængselsproblemerne afspejles flere steder i dag, men især i vægttræningslokalet og i bådhallen, hvor vi ofte går i vejen for hinanden, når vi skal hente vores både. Derfor ser jeg frem til nye faciliteter, systemer og indretninger, som løser det problem. Samtidig glæder alle atleter, både kajakroere og roere, sig til et hus med ordentlig isolering. På denne tid af året kan der være ret koldt i bygningerne, for jeg tror, at dårlig isolering får varmen til at fosse ud, siger hun.   I dag lever hun og de øvrige kajakroere og roere med de utidssvarende forhold, og selv om byggeriet af det nye rostadion først går i gang i 2021 efter Dansk Kano og Kajak Forbunds afvikling af VM i sprint, så ser Bolette Nyvang Iversen frem til den dag, det nye rostadion bliver indviet.   – Min plan er at fortsætte min karriere frem mod OL i Paris i 2024 og derfor få glæde af det nye rostadion. Men glæden er ikke kun på egne vegne, jeg glæder mig også over, at fremtidens talenter på sprintlandsholdet efter mig får de her flotte rammer i Bagsværd. For bortset fra bygningernes nuværende tilstand, så er Bagsværd med søen og den omkringliggende natur et fantastisk sted at have et elitetræningscenter. For jeg selv bliver træningen på vandet lidt sjovere, når jeg kan se og nyde den smukke natur omkring mig, siger hun.   Ved siden af karrieren på sprintlandsholdet, læser hun farmaci på Københavns Universitet og er netop flyttet i egen lejlighed i Lyngby.   – Med min nye adresse i Lyngby har jeg fået optimale muligheder for både at passe min kajakkarriere og mit studie, der begge ligger i kort cykelafstand fra min nye adresse. Det spiller også ind på mine nuværende ambitioner om at tage internationale medaljer, både på den korte bane, men også efter 2020 og færdiggørelsen af det nye rostadion. Og selv om det kan være svært at spå om fremtiden, så vil bedre fysiske rammer, give bedre sportslige forudsætninger. Og i det perspektiv har bedre sportslige forudsætninger det med at give bedre resultater. De to ting har det med at følges ad, siger Bolette Nyvang Iversen.   https://www.tv2lorry.dk/artikel/ny-dispensation-redder-rostadion-nu-kan-byggeri-snart-gaa-i-gang