VM kajak: Danmark førte sig flot frem i Tjekkiet

Tre VM-finaler og to B-finaler Førstedagen ved VM i kajak, torsdag, i tjekkiske Racice bød på fem flotte præstationer af de danske kajakroere, hvor finalehøsten blev på tre VM-finaler og to B-finaler. Stærkest i billedet stod den forsvarende verdensmester i 1.000 meter enerkajak, René Holten Poulsen. Både i indledende heat, som han vandt overlegent, og i semifinalen, hvor han i vinderposition mistede opmærksomheden et øjeblik og ”kun” blev toer efter hviderusseren Aleh Yurenia, viste han teknisk og taktisk roning i verdensklasse. – Yurenia lå på den andenplads, som også gav adgang til, VM-finalen, så René blev lidt overrasket over hviderusserens ryk til sidst. Men alt i alt så René rigtig godt ud i begge løb, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, der kort efter kunne se René Holten Poulsen levere endnu en toppræstation, da han sammen med klubkammeraten Nils Boe kvalificerede sig til VM-finalen i toerkajak over 500 meter via en andenplads i semifinalen. OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen leverede også på højeste internationale niveau, da hun via en andenplads i indledende heat og en sikker førsteplads i semifinalen sikrede sig adgang til sin første VM-finale i 500 meter enerkajak. – I de to løb fik Emma vist, at hun efter sin træningspause efter Rio er på vej tilbage blandt de bedste i verden på 500 meter, og hun var også selv meget glad for sine præstationer i de to løb, siger Bo Vestergaard. Glæde var der også hos VM-debutanterne på seniorniveau, Bolette Nyvang og Line Langelund, der med to femtepladser roede sig i B-finalen i 500 meter toerkajak. – De unge piger roede to flotte løb, hvor de også fik vist fremgang i forhold til de både, de har konkurreret med til U-VM. På den baggrund er både landstræner Zoltan Bako og jeg meget tilfredse med deres præstationer, siger Bo Vestergaard. Endelig blev det til en B-finale for herrernes toerkajak over 1.000 meter med Casper Pretzmann og Morten Graversen via en sjetteplads i semifinalen. På forhånd var der forhåbninger om en VM-finale til parret, der tidligere på året imponerede med en fjerdeplads ved World Cup, men Morten Graversen måtte desværre kæmpe med forkølelse i dagens to løb. – Det var synd og ærgerligt for Morten og Casper, men sygdom kan man desværre ikke stille noget op imod. Under de omstændigheder kæmpede de flot, og B-finalen må siges at være et lille plaster på såret, siger Bo Vestergaard. Alle fem finaler ros lørdag.

VM kajak: Toerkajak i B-finale

Casper og Morten i B-finale   Kræfterne rakte til en B-finale for Casper Pretzmann og en småforkølet Morten Graversen, da Silkeborg-duoen sled sig i mål på en sjetteplads efter 1.000 meter i toerkajakken i torsdagens sidste semifinale ved VM i tjekkiske Racice. Dermed blev facit for førstedagen tre VM-finaler og to B-finaler for de fem danske både i aktion.

VM kajak: Ung toer imponerer med B-finale

Femteplads og B-finale til Bolette og Line   Som i indledende heat viste den unge dame-toer med Bolette Nyvang fra Hellerup Kajakklub og Line Langelund fra Silkeborg Kajakklub lovende takter i semifinalen over 500 meter, hvor det blev til en flot femteplads ved VM i Racice torsdag eftermiddag. Dermed er danskerne klar til lørdagens B-finale efter en semifinale, hvor de igen viste stor styrke på løbets sidste halvdel. Midtvejs var de på vippen til den sidste og adgangsgivende syvendeplads til B-finalen, men som i indledende heat viste de stort overskud i den afgørende fase.  

VM kajak: Toerkajak i VM-finale

René Holten og Nils Boe i VM-finale Da de krydsede målstregen gav de straks hinanden håndslag på veludført arbejde, for med en andenplads i semifinalen i 500 meter toerkajak, er klubkammeraterne fra Maribo Kajakklub, René Holten Poulsen og Nils Boe, klar til lørdagens VM-finale i tjekkiske Racice. De tre første både gik i VM-finalen, og danskerne lå hele tiden med fremme og kæmpede til sidst med tjekkerne om førstepladsen i en tæt spurt. På tredjepladsen kom Hviderusland.  

VM kajak: Klar til forsvar af VM-guld

Andenplads sikrer VM-finale til René Holten   René Holten Poulsen er klar til forsvar af sit VM-guld i 1.000 meter enerkajak fra 2015 i Milano, da han i semifinalen torsdag eftermiddag kom i mål på andenpladsen ved mesterskaberne i tjekkiske Racice. I en taktisk præget semifinale styrede danskeren løbet frem til de sidste 200 meter, hvor hviderusseren Aleh Yurenia kom bagfra og satte en spurt ind, som René Holten Poulsen ikke kunne afvise. På tredjepladsen kom bulgarske Miroslav Kirchev.