U-VM: Bedste VM-resultat for Lyngby-roer

Flot femteplads til Nicolai Mørcke   Nicolai Mørcke fra Lyngby Kanoklub opnåede sit hidtil bedste resultat i VM-sammenhæng, da U23-roeren fredag eftermiddag roede en flot femteplads hjem i 1.000 meter enerkajak ved U-mesterskaberne i Plovdiv. Som i semifinalen lå han langt tilbage i feltet på de første 750 meter, men på den sidste fjerdedel satte han en spurt ind og avancerede til den fornemme femteplads. Verdensmester blev svenske Martin Nathell foran australieren Simon McTavish og med norske Jon Vold på bronzepladsen.

U-VM: Ingen VM-medalje til europamester

Medaljen glippede for Rasmus Knudsen Den tredobbelte europamester Rasmus Knudsen fra Lyngby Kanoklub var på forhånd en af favoritterne i fredagens VM-finale i 1.000 meter enerkajak ved U-mesterskaberne i Plovdiv. Men juniorroeren fik ikke den finale, han havde håbet på og måtte nøjes med en fjerdeplads. Med 250 meter tilbage lå han til en bronzemedalje, men på de sidste meter spurtede hviderusseren Anton Novak forbi og henviste danskeren til den utaknemmelige plads lige udenfor podiet. Verdensmester blev ungareren Benedek Kos foran tyskeren Martin Hiller.

U-VM: Flot B-finale

Syvendeplads til Kristoffer og William Med en heroisk kraftpræstation efter kun kort tids restitution efter semifinalen, roede juniorroerne Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub sig til en flot syvendeplads i B-finalen i 1.000 meter toerkano ved U-VM i Plovdiv fredag middag. Vinder af B-finalen blev Ukraine.

U-VM – fredagens finaleprogram

  11.49 B-finale HU18 C2 1.000 m – Kristoffer Ravn Neve/ William Anker Scales, Nybro-Furå Kano og Kajakklub 14.22 A-finale HU18 K1 1.000 m – Rasmus Knudsen, Lyngby Kanoklub 14.49 A-finale HU23 K1 1.000 m – Nicolai Mørcke, Lyngby Kanoklub 15.16 A-finale DU23 K1 1.000 m – Emma Bock, Hellerup Kajakklub 15.27 A-finale DU18 K1 1.000 m – Helene Fabrin-Brasted, Vallensbæk KKC 15.38 A-finale HU18 K2 1.000 m – Magnus Sibbersen, Hvidovre Kajakklub/Christian Farstad, Silkeborg Kajakklub 16.05 A-finale HU23 K2 1.000 m – Rasmus Alsbæk/Maribo Kajakklub/Simon Schuldt-Jensen, Lyngby Kanoklub

U-VM: Syv finaler til Danmark

Firerkajak rundede af med femteplads   I formiddagens sidste semifinale med dansk deltagelse ved U-VM i Plovdiv tog U23-firerkjakken med Mette Gravesen, Silkeborg Kajakklub, Cathrine Rask, Silkeborg Kajakklub, Emma Bock, Hellerup Kajakklub og Katrine Græsbøll Christensen, Silkeborg Kajakklub, en femteplads. Midtvejs i 500-meter løbet lå danskerne indenfor rækkevidde af VM-finalen, som kun de tre første kvalificerede sig til, men det blev ved lige ved og næsten. De tre finalebilletter tog Kina, Hviderusland og Australien. Mesterskaberne fortsætter med finaler for de involverede i formiddagens semifinaler, hvor Danmark fik seks VM-finaler og en B-finale i ni løb.