Toerkajakker tog en fjerde- og en syvendeplads

I B-finalerne for toerkajakker over 500 meter, tog Rasmus Alsbæk og Magnus Sibbersen en fjerdeplads, mens Sara Corfixsen Milthers og Caroline Emilie Faurschou roede i mål på syvendepladsen lørdag formiddag ved World Cup i Szeged. Hos herrerne vandt Bulgarien, mens Østrig var først over stregen hos damerne.

Imponerende fjerdeplads til Rasmus og Magnus

I en stjernebesat semifinale over 500 meter imponerende den danske toerkajak med Rasmus Alsbæk og Magnus Sibbersen stort med en imponerende fjerdeplads og videre adgang til B-finalen lørdag formiddag ved World Cup i Szeged. Fjerdepladsen kom i hue efter et løb, hvor danskerne halsede lidt efter på de første 250 meter og lå på vippen til B-finalen, men med en fantastisk finish kom de stærkt tilbage og var lige ved at snuse til A-finalen. Spanien vandt foran to hviderussiske både. B-finalen ros klokken 11.00.

World Cup: Overlegen sejr og finale til Emma

Den regerende European Games mester og verdenstreer på distancen, Emma Aastrand Jørgensen, viste ikke sine konkurrenter nogen nåde i lørdagens semifinale over 200 meter enerkajak ved World Cup i Szeged. I ren opvisningsstil vandt danskeren en overlegen sejr foran ungarske Anna Karasz og med den polske viceverdensmester Marta Walczykiewicz på tredjepladsen. De tre første i mål kom videre til World Cup-finalen klokken 11.33.

World Cup: OL-klare piger viste lovende takter i Ungarn

De fire danske dameroere, der har kvalificeret sig til legene i Tokyo, viste alle lovende takter under fredagens indledende heats og semifinaler ved World Cup i Szeged. Først i morgen, lørdag, kommer de til at sidde sammen i firerkajakken, så fredag gjaldt det 200 og 500 meter enerkajak for Rio-sølvvinderen Emma Aastrand Jørgensen og toerkajak over 500 meter for Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen. Desuden stillede den sidste pige i firerkajakken, Sara Corfixsen Milthers, op i toerkajak sammen med Caroline Emilie Faurschou. Bortset fra Sara og Caroline, der onsdag og torsdag deltog i den europæiske OL-kvalifikation og fik en fjerdeplads i finalen, var det første internationale optræden for de øvrige piger efter halvandet års corona-pause. Rusten blev dog hurtigt banket af fra morgenstunden, hvor Emma viste vejen for de andre piger ved at blive toer over 200 meter og etter over 500 meter til semifinaler lørdag. Julie og Bolette fulgte flot op med sejre i både det indledende heat og semifinalen og er således i World Cup-finalen lørdag, mens det blev til en B-finale for Sara og Caroline, ligeledes lørdag, via en tredjeplads i indledende heat og en femteplads i semifinalen. Desuden deltog Caroline i enerkajak over 200 og 500 meter, hvor hun sluttede felterne af, mens Cathrine Rask sikrede sig en direkte finale lørdag i 1.000 meter enerkajak ved at besætte tredjepladsen i indledende heat. Hos herrerne handlede det for René Holten Poulsen om målrettet ”træning” frem mod OL-kvalifikationen i Rusland om en uge og det absolut sidste sæde i Tokyo. I indledende heat over de 1.000 meter enerkajak kom han først over målstregen, mens han i semifinalen sluttede sekser og skal ud i en B-finale lørdag. Til den finale får han selskab af Thorbjørn Rask, der blev treer i indledende heat og femmer i semifinalen. Den store overraskelse hos herrerne var Victor Gairy Aasmul, der vandt sit indledende heat over 500 meter enerkajak og via en tredjeplads i semifinalen, sikrede sig en plads i lørdagens finale. Med sig til finalen fik han René Holten Poulsen, der blev treer indledende og toer i semifinalen. I toerkajakkernes løb over 500 meter, sluttede Rasmus Alsbæk og Magnus Sibbersen på tredjepladsen og kom videre til lørdagens semifinale. Simon Schuldt-Jensen og Morten Graversen, der efter den glippede OL-kvalifikation torsdag, nu har fokus mod VM i København til september, rundede dagen af med indledende heat over 1.000 meter toerkajak og kom videre til lørdagens semifinale ved at ro i mål på andenpladsen.

Sportschef Lars Robl: Selvfølgelig er vi skuffede

Selvfølgelig er vi skuffede, for det skal vi være. Men nu er finalerne roet med det facit, de fik, så nu skifter vi fokus og forbereder os til World Cup, både for dem, der var med til den europæiske kvalifikation men også det øvrige landshold, som er stødt til i Szeged. Det sagde Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl ovenpå torsdagens finaleafsnit, hvor der var OL-billeter på spil. Her lykkedes det ikke for hverken René Holten Poulsen samt toerkajakken med Simon Schuldt Jensen og Morten Graversen at følge op på sejre fra indledende heats med tilsvarende præstationer i finalerne. Begge både sluttede på en femteplads. Til gengæld imponerede damernes toerkajak med Sara Corfixen Milthers og Caroline Emilie Faurschou med en fjerdeplads. Det uprøvede par i international sammenhæng kom til finalen via semifinalen. Drengene gjorde, hvad de kunne, men der blev bare roet stærkt i finalerne, så det kan de tage med sig videre til de kommende tre dages World Cup. Nu har de gode løb i kroppen, før mødet med resten af den internationale elite. For René handler det om at skifte fokus til den globale kvalifikation i Rusland om en uge, hvor det sidste sæde i enerkajakken uddeles, mens Simon og Morten nu skal kigge fremad mod VM i København til september og få yderligere international erfaring og rutine gennem World Cup her i Szeged og det kommende EM i Polen i starten af juni. Med det, de viste i dag, viste de også det potentiale, de sammen kan forløse på den længere bane, så formår de at holde sammen, er jeg sikker på, at vi i dem har et godt bud på en toerkajak til OL i Paris i 2024. Det samme kan jeg også sige om pigerne. De roede en fremragende finale, så begge fik vist og bevist, at de er mandskabsroere med høj klasse og stort udviklingspotentiale frem mod legene i Frankrig. For dem handler det nu om at få masser af international erfaring og rutine inden OL-kvalifikationen ved VM i 2023, sagde Lars Robl. World Cup i Szeged finder sted fra fredag til søndag. Program og resultater: Szeged2021.com