Klar til Rio

Emma, Amalie, Henriette og Ida er klar til OL i Rio Når der ved OL’s sidste uge tages hul på kajakkonkurrencerne på Lagoa Stadium i Rio de Janeiro, vil Danmark være repræsenteret i firekajak af kvartetten Emma Aastrand Jørgensen, Henriette Engel Hansen, Amalie Ringtved Thomsen og Ida Villumsen. Alle fire blev i dag officielt udtaget af Danmarks Idrætsforbund, som er national olympisk komite. I sidste uge blev de nummer fire ved World Cup-stævnet i Racice i Tjekkiet, og denne weekend kan de opleves på dansk grund ved regattaen i Bagsværd. Til OL bliver konkurrencen endnu skarpere, men der er stor optimisme i den danske båd. – Vi ror mod nogle lande, som er sindssygt stærke og noget mere rutinerede i firerkajakken, end vi er. Men selvfølgelig vil man altid gerne lave en topplacering, og det er heller ikke umuligt. Der skal bare den helt rigtige træning til, og så skal vi ramme den lige i røven, hver gang vi skal ro K4, siger Emma Aastrand Jørgensen. Frem mod OL venter der et EM efterfulgt af en træningslejr i Ungarn. De allersidste detaljer bliver pudset af i Portugal inden afrejsen til Brasilien. Ungdom og rutine 34-årige Henriette Engel Hansen deltog også ved de to seneste OL i henholdsvis 2008 og 2012 – dengang dog i enerkajak. Så det er en bundrutineret kajakroer, der har fået selskab af tre fremadstormende atleter på to gange 21 og 20-årige Emma Aastrand Jørgensen, som er U23-europamester i K1 på 500 meter-distancen. Blandingen af rutine og ungdom er ifølge sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund, Bo Vestergaard, med til, at båden har god fart på vandet. – En af styrkerne ved den her sammensætning er, at den erfarne bidrager rigtig meget i den daglige træning ved at holde fokus på rytmen og vedholdenhed. De unge prøver hele tiden at bryde deres grænser i forhold til at udfordre den ældre på det sportslige niveau. Det samspil fungerer rigtig godt. De er ikke bange for at prøve og udfordre de andre hold, siger han. Foruden K4 skal Danmark også stille til start i K2 og har muligheden for at stille en båd til start i K1. Men den sportslige ledelse i Dansk Kano og Kajak Forbund venter til et senere tidspunkt med at beslutte, hvem af de fire, der skal ro henholdsvis K1 og K2. DIF’s chef de mission for det danske OL-hold, Morten Rodtwitt, ser frem til at følge de fire kajakroere under august måneds OL. – Kvindernes firekajak er en spændende blanding af ungdom og rutine. Henriette Engel Hansen og hendes topprofessionelle tilgang kender vi fra tidligere olympiske lege. Og nu får hun selskab af tre yderst talentfulde, unge kajakroere. Det bliver virkelig interessant at følge holdet – både i K4, men også i K1 og K2, siger Morten Rodtwitt. Han bakkes op af Team Danmarks direktør, Lone Hansen. – Firekajakken er en kombination af tre unge talenter, som vi forhåbentlig ser igen ved flere olympiske lege, og en meget rutineret atlet, hvor alle fire får det ypperste ud af sig selv. Emma, Amalie og Ida kan nyde godt af Henriettes erfaring og rutine i OL sammenhæng og Henriette får mulighed for at forlænge sin karriere i verdenseliten og prøve kræfter med endnu et OL. Det viser, at fødekæden har det godt i dansk kajaksport, hvilket ikke mindst skyldes det store arbejde, der hver dag lægges på elitecentret i Bagsværd med sportschef Bo Vestergaard i spidsen, siger Lone Hansen. Fakta om Emma Aastrand Jørgensen: Alder: 20 år Disciplin: K4 500 meter OL-debutant Fakta om Henriette Engel Hansen: Alder: 34 år Disciplin: K4 500 meter Deltog ved OL i 2008 og 2012 Fakta om Amalie Ringtved Thomsen: Alder: 21 år Disciplin: K4 500 meter OL-debutant Fakta om Ida Villumsen: Alder: 21 år Disciplin: K4 500 meter OL-debutant Fakta om OL i Rio: 5.-21. august 2016 DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 120 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.

Guld i Racice

René Holten tager guld på 500 meter Efter gårsdagens bronze på den olympiske 1.000 meter enerkajak, fulgte den regerende og dobbelte verdensmester på den halve distance, René Holten Poulsen fra Maribo op søndag formiddag ved at vinde guldet ved World Cup i Racice. Og guldet blev roet hjem med en overlegen sejr. Allerede efter 150 meter tog danskeren føringen og udbyggede den løbet igennem. På andenpladsen kom overraskende serberen Vladimir  Torubarov, mens bronzen gik til Adam Van Koeverden fra Canada.

Firerkajak forbedrer sig

Firerkajak fik en fjerdeplads   Efter den flotte bronze i enerkajakken var Maribo-roeren Emma Aastrand Jørgensen små tre kvarter efter tilbage på vandet i Racice til sin anden World Cup finale – i firerkjakken sammen med Amalie Thomsen fra Limfjorden samt Ida Villumsen og Henriette Engel hansen fra 361. Kvartetten indledte OL-sæsonen med en sjetteplads ved World Cup i Duisburg for en uge siden, og den placering blev forbedret med to pladser i Racice. Danskerne lå midtvejs i løbet på femte-sjettepladsen, men roede sig op på de sidste 200 meter. Guldet gik til Tyskland foran Ukraine og New Zealand.

World Cup bronze i Racice

Emmas finaledag begyndte med World Cup bronze   Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo er til formiddag med i hele to World Cup finaler i Racice, begge på den olympiske 500 meter. Den første finale var i enerkajak, hvor hun vekslede sidste uges syvendeplads i Duisburg med en bronzemedalje i Racice, hendes første seniormedalje i enerkajak. Maribo-roeren fik et godt løb, hvor hun midtvejs lå på fjerdepladsen, men med en fantastisk finish kun var centimeter fra at nappe sølvet fra kinesiske Yu Zhou. Vinder blev Inna Osipneko fra Azerbajsjan. Om små tre kvarter gælder det så finalen i firerkajakken sammen med Amalie Thomsen, Limfjorden samt Ida Villumsen og Henriette Engel Hansen fra 361.

Iskold René Holten kom i mål på sidsteplads   René Holten Poulsen fra Maribo var iskold, da han i eftermiddagens semifinale i 1.000 meter toerkajak kom i mål på sidstepladsen sammen med sin klubkammerat Nils Boe. Makkerparret lå ellers godt fremme og roede et godt løb frem til 750 meter, hvor de lå på en fjerdeplads, men da de ikke følte, at de kunne ro sig frem til de tre finalegivende placeringer, valgte de at ro baglæns på de sidste 250 meter til en sidsteplads og dermed exit fra toerkonkurrencen. Kalkylen var helt bevidst. Det var kun A-finalen, der talte for René og Nils. Var de kommet i en B-finale gennem en placering fra 4-6, ville det medføre, at de skulle i konkurrence kun 40 minutter før Renés finale på 1.000 meter. Det ville ikke give mening og fuldstændig ødelægge Renés forberedelser, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. I stedet for to finaler, bliver det altså ved enerfinalen for René Holten Poulsen. Finalen ros klokken 11.17, hvor han foruden Max Hoff skal op imod andre favoritter som hjemmebanehåbet Josef Dostal og Adam Van Koeverden fra Canada. Outsidere er Belgiens unge håb Artuur Peters og Serbiens Dejan Pajic. Lørdag byder også på en World Cup finale til Danmark hos kvinderne. I 1.000 meter enerkajak lykkedes det for den unge U23-roer Maja Rosenkrands Irgens fra Sorø at vinde sin semifinale og dermed sikre sig adgang til finalen, der ros klokken 11.03. Jeg havde troen på Maja, så det var flot, at hun viste flaget og roede sig i finalen, siger Bo Vestergaard. Samme Maja Rosenkrands Irgens skal også ud i en B-finale i toerkajak over 500 meter sammen med Emilie Ahmt Petersen, Maribo. En B-finale blev det også til for Emilie Ahmt Petersen i 1.000 meter enerkajak. Desuden blev det til C-finaler for U23-roerne Pernille Knudsen, Maribo i 200 meter enerkajak og til Morten Graversen i 1.000 meter enerkajak.       Lørdagens World Cup program for danskerne   Finaleafsnit 9.37 – DK1 B-finale 1.000 m – Emilie Ahmt Petersen, Maribo 9.44 – HK1 C-finale 1.000 m – Morten Graversen, Silkeborg 10.17 – DK2 B-finale 500 m – Maja Rosenkrands Irgens, Sorø, Emilie Ahmt Petersen, Maribo 10.35 – DK1 C-finale 200 m – Pernille Knudsen, Maribo 11.03 – DK1 A-finale 1.000 m – Maja Rosenkrands Irgens, Sorø 11.17 – HK1 A-finale 1.000 m – René Holten Poulsen, Maribo   Indledende heats 14.25 HK1 200 m – William Hansen, Sorø 15.04 DK1 500 m – Emma Aastrand Jørgensen, Maribo 15.16 DK1 500 m – Pernille Knudsen, Maribo 16.02 HK4 1.000 m – Tommas Ehlers Nielsen, Vallensbæk, Mads Brandt Pedersen, Silkeborg, Anders Lundberg, Esrum, Casper Pretzmann, Silkeborg. 16.21 DK4 500 m – Emma Aastrand Jørgen, maribo, Amalie Thomsen, Limfjorden, Ida Villumsen, 361, Henriette Engel Hansen, 361 16.57 HK1 500 m – René Holten Poulsen, Maribo       Semifinaler 17.30> HK1 200 m 18.13> DK1 500 m 18.51 HK4 1.000 m 19.05 DK4 500 m 19.23> HK1 500 m   Resultater http://www.canoeracice.com/en/race/start-list Live stream http://www.canoeicf.com/event/2016-icf-canoe-sprint-world-cup-2