Kajakstjerne ser frem til nyt rostadion

Kajakstjerne ser frem til nyt rostadion   Fredningsnævnet for København har netop truffet afgørelse om dispensation for de syv ansøgninger, som Fonden Danmarks Rostadion og Gladsaxe Kommune har sendt ind til opførelsen af Danmarks nationale rostadion ved Bagsværd Sø.   For den 22-årige kajakstjerne, Bolette Nyvang Iversen, er glæden stor over, at byggeriet af et nyt rostadion i verdensklasse nu bliver en realitet.   – Det er på høje tid og tiltrængt, siger hun.   Som atlet på sprintlandsholdet og potentiel deltager ved OL i Tokyo næste år, træner hun til daglig på Dansk Kano og Kajak Forbunds Elitecenter i Bagsværd.   Men det sker i fysiske rammer, som er utidssvarende.   – Bygningerne er nedslidte og ved at falde fra hinanden flere steder. Der er vandskader i flere rum, blandt andet i trænerteamets kontor og i opholdsrummet ”Børnehaven”, så det skaber udfordringer, når vi skal finde et sted, hvor vi kan sidde sammen. Det sker ofte, at vi må sidde i vægttræningslokalet, som i forvejen er lille. Det skaber så trængsel, for vi deler lokalet med roerne samtidig med, at vi selv er blevet flere kajakroere på Elitecenteret, siger hun.   Et nyt rostadion med moderne, miljørigtige og tidssvarende rammer står derfor højt på atleternes ønskeseddel og er et rostadion, Bolette Nyvang Iversen ser frem til at tage i brug.   – På det nye rostadion ser jeg især frem til at få bedre rammer til den indendørs træning, hvor vi får mulighed for at lave fællestræninger med både damer og herrer i en lille hal samtidig med, at vi får et nyt og større vægttræningslokale med opgraderet udstyr. I dag har vi ikke plads til fællestræninger i Bagsværd, så når vi har dem, er det ofte i en hal på en skole et sted, og vores faciliteter til vægttræning vil jeg betegne som usle for eliteidræt, siger hun.   Bolette Nyvang Iversen håber også, at en klogere indretning af faciliteterne vil gøre det nemmere at undgå trængsel mellem kajakroere og roere.   – Trængselsproblemerne afspejles flere steder i dag, men især i vægttræningslokalet og i bådhallen, hvor vi ofte går i vejen for hinanden, når vi skal hente vores både. Derfor ser jeg frem til nye faciliteter, systemer og indretninger, som løser det problem. Samtidig glæder alle atleter, både kajakroere og roere, sig til et hus med ordentlig isolering. På denne tid af året kan der være ret koldt i bygningerne, for jeg tror, at dårlig isolering får varmen til at fosse ud, siger hun.   I dag lever hun og de øvrige kajakroere og roere med de utidssvarende forhold, og selv om byggeriet af det nye rostadion først går i gang i 2021 efter Dansk Kano og Kajak Forbunds afvikling af VM i sprint, så ser Bolette Nyvang Iversen frem til den dag, det nye rostadion bliver indviet.   – Min plan er at fortsætte min karriere frem mod OL i Paris i 2024 og derfor få glæde af det nye rostadion. Men glæden er ikke kun på egne vegne, jeg glæder mig også over, at fremtidens talenter på sprintlandsholdet efter mig får de her flotte rammer i Bagsværd. For bortset fra bygningernes nuværende tilstand, så er Bagsværd med søen og den omkringliggende natur et fantastisk sted at have et elitetræningscenter. For jeg selv bliver træningen på vandet lidt sjovere, når jeg kan se og nyde den smukke natur omkring mig, siger hun.   Ved siden af karrieren på sprintlandsholdet, læser hun farmaci på Københavns Universitet og er netop flyttet i egen lejlighed i Lyngby.   – Med min nye adresse i Lyngby har jeg fået optimale muligheder for både at passe min kajakkarriere og mit studie, der begge ligger i kort cykelafstand fra min nye adresse. Det spiller også ind på mine nuværende ambitioner om at tage internationale medaljer, både på den korte bane, men også efter 2020 og færdiggørelsen af det nye rostadion. Og selv om det kan være svært at spå om fremtiden, så vil bedre fysiske rammer, give bedre sportslige forudsætninger. Og i det perspektiv har bedre sportslige forudsætninger det med at give bedre resultater. De to ting har det med at følges ad, siger Bolette Nyvang Iversen.   https://www.tv2lorry.dk/artikel/ny-dispensation-redder-rostadion-nu-kan-byggeri-snart-gaa-i-gang

VM maraton: Formand hylder historisk dansk triumf i Kina

VM maraton: Formand hylder historisk dansk triumf i Kina   – Jeg mangler ord, der på retfærdig vis kan beskrive, hvor stor en præstation, det danske maratonlandshold i kano og kajak har præsteret ved VM i Kina. Mads Brandt Pedersens dobbelte og historiske verdensmesterskab var naturligvis i særklasse, men alle på holdet gjorde det fremragende, og med de her rollemodeller og forbilleder lover det godt for fremtiden for maratonsporten og for vores egne EM og VM på hjemmebane i Silkeborg og Jels i 2022 og 2023 i samarbejde med Silkeborg og Vejen Kommuner og Sport Event Denmark. Det siger Dansk Kano og Kajak Forbunds formand, Ole Tikjøb, ovenpå den historiske triumf for forbundets 16 udvalgte ved VM maraton i kinesiske Shaoxing fra torsdag til søndag. Her blev det til formidable seks medaljer, tre af guld, to af sølv og en af bronze. En medaljehøst, der placerede Danmark som tredjebedste nation af alle, kun overgået af Ungarn og Spanien. Samtidig blev det til et historisk dobbelt verdensmesterskab i enerkajak til Silkeborg Kajakklubs Mads Brandt Pedersen, da han som den første i verden vandt både U23- og seniorløbet ved samme mesterskab. Det tredje VM-guld gik til Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajakklub i juniorernes enerkajak, hvor det i samme løb blev til sølv for Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub. Sammen roede de også toerkajak, hvor det blev til bronze. Den sjette og sidste medalje og af sølv, gik til Silkeborg Kajakklubs Thorbjørn Rask i U23 enerkajak, hvor det ligesom hos herrejunior blev til dansk dobbelt-triumf. Men trods det historisk fremragende VM, er Dansk Kano og Kajak Forbund udfordret med at skaffe økonomi til at understøtte atleterne og den positive udvikling i maratonsporten. Det skyldes, at Team, Danmark som udgangspunkt ikke støtter ikke-olympiske discipliner. – Det piner mig, at vi kun har begrænset økonomi til at støtte vores dygtige maratonroere, men jeg håber, at Team Danmark vil være mere lydhør ovenpå det fantastiske resultat i Kina og med tanke på de muligheder, vi har for at profilere maratonsporten og Danmark ved vores egne EM og VM. Vi vil i hvert fald igen prøve at snakke med Team Danmark om støtte, det fortjener vores atleter og maratonsporten, siger Ole Tikjøb.       De danske resultater ved VM: U18 K1 1 Nikolai Thomsen, Marselisborg Kajak Club 2 Phillip Knudsen, Lyngby Kanoklub 6 Anna Find Hansen, Vallensbæk Kano og Kajakklub 7 Pernille Hostrup, Vallensbæk Kano og Kajakklub U18 K2 3 Phillip Knudsen, Lyngby Kanoklub/Nikolai Thomsen, Marselisborg Kajak Club 7 Noah Pedersen, Silkeborg Kajakklub/ Silas Runholm, Silkeborg Kajakklub 7 Pernille Hostrup, Vallensbæk Kano og Kajakklub/Kristine Rhode, Silkeborg Kajakklub U18 C1 9 William Anker Scales, Nybro-Furå Kano og Kajakklub U18 C2 6 William Anker Scales, Vallensbæk Kano og Kajakklub/Kristoffer Ravn Neve, Nybro-Furå Kano og Kajakklub U23 K1 1 Mads Pedersen, Silkeborg Kajakklub 2 Thorbjørn Rask, Silkeborg Kajakklub SEN Short Race K1 8 Emilie Rosenkilde, Nybro-Furå Kano og Kajakklub 15 Nicolai Winther, Silkeborg Kajakklub SEN K1 Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub 14 Nicolai Winther, Silkeborg Kajakklub 11 Emilie Rosenkilde, Nybro-Furå Kano og Kajakklub   SEN K2 9 Søren Maretti, Silkeborg Kajakklub/Nikolai Thomsen, Marselisborg Kajak Club 12 Thorbjørn Rask, Silkeborg Kajakklub/Rasmus Brandenhoff Lind, Vallensbæk Kano og Kajak Club

VM maraton: Fremragende comeback gav niendeplads

VM maraton: Fremragende comeback gav niendeplads   Søren Maretti fra Silkeborg Kajakklub og Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club leverede søndag eftermiddag, lokal tid, et fantastisk comeback og kom i mål på en fornem niendeplads i toerkajakkernes løb for seniorer ved VM maraton i kinesiske Shaoxing. Det danske par, der var sat sammen til lejligheden, da Søren Marettis faste makker, klubkammeraten Casper Pretzmann måtte melde forfald, viste fra start overraskende gode takter og roede sig frem i en frontgruppe på fem på den anden af de otte omgange i det knap 30 kilometer lange løb. Men uheldigvis for danskerne betød en kæntring under en bropassage, at de blev sat langt tilbage og måtte kæmpe hårdt på mellemhånd for igen at nå frem i feltet. Det lykkedes at nå op i en gruppe på tre, hvor den anden danske båd med Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub og Rasmus Brandenhoff Lind fra Vallensbæk Kano og Kajak Club befandt sig. Herfra roede danskerne sammen mod målstregen, hvor det altså blev til den fornemme niendeplads for Søren Maretti og Nikolai Thomsen og en flot 12.-plads til Thorbjørn Rask og Rasmus Brandenhoff Lind. Verdensmester blev Frankrig med Quentin Urban og Jeremy Candy foran Ungarn med Adrian Boros og Krisztian Mathe og med argentiske Franco Balboa og Dardo Balboa på tredjepladsen. 20 både gennemførte løbet, der afsluttede mesterskaberne i Kina.