World Cup: Verdensstjerner i spidsen for maratonlandshold

World Cup: Verdensstjerner i spidsen for maratonlandshold   Silkeborg Kajakklubs verdensstjerner, Mads Brandt Pedersen og Thorbjørn Rask samt Marselisborg Kajak Clubs Nikolai Thomsen, står i spidsen for det danske maratonlandsholds 11 udvalgte, der fra fredag til søndag åbner den internationale sæson med World Cup i norske Bærum. –          Dansk Kano og Kajak Forbund har fået værtskabet for EM i 2022 i Silkeborg og VM i 2023 i Vejen, så allerede nu er vi begyndt at rette sigtet mod de to mesterskaber på hjemmebane ved at stille med et stort og slagkraftigt hold i Norge. Et slagkraftigt hold, der også vidner om det store potentiale, som maratonsporten rummer både i øverste lag, men også lagene lige under.  Med de kommende mesterskaber på hjemmebane, sammenholdt med de fantastiske resultater fra sidste sæson og det store potentiale vi råder over, så har vi et unikt “Window of opportunity”, som vi skal udnytte til at tiltrække os opmærksomhed, der kan bidrage til at skabe forudsætninger for at udvikle maraton og atleterne i denne disciplin i de kommende år. Det fortjener atleterne og maratonsporten i Danmark. Derfor går vi allerede nu i gang med at udarbejde en strategi med dette sigte, siger Dans Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl. På herresiden har Mads Brandt Pedersen i flere år været det helt store navn med et juniorverdensmesterskab samt flere U23-medaljer ved EM og VM på sit CV, men sidste år blomstrede nye, internationale stjernenavne op, da Thorbjørn Rask tog juniorverdensmesterskabet i enerkajak og desuden titlen i toerkajak sammen med Nikolai Thomsen. Nikolai Thomsen er forsat junior, mens Thorbjørn Rask er rykket op i U23. I Bærum er han dog at finde i seniorernes række sammen med Mads Brandt Pedersen, klubkammeraterne Søren Maretti og Emil Kræmer samt Maribo Kajakklubs Martin Møller. De tre sidstnævnte har også internationale topresultater med sig. Desuden debuterer Phillip Knudsen Lyngby Kanoklub i juniorrækken. Hos damerne bliver feltet ført an af tre rutinerede roere med internationale topresultater i bagagen. Det er Frederikke Maretti fra Silkeborg Kajakklub, Ane Hauge fra Køge Kajakklub og Emilie Rosenkilde fra 361 Kano og Kajak Klub, der alle stiller op i seniorrækken, mens der i juniorrækken er debut til Kristine Rohde fra Silkeborg Kajakklub. I Bærum ror alle danskere enerkajak på den lange distance, mens seniorroerne hos herrerne desuden stiller op i Short Track.   For yderligere oplysninger: Sportschef Lars Robl – M: 2349 1669 Foto: Thorbjørn Rask.   Atleter og løb: Dame Junior Kristine Rohde Silkeborg Kajakklub K1 maraton   Herre Junior Nikolai Thomsen Marselisborg Kajak Club K1 maraton Philip Knudsen Lyngby Kano og Kajak Klub K1 maraton   Dame Senior Frederikke Maretti Silkeborg Kajakklub K1 maraton Ane Hauge Køge Kajakklub K1 maraton Emilie Rosenkilde 361 Kano og kajak Klub K1 maraton   Herre Senior Martin Møller Maribo Kajakklub K1 maraton og short track Søren Maretti Silkeborg Kajakklub K1 maraton og short track Emil Kræmer Silkeborg Kajakklub K1 maraton og short track Mads B. Pedersen Silkeborg Kajakklub K1 maraton og short track Thorbjørn Rask Silkeborg Kajakklub K1 maraton og short track   Program og resultater: http://vm2020.no/information/

Programændring for DM sprint 2019 – input søges

Til klubber, kraftcentre, og landstrænere. Silkeborg Kajakklub er tildelt værts-skabet af DM sprint 2019. Silkeborg Kajakklub har på grund af de faciliteter der er til rådighed et ønske om at ændre det i “Love og bestemmelser” fastlagte program. Silkeborg Kajakklubs forslag er her: “Ændring tidsplan 2019 DM sprint FORSLAG“ Lau Larsen ansvarlig for konkurrence i DKF’s bestyrelse har udarbejdet et notat der indeholder en vurdering af forslag. Notat er her “Notat – ændring tidsplan 2019“. DKF bestyrelse vil bede jer tilkendegive evt. synpunkter på forslaget om ændring af tidsplan. Af hensyn til den fortsatte planlægning skal vi bede om svar senest tirsdag den 2. juni. Vi vil opfordre til at forslaget drøftes med de berørte atleter. I bedes sende svar til hoering@kano-kajak.dk 

Sportschef Lars Robl: – Godt skridt fremad

Sportschef Lars Robl: – Godt skridt fremad   World Cup Poznan var et godt og vigtigt skridt fremad på alle parametre og lover godt for det videre arbejde frem mod de kommende delmål, der omfatter næste uges World Cup i Duisburg, European Games i Minsk sidst i juni op til sæsonmålet, der omfatter OL kvalifikationen ved VM i Ungarn til august. Det siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl efter søndagens finaleafsnit. – Det var en lang forberedelse hen over vinteren og foråret, der blev forløst med en super World Cup, hvor vi på alle parametre tog et stort og vigtigt skridt fremad for alle atleter samtidig med, at vi fik set, at vi stadig har et stort potentiale for at udvikle os yderligere. De forventninger og forhåbninger, vi havde på forhånd til netop denne World Cup, er blevet indfriet til fulde, så vi har en rigtig god mavefornemmelse frem mod næste uges World Cup i Duisburg. Vi har et godt udgangspunkt, som afsæt til de næste skridt og gode muligheder for yderligere udvikling frem mod Minsk og VM. Det glæder vi os til, siger Lars Robl og fortsætter: – At vi her og nu har de forudsætninger og det udviklingspotentiale, skal vi sende en tak til klubber og kraftcentre for. De har leveret et fantastisk stykke arbejde og sørget for, at vi på Elitecenteret har et afsæt og materiale med høj kvalitet og stort potentiale. Men selvom det, vi oplever i øjeblikket, er en bevægelse i den rigtige retning, så må vi ikke stille os tilfredse i bestræbelserne på at skabe en endnu større sammenhængskraft mellem klubber, kraftcentre og elitecenter. Derfor arbejder vi kontinuerligt på at forbedre og optimere vores elitestrategi. Her oplever Lars Robl også en stor interesse og mange gode meninger fra udefrakommende omkring det arbejde, trænerteamet, staben omkring holdet og atleterne laver. – Det er altid dejligt med en interesse og engagement omkring det arbejde, der pågår på Elitecenteret.  Ind imellem er det imidlertid også nødvendigt med ro om trænerstab og atleter, så de har den fornødne arbejdsro til at fokusere på den primære opgave i denne sæson – OL kvalifikationen ved VM i august. Vi har fået en opgave, og den bestræber vi os på at løse på den måde, som vi mener, den skal løses på. Poznan var et godt skridt fremad i den rigtige retning, så nu tager vi næste skridt i Duisburg, som vi alle med glæde og forventning ser frem til, siger han.