50 mio. fra A. P. Møller Fonden til modernisering af Danmarks Rostadion

Gladsaxe, Københavns og Lyngby-Taarbæk kommuner har sammen med Team Danmark i mange år haft ambitiøse planer om at modernisere og forskønne Danmarks nationale rostadion til gavn for både ro-sporten, og de mange, der nyder søen til naturoplevelser og andre rekreative formål. Nu har A.P. Møller Fonden doneret 50 millioner kroner, så projektet kan blive til virkelighed.   Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø er Danmarks nationalstadion for roning, kano- og kajaksporten og i dagligdagen hjemsted for den nationale elite og de mange ro- og kano- og kajakklubber i Københavnsområdet. Men robanen og de fysiske rammer i rocenterets bygning lever ikke længere op til nutidens behov. Derfor har de tre kommuner sammen med Team Danmark udarbejdet et forslag til, hvordan Danmarks Rostadion kan udvikles til en moderne og fortsat attraktiv ramme om roning, kano og kajak. Projektforslaget omfatter et helt nyt rocenter og forlængelse af robanerne i søen.   Udvikles i respekt for naturen Rosportens faciliteter er meget synlige i området. Derfor er det afgørende for parterne, at udviklingen af Danmarks Rostadion sker med respekt for den smukke natur, således området får et grønt kvalitetsløft til glæde for de mange andre brugere, som benytter de rekreative arealer på og omkring Bagsværd Sø.   Anlægssum Prisen for at realisere drømmen om et moderne rostadion forventes at blive godt 90 millioner kr. De tre kommuner lægger 35 millioner kroner i projektet, fordelt på – ca. 22,3  mio. kr. fra Københavns Kommune, 10 mio. kr. fra Gladsaxe Kommune og 2,6 mio. kr. fra Lyngby-Taarbæk Kommune mens resten skal søges via fonde. A. P. Møller Fondens 50 millioner kroner er derfor helt afgørende for realisering af projektet.   Forventes klar ved udgangen af 2017 Udviklingen af det nye rostadion vil komme til at ske i tæt samarbejde mellem A. P. Møller Fonden, Dansk Forening for Rosport, Dansk Kano og Kajakforbund, Team Danmark, kommunerne samt naboer til og øvrige brugere af Bagsværd Sø. Af hensyn til naturen skal en stor del af arbejdet foretages i vintermånederne. Arbejdet forventes at gå i gang i efteråret 2016 og anlæggene klar til brug med udgangen af 2017.   Samarbejdsparterne om projektet Bestyrelsesformand for Team Danmark, og Københavns overborgmester, Frank Jensen: Det er et mangeårigt ønske fra Team Danmark at forbedre rammerne for det unikke elitemiljø, der findes i rocentret ved Bagsværd Sø. Roning og Kano og Kajak er idrætsgrene, hvor Danmark er blandt de bedste i verden. Realiseringen af projektet betyder, at vi får mulighed for at opretholde et attraktivt og udviklende elitemiljø for vores danske roere. Derfor er det dejligt, at drømmen nu snart kan blive til virkelighed.   Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen: – Jeg er meget glad på ro-, kajak- og kanosportens vegne over, at projektet med at modernisere rostadion ved Bagsværd sø bliver til virkelighed. Der skal lyde en stor tak til A.P. Møller Fonden for at være med til at sikre endnu bedre forhold for klubberne, herunder de københavnske, optimere forholdene for vores danske elitesportsfolk og skabe gode rammer for afvikling af store, internationale idrætsbegivenheder.   Borgmester i Gladsaxe Kommune, Karin Søjberg Holst: – Der har gennem mange år været et stort ønske fra idrættens organisationer om at modernisere vores rostadion ved Bagsværd Sø. Men det er både dyrt og kompliceret. Derfor kan det ikke lade sig gøre uden økonomisk hjælp udefra. Så vi er både overvældede og glade for det store beløb, som A.P. Møllerfonden har doneret til projektet, og vi glæder os til at samarbejde med fonden om at etablere et rostadion i verdenklasse. Borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani: – Vi er glade for, at A.P. Møller Fonden med sin store donation er med til at sikre, at Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø nu kan blive opgraderet til international standard. Det betyder, at vi får træningsfaciliteter i verdensklasse, som kan bruges af Danmarkseliten og de mange lokale roklubber og kano- og kajakklubber. At der samtidig også sker et grønt kvalitetsløft af området, er til glæde for de mange cyklister, løbere og børnefamilier, der bruger arealerne omkring Bagsværd Sø som rekreativt område. Læs mere om moderniseringsprojektet for Danmarks Rostadion på gladsaxe.dk/moderniseringrostadion — Med venlig hilsen Lars Bo Nielsen Pressechef/Chief Press Officer Redaktør/Editor Magasinet Kano & Kajak lars.bo@kano-kajak.dk M: 2123 8856 Dansk Kano og Kajak Forbund /Danish Canoe FederationIdrættens Hus2605 BrøndbyDenmark

Ergometer DM i kajak sætter deltagerrekord

Med 259 tilmeldte roere fra 30 klubber, sætter årets Ergometer DM i kajak ny deltagerekord. DM finder sted i Rødovre Centrum søndag den 18. januar. – Deltagertallet vidner om den store bredde i kajaksporten, men også om en positiv udvikling i ungdoms- og talentarbejdet rundt om i klubberne, siger mesterskabernes chefdommer Lau Larsen. Verdensstjerner som sidste års VM-guldvindere fra Moskva, René Holten Poulsen og Emma Jørgensen (nyligt kåret til Årets Olympiske Håb) fra Maribo Kajakklub samt Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajak Klub, har alle gjort opmærksom på deres talent ved deltagelse i Ergometer DM, og Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, fortæller, at forbundets eliteteam vil holde et vågent øje på mesterskaberne for at spotte talenter, som kan komme i betragtning til sprintlandsholdet. – For os er det oplagt at iagttage Ergometer DM. Mesterskaberne vil give os et godt indtryk af de roere, som har trænet seriøst hen over vinteren og samtidig viser vilje til at komme i betragtning til sprintlandsholdet, ikke bare på sigt, men også her og nu med henblik på kvalifikation til OL i Rio næste år, siger han. – Det bliver et spektakulært stævne, hvor kajaksporten kommer til at ”vælte” Rødovre Centrum. For de mange på indkøbstur i centeret vil mesterskaberne byde på topunderholdning og kamp til stregen om DM-titlerne, lover Lau Larsen. Foto: 259 roere vil kæmpe om DM-titlerne i Rødovre Centrum. (Foto: DKF)   For yderligere oplysninger: Chefdommer Lau larsen – mobil 20128928 Sportschef Bo Vestergaard – mobil 22771691  — Med venlig hilsen Lars Bo Nielsen Pressechef/Chief Press Officer Redaktør/Editor Magasinet Kano & Kajak lars.bo@kano-kajak.dk M: 2123 8856 Dansk Kano og Kajak Forbund /Danish Canoe FederationIdrættens Hus2605 BrøndbyDenmark

Europas sejeste kajakroere kommer fra Danmark

Lørdagens første udgave af Europas længste endagsløb i kajakmaraton, Tour de Gudenå med start i Silkeborg og mål i Randers, i alt 73 kilometer, blev en ren dansk magtdemonstration hos både damer og herrer. Vinder hos damerne blev Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe og hos herrerne Nikolaj Blak fra Skanderborg, begge med klar margin til andenpladsen. Hos damerne var det tyske Pia Ruhm, som tog andenpladsen, mens det hos herrerne var Tomas Jezek fra Tjekkiet i et hidsigt spurtopgør med tyske Andreas Kihl, tidligere OL-guldvinder fra London i toerkajak. For alle, men vinderne især, var det en kraftpræstation uden sidestykke at gennemføre det hårde løb. – Skal jeg svare her og nu, så vil jeg sige, at jeg aldrig gør det igen. Det var ekstremt hårdt. Men spørger du mig om en dag eller en uge, så vil jeg nok sige, at jeg muligvis stiller op igen næste år for at forsvare min titel. De første 25 kilometer gjorde ikke ondt, det gjorde resten til gengæld. Det er det længeste, jeg nogensinde har roet, og det var en stor forløsning endelig at se målstregen og krydse den, sagde Birgit Pontoppidan efter seks timer på vandet. For Nikolaj Blak var det også en forløsning bare at gennemføre. Han brugte fem timer og 20 minutter. – Det var faktisk ikke min plan at ro Tour de Gudenå, for om to uger skal jeg til VM. men jeg valgte i sidste øjeblik at stille op, og det var bare fedt at blive den første vinder af løbet, sagde Nikolaj Blak. Før løbet havde han forventet end tættere kamp, end tilfældet blev. Kort efter starten i Silkeborg skilte han sig ud fra feltet sammen med Andreas Kihl. Ham satte han med et ryk på Tange sø og roede herfra alene i 40 kilometer til målet i Randers. – Det var hårde sidste 40 kilometer, for der var modvind hele vejen. Til sidst handlede det om ren overlevelse, sagde han. De tre første i mål for både damer og herrer vandt pengepræmier med 10.000 kroner til vinderen, 5.000 kroner til nummer 2 og 3.000 kroner til nummer 3. – De penge faldt på et godt tidspunkt, for jeg skal selv betale for min deltagelse ved VM, smilede Nikolaj Blak. Hvad Birgit Pontoppidan skal bruge førstepræmien til, vidste hun ikke umiddelbart. – Jeg giver nok en øl og en is til mine holdkammerater, som hjalp mig meget derude i dag. Allerede efter 12 kilometer kæntrede min nærmeste konkurrent. Det gjorde naturligvis mine chancer for at vinde ret lysere, men til gengæld måtte jeg ro alene resten af vejen, bortset fra de tidspunkter, hvor jeg fik hjælp bagfra af klubkammerater. De var en god støtte, sagde hun. Den nye ekstremsport-event trak 401 roere til fra hele Danmark og internationalt fra Tyskland, Norge, Tjekkiet, Holand – og en enkelt helt fra Australien.  Tour de Gudenå Maraton blev afviklet i et samarbejde mellem Dansk Kano og Kajak Forbund, Silkeborg Kajakklub, Kano- og Kajakklubben Gudenå i Randers,  Silkeborg og Randers Kommuner samt Sport Event Denmark. — Med venlig hilsen Lars Bo Magasinet Kano & KajakPressekontakt landshold lars.bo@kano-kajak.dkM: 2123 8856 Dansk Kano og Kajak Forbund /Danish Canoe FederationIdrættens Hus2605 BrøndbyDenmark Har din klub gjort noget særligt for miljøet? Så nominer din klub til Grøn Klub Prisen. Læs mere

Fantastisk VM resultat viser vejen mod Rio

Med det bedste VM resultat siden 1993 med to guld og en bronze, kom Dansk Kano og Kajak Forbund og det danske sprintlandshold ved det netop overståede VM i Moskva et godt skridt videre på vejen mod målet om OL-medaljer i Rio i 2016. Det fastslår sportschef Bo Vestergaard. – Vi har haft et helt fantastisk VM, og jeg sidder nu med en dejlig fornemmelse og en bevidsthed om, at noget har vi gjort rigtig godt og andet skal vi nu hjem og arbejde med for at gøre endnu bedre, siger han. Set i OL-perspektiv viste René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub med en bronze på den olympiske 1.000 meter enerkajak og en guld på 500 meter, at han er en potentiel medaljetager i Rio. Det samme må siges om erfarne Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajakklub og juniorverdensmester Emma Jørgensen, der overraskede alt og alle ved at vinde VM-guld på den ikke olympiske 1.000 meter toerkajak. – Vores målsætning har hele tiden været at få en enerkajak og en firerkajak kvalificeret til OL. Med Henriette og Emmas præstation i toerkjakken åbner der sig nogle nye muligheder og perspektiver. Det kan være, at de to skal fortsætte med toerkajak og måske også sidde med i firerkajakken for at give den et løft. Det skal vi nu hjem og kigge på, siger Bo Vestergaard. Mens damesiden generelt efterlod et VM-indtryk med OL-perspektiver, så var det kun René Holten Poulsen, der gjorde det på herresiden.  Firerkajakken skuffede med en samlet 18. plads. – Vi havde håbet på langt mere fra firerkajakken. Det blev ikke indfriet i Moskva, så nu må vi hjem og nulstille båden for at se, hvad vi nu gør. Heldigvis har vi mange roere, der presser på for en plads i båden, især vores U-23 roere, så jeg ser med fortrøstning frem til, at vi kan finde den konstellation, som kan sikre OL-kvalifikation næste år ved VM i Milano, siger Bo Vestergaard. — Med venlig hilsen Lars Bo Magasinet Kano & KajakPressekontakt landshold lars.bo@kano-kajak.dkM: 2123 8856 Dansk Kano og Kajak Forbund / Danish Canoe FederationIdrættens Hus 2605 BrøndbyDenmark Skal du med til Tour de Gudenå 2014 den lørdag den 13. september? LINK

Kajak-verdensmestre kommer til København mandag 16.10

Det danske sprintlandshold i kajak med verdensmestrene Henriette Engel Hansen, Emma Jørgensen og René Holten Poulsen i spidsen, lander i morgen mandag klokken 16.10 i Kastrup Lufthavn med fly SK 735. — Med venlig hilsen Lars Bo Magasinet Kano & KajakPressekontakt landshold lars.bo@kano-kajak.dkM: 2123 8856 Dansk Kano og Kajak Forbund / Danish Canoe FederationIdrættens Hus 2605 BrøndbyDenmark Skal du med til Tour de Gudenå 2014 den lørdag den 13. september? LINK