Slået på målstregen

Firerkajak missede EM-finalen på målstregen I en tæt-tæt afgørelse blandt fire både missede den danske junior-firer med Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub, Simon Schuldt-Jensen, Holte Roklub, Rasmus Knudsen, Lyngby Kanoklub og Victor Gairy Aasmul, Holte Roklub den direkte EM-finale over 500 meter ved U-EM i Beograd. Mellem de fire første både var der under et sekund fra vinderen Polen til danskerne på fjerdepladsen. Og op til den finalegivende tredjeplads, som Italien tog, havde danskerne under en tiendedel af et sekund og kun to tiendedele op til Portugal på andenpladsen. I stedet må danskerne nu ud i morgendagens semifinale og ro for avancement til EM-finalen. Løbet var torsdagens sidste med danskere i aktion, og det blev en fabelagtig førstedag med fem EM-finaler og 12 semifinaler.

Dobbelt op på semifinaler

Sjetteplads til Tommas og Rasmus Tommas Nielsen og Rasmus Brandenhoff-Lind fra Vallensbæk Kano og Kajak Club høstede dagens anden semifinale ved U-EM i Beograd, da de to U23-klubkammerater kom i mål på sjettepladsen i toerkajakken over 500 meter. Tidligere på dagen blev det også til en semifinale på den dobbelte distance via en fjerdeplads. De to semifinaler ros i morgen fredag.

Junior-firer i semfinale

Femteplads til junior-firerkajak De danske junior-piger i firerkajakken skal ud i en semifinale i morgen i forsøget på at komme i EM-finalen over 500 meter ved mesterskaberne i Beograd. I indledende heat blev det til en femteplads for Mette Hemmingsen, Sorø Kajakklub, Caroline Emilie Faurschou, Silkeborg Kajakklub, Emma Bock, Hellerup Kajakklub og Josefine Balslev Erichsen, Holte Roklub. Kun de tre første både gik direkte i søndagens finale, og det blev Hviderusland, Rusland og Rumænien.

Femteplads til toerkajak

Junior-toer i semifinale   Med en femteplads i indledende heat over 500 meter, kom junior-toeren med Malthe Hansen fra Vejle Kajakklub og Asger Rasmussen fra Amager Ro- og Kajakklub videre til morgendagens semifinaler ved U-EM i kajak i Beograd. Kun vinderen gik direkte i EM-finalen, og det blev Hviderusland.

Dobbelt op for Bolette

Bolette og Line sikrer femte EM-finale til Danmark   U23-roeren Bolette Nyvang fra Hellerup, der tidligere på torsdagen roede sig i EM-finalen i 1.000 meter enerkajak, skal også ro finale i toerkajak over 500 meter. Sammen med Silkeborgs Line Langelund vandt hun det indledende heat ved U-EM i Beograd i en supertæt afgørelse foran Ukraine, der blev slået med en bådspids. Med til finalen kom også Rumænien på tredjepladsen. Finalen i toerkajakken over de 500 meter bliver roet søndag klokken 13.39.