Glæde i Rio

Sportschef Bo Vestergaard: – Vi er stolte og glade   Med sjettepladsen til firerkjakken med Emma Aastrand Jørgensen, Amalie Ringtved Thomsen, Ida Villumsen og Henriette Engel Hansen, fik det danske sprintlandshold sat et flot punktum for konkurrencerne i Rio. – Vi er stolte og glade for vores indsats her i Rio, hvor vi fik indfriet vores målsætning og forventninger. Og så fik vi set, at vi har masser af potentiale at arbejde videre med frem mod næste OL i Tokyo. Ikke bare dem, vi havde med i Rio, men også hjemme i Danmark, hvor vi har mange unge talenter, som vi kan arbejde videre med de kommende år, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. Enerkajakken med Emma Astrand Jørgensen, der vandt OL-sølv, og firerkajakken illustrerede på bedste vis talentet og potentialet i dansk kajaksport. Ol-sølvvinderen er 20 år, Amalie Ringtved Thomsen og Ida Villumsen begge 21 år. – På papiret forventede vi, at Emma kunne ro med om en top 5 placering. I stedet gik hun hen og tog den medalje, som vi på forhånd havde spået ville gå til René Holten. Og kigger vi på firerkjakken, så blev de nummer 15 ved VM for to år siden, nummer 10 ved VM i Milano sidste år og nu nummer 6 i en OL-finale. Det fortæller, at udviklingen er gået den rigtige vej for vores unge roere, og det giver tro på fremtiden, siger Bo Vestergaard. Under konkurrencerne har sprintlandsholdet boet på hotel i tilknytning til rostadion, men vil nu flytte ind til OL-byen for at være sammen med de øvrige danskere, overvære et par af de andre idrætsgrene og deltage i søndagens afslutningsceremoni. Mandag aften, lokal tid, flyver sprintlandsholdet tilbage til Danmark med ankomst tirsdag aften dansk tid. Nærmere om rejseplanen følger.  

DK4 i OL-finale

Smilene var brede, da den nyslåede OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen og de tre kolleger i firerkajakken, Amalie Ringtved Thomsen, Ida Villumsen og Henriette Engel Hansen kom på land efter den tredjeplads i semifinalen, som sikrede danskerne en OL-finale i morgen lørdag over 500 meter. Og smilet var ligeså bredt hos Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. – Fantastisk semifinale. Pigerne fortjener stor ros, for de har arbejdet stenhårdt for at nå deres målsætning om en OL-finale, siger han. På papiret ligger danskerne til at slås med om en midterplacering i finalen, men tidligere finaler har vist, at alt kan ske, når kampen om medaljerne skal afvikles. – Jeg håber, at pigerne har et ekstra gear til i morgen og kan ro ligeså cool, som i semifinalen. En ting er sikkert. Pigerne vil ro røven ud af bukserne, for de ved, at nu er de i OL-finalen, og i den finale kan alt ske, siger Bo Vestergaard. OL-finalen ros lørdag klokken 14.47  

Ocean Race

DM i Ocean Race i Helsingør søndag Søndag den 21. august er Kajakklubben Krogen i Helsingør vært for årets danske mesterskaber i Ocean Race for surfski, havkajakker og K1 turkajakker. Danmarksmesterskaberne indgår som en del af det traditionsrige Kronborgløbet. For surfski og havkajak er ruten på 22 kilometer med start i enten i Gilleleje eller Helsingør afhængig af vejret. Turkajakkerne følger samme rute som Kronborgløbet på 24 kilometer med start og mål ved kajakklubben. Sidste år vandt Emma Broberg og Peter Rohde fra Klampenborg DM-titlerne i surfski. Mesterskaberne i havkajak blev vundet af Dorte Wegger fra Køge og Bo Cervin fra Vordingborg, mens guldet i turkajakker blev roet i mål af Krogens egne Birgit Vilstrup og Mogens Jarlak. Alle løb starter klokken 11.

Allesammens OL-sølv

Direktør i Dansk Kano og Kajak Forbund: Samlet indsats og strategi bag dansk OL-sølv 20-årige Emma Aastrand Jørgensens OL-sølv i 500 meter enerkajak – den første danske medalje hos kvinderne siden Tove Søbys bronze i 1956 i Melbourne – er resultatet af en samlet indsats mellem klubber, kraftcentre, forbund, sponsorer og idrætsorganisationer. Det siger direktør i Dansk Kano og Kajak Forbund, Christian Jacobsen. – Og så skal vi heller ikke glemme vores vigtigste ressource, nemlig alle de frivillige ude i klubberne. Det er ikke mindst deres sølvmedalje. Emma er et produkt af alle de mennesker, som hver dag arbejder frivilligt og lægger rigtigt mange timer for vores unge og for talentudviklingen i dansk kajaksport. Emma er født af de frivillige timer og af klubben. Siden er hun udviklet på kraftcenteret og er vokset op til at blive en verdensstjerne via nordiske ungdomsmesterskaber, Olympic Hope, junior EM og VM, og i sit bare andet år som senior står hun nu med OL-sølv. Og der er flere stjerner på vej, lover Christian Jacobsen. – Vores målrettede arbejde, samarbejde og strategi for talentudvikling virker. Det er Emma det synlige bevis for, og det giver energi hele vejen rundt, når Emma vinder OL-sølv. Den energi skal vi bruge nu og de næste fire år frem mod Tokyo 2020. Vores mange unge talenter vil helt sikkert kigge på Emma og yde en ekstra indsats for at komme med på vores landshold i håbet om at komme med på vores næste OL-landshold, siger han. Med OL-sølvmedaljen håber Christian Jacobsen også, at sponsorer,samarbejdspartnere og idrætsorganisationer ser endnu flere muligheder og gode grunde til at samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. – Emma er et vigtigt bevis for det potentiale, der ligger i et samarbejde med os. Det håber jeg, at endnu flere vil få øjnene op for, siger han.  

Emma i OL-finale

Sportschef Bo Vestergaard: Emma løste opgaven til perfektion Den 20-årige OL-debutant Emma Aastrand Jørgensen rystede hverken på hånden eller pagajen, da hun med to flotte løb og to andenpladser i henholdsvis indledende og semifinale roede sig i torsdagens OL-finale i 500 meter enerkajak. Til stor glæde for Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. – Det var befriende at se Emma ro i mål på andenpladsen i semifinalen og dermed i OL-finalen uden at skulle bekymre sig om at gå videre på tid. Nu klarede hun det selv med en rigtig flot præstation, siger Bo Vestergaard. Han er også fuld af lovord over den unge debutants evne til at håndtere opgaven. – Selv om det er OL, fortalte vi Emma, at hun skulle prøve at håndtere optakten, som var det et helt almindelig stævne, og så bare ro røven ud af bukserne. Den opgave løste hun til perfektion, smiler Bo Vestergaard. Med OL-finalen har Emma Aastrand Jørgensen opfyldt den målsætning, Dansk Kano og Kajak Forbund havde sat for hendes deltagelse i enerkajakken. – Nu bliver det spændende at se, hvad Emma har i posen til OL-finalen. For os, der kender hende ved vi, at hun vil gøre alt for at drille de to store favoritter Danuta Kozak fra Ungarn og Lisa Carrington fra New Zealand, siger Bo Vestergaard. Danuta Kozak, der vandt i danskerens semifinale og allerede har vundet guld i Rio i 500 meter toerkajak, er regerende olympisk mester, mens Lisa Carrington er regerende verdensmester. OL-finalen ros torsdag 15.11 og vises på TV2.