Gav Sorteper videre til svenskere

Flot slutspurt gav B-finale Længe så det ud til, at Silkeborgs Emil Noe og Mads Brandt Petersen skulle blive Sorteper i kampen om lørdagens finale-billetter i 500 meter toerkajak ved World Cup i Szeged. I semifinalen skulle de ro i mål på en sjetteplads for at komme i B-finalen, og det lykkedes akkurat danskerne med en flot slutspurt, hvor de henviste svenskerne til den utaknemmelige syvendeplads.

OL-sølvvinder i B-finale

Kræfterne slap op hos Emma Prioriteringen af studierne fremfor træning hen over vinteren kunne ses, da den olympiske sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen måtte nøjes med en femteplads i semifinalen i 500 meter enerkajak ved World Cup i Szeged. I en semifinale, hvor konkurrenterne blandt andre var OL-bronzevinderen og den olympiske mester på 200 meter, Lisa Carrington, New Zealand, var danskeren oppe mod den internationale elite, og kun på de første 150 meter lykkedes det Emma Aastrand Jørgensen at hænge på. Herefter trak Lisa Carrington fra sammen med Ninetta Vad fra Ungarn, Alyce Burnett fra Australien og Tabea Medert fra Tyskland i et tempo, som danskeren ikke kunne følge, og derfor bliver det i stedet til en B-finale for bedte tid blandt femmerne for Emma Aastrand Jørgensen i morgen, lørdag.

Fik revanche for Rio

René Holten slog den olympiske mester og er finaleklar   I en usædvanlig tæt afgørelse lykkedes det for den regerende verdensmester René Holten Poulsen at slå den olympiske mester Marcus Walz fra Spanien og den regerende europamester Fernando Pimenta, Portugal, i semifinalen i 1.000 meter enerkajak ved World Cup i Szeged. Kun de to bedste gik direkte videre til lørdagens A-finale, og i forsøget på at overrumple René Holten kom Marcus Walz hæsblæsende fra start og tog en klar føring. Men danskeren holdt hovedet koldt og snor i både Walz og Pimenta, der også lagde ud i sit hårde og velkendte tempo, og midtvejs i løbet var René Holten i kontrol og Walz dumpet ned på en femteplads. Med 150 meter tilbage forsøgte spanieren dog et comeback med en kraftfuld spurt, men det lykkedes for Rene Holten at afvise både Walz og Pimenta. Portugiseren tog andenpladsen og den anden direkte finalebillet. Semifinalen var dog så hurtig med en vindertid på 3.26,5 minutter til René Holten, så spanierens tid på  3.26,7 rakte til at gå i finalen på bedste tid blandt treerne.  

A- og B-finale til Bolette og Ida

Bolette Nyvang sikrede den første A-finale   Som det var tilfældet i formiddagens indledende heat i damernes 1.000 meter enerkajak ved World Cup i Szeged, roede Bolette Nyvang fra Hellerup Kajakklub sig til en andenplads i eftermiddagens semifinale og er nu klar til lørdagens A-finale. Hellerup-roerens finaleplads var aldrig i fare i et løb, hvor hun fra start lå med fremme på de tre finalegivende pladser. Med 150 meter tilbage lå hun på tredjepladsen, men satte så en spurt ind og roede nemt forbi Rebeka Simon fra England. Vinder blev tyske Melanie Gebhardt. Ida Hugod fra 361 Kano og Kajakklub var også med i semifinalen, hvor hun kæmpede en brav kamp bag i feltet og lykkedes med at ro sig frem til den syvendeplads, som rækker til lørdagens B-finale.

Tilfreds sportschef

Sportschef Bo Vestergaard: Roerne levede op til niveauet fra træning   – Det roerne har præsteret til træning, var det niveau, de alle levede op til under formiddagens indledende heats her ved World Cup i Szeged. Det var meget tilfredsstillende at følge, og nu ser vi med forventning frem til eftermiddagens semifinaler og øvrige indledende heats. Det siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, efter en god dansk formiddag i Ungarn, der sendte alle danske både videre til semifinalerne. Tre gik videre med sejre, nemlig René Holten Poulsen i 1.000 meter enerkajak, Emma Aastrand Jørgensen i 500 meter enerkajak og Casper Pretzmann og Morten Graversen i 1.000 meter toerkajak. – De roede alle gode og kontrollerede løb efter den plan, vi havde lagt for dem, så det var helt efter bogen, siger Bo Vestergaard. De øvrige semifinalister blev Bolette Nyvang og Ida Hugod i 1.000 meter enerkajak, Jonathan Dagnæs-Hansen og Nils Boe i 1.000 meter toerkajak og Mads Brandt Petersen og Emil Noe i 500 meter toerkajak.