Kanojak Trim på Esrum Sø med 114 deltagere

Ved lørdagens kajakstævne på Esrum Sø var der tilmeldt 114 kajakker til Kanojak Trim – afholdt for 38. gang af Kajakklubben Esrum Sø. 94 deltagere havde valgt at stille op på den klassiske 20 kilometer distance som er søen rundt. Mens 20 deltagere tog 12 kilometeren som var udlagt fra kajakklubben til vendebøjen ved Kobæk Pynten og retur. Kajakroerne kommer fra forskellige københavnske og sjællandske kajakklubber Der blev roet i smalle kapkajakker, turkajakker, grønlænderkajakker, havkajakker, toer – og firerkajakker. Den hurtigste båd på 20 kilometeren var en firerkajak fra Kajakklubben Esrum Sø med Anders Lundberg, Frederik F. Jensen, Mathias Bundgård og Asger i tiden 1t 21m10s inkl. to tømninger. Hurtigste toerkajak var Dorte Marnø og Torben Frohn fra Nova i tiden 1t 42m7s og hurtigste K1 var Frederik Frejberg, også fra Nova, i tiden 1t 42m 22s. På 12 km distancen var hurtigste båd en toer kajak med Poul Erik Nielsen og Peter Ringsted fra Neptun i tiden 1t 14m 29s. Hurtigste K1 var Helene Vilandt fra kajakklubben 361 i tiden 1t 14m 49s. Efter løbet var der lodtrækning med sponsor præmier fra Butik Malik, Dansprint, Kano & Kajakbutikken, Kano- og Kajakværkstedet, Spejder Sport og Langrendsskolen. Facts Kanojak Trim 2016 To distancer; klassikeren Esrum sø rundt på 20 km og den korte på 12 km Ca. 25 af klubbens medlemmer var involveret i afvikling af arrangementet Startgebyret er 200 kr. inkl. årets Kanojak Trim T-shirt, sandwich, vand og kaffe eller te. Arrangeret af Kajakklubben Esrum Sø, Nødebo, Hillerød for 38’ gang.

Thor hurtigst i Helsingør

DM Ocean Race: Thor Nielsen hurtigst i Helsingør Thor Nielsen fra Klampenborg var hurtigst på bølgerne, da Kajakklubben Krogen i Helsingør søndag arrangerede de danske mesterskaber i Ocean Race for surfski, havkajak og K1 turkajak som en del af det traditionsrige Kronborgløbet. Halvanden time og 16 sekunder tog det Thor Nielsen at tilbagelægge de 22 kilometer i mesterskabernes klasse for surfski. Godt to minutter senere fulgte sidste års mester Peter Rohde, også fra Klampenborg, mens bronzevinderen Lutz Erichsen fra Kolding var yderligere knap et minut efter. I damernes klasse for surfski genvandt Emma Broberg fra Hvidovre mesterskabet foran Charlotte Baltzer Rode fra Klampenborg. I havkajak blev Fylkir Sævarsson fra Næstved ny danmarksmester foran sidste års mester, Bo Cervin fra Vordingborg, og med Aksel Hansen fra Sorø på bronzepladsen. Hos damerne genvandt Dorthe Wegger fra Køge mesterskabet med Maria Danielsson fra Næstved på andenpladsen og Therese Hvid fra Køge på tredjepladsen. Hos turkajakkerne tog Kim Meldgaard fra Esrum guldet foran de to Køge-roere Peter L. Andersen og Anders Hauge Sørensen. Damernes klasse blev vundet af den arrangerende klubs Lisa Kjær foran klubkammeraten og sidste års mester, Birgit Vilstrup Mortensen.

Reception for OL-holdet

Velkomstreception i lufthavnen: Sådan kommer du med   Har du lyst til at fejre de danske kajakroere og de øvrige OL-atleter ved hjemkomsten til Danmark tirsdag aften den 23. august, så inviterer Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund til reception i VIP-terminalen ”Vilhelm Lauritzen Terminal”, Vilhelm Lauritzens Allé 1, Tårnby, 2770 Kastrup. Tilmelding kan ske til Anette Marfelt på anma@teamdanmark.dk eller Louise Kwang på lkw@dif.dk. Alle er velkomne. Bemærk, at ”Vilhelm Lauritzen Terminal”, ligger ca. 2 km. fra Terminal 3. Atleterne vil blive kørt i bus direkte fra flyet til receptionen. Atleterne vil altså IKKE komme ud ved den normale udgang. Flyet forventes at lande kl. 21.35, og det forventes, at atleterne vil ankomme til receptionen ca. kl. 22.00. Kom gerne i god tid.   NB. Se kørselsvejledning   Program (cirkatider): 22.00 OL-gruppen ankommer til Vilhelm Lauritzen Terminalen 22.15 Velkomsttale af statsminister, Lars Løkke Rasmussen 22.20 NOAH (Troels Gustavsen) synger OL-sangen: Vi brænder 22.25 Velkomsttale af Team Danmarks formand, Frank Jensen 22.31 Velkomsttale af DIF’s formand, Niels Nygaard 22.36 NOAH (Troels Gustavsen) spiller et nummer       Forventede OL-atleter og -ledere, der deltager i velkomstreceptionen (ret til ændringer forbeholdes):   Atletik Anna Sofie Holm Baumeister Kristoffer W Bjerke Piotr B Haczek Anna Emilie Møller Ole Hesselbjerg Leo Ellermann Madsen Abdi Hakin Achkel Ulad   Badminton Viktor Lundager Axelsen Kamilla Rytter Juhl – sølvmedalje Line Højmark Kjærfeldt Christinna Pedersen – sølvmedalje   Cykling Simon Andreasen Annika Langvad   Håndbold Gudmundur Gudmundsson Lasse Svan Hansen Mikkel Hansen Niklas Landin Jacobsen Henrik Møllgaard Jensen Mads Mensah Larsen Hans Lindberg Casper U Mortensen Morten Olsen Henrik Kronborg   Kajak Henriette Engel Hansen Emma Aastrand Jørgensen – sølvmedalje Amalie Ringtved Thomsen Ida Engholm Villumsen Christian Jakobsen Ole Tikjøb Malene Søby Vestergaard Rene Holten Poulsen Bo Vestergaard Zoltan Bako   Roning Anne Dsane Andersen – bronzemedalje Hedvig Lærke Berg Rasmussen – bronzemedalje Lisbeth Falch Jakobsen Jacob Jepsen Barsøe – sølvmedalje Kasper Winther Jørgensen – sølvmedalje   Svømning Pernille Blume – guldmedalje Lotte Friis Daniel Skaaning Magnus Ekberg Westermann

DKF-formand: Verdensklasse

DKF-formand Ole Tikjøb : Vi har kajakroere i verdensklasse – og flere er på vej   Med tre OL-finaler, som kastede en sølvmedalje og to sjettepladser af sig, fik dansk kakajsport vist sig frem på fornemste vis ved legene i Rio. Det mener formanden for Dansk Kano og Kajak Forbund, Ole Tikjøb. – Med tre både i OL-finaler fik vi vist, at vi har kajakroere i verdensklasse, så det lover godt for fremtiden og for vores arbejde frem mod OL i Tokyo om fire år. Samtidig har vi mange talenter på vej fra vores junior- og ungdomslandshold, som de seneste år har vundet mange mesterskabsmedaljer og mesterskaber til både EM, VM og nordiske mesterskaber. De talenter, både piger og drenge, skal vi arbejde videre med, og så er jeg sikker på, at vi får et endnu stærkere hold i Tokyo om fire år, siger han. I Rio foldede det meste af potentialet sig ud med en overraskende sølvmedalje til 20-årige Emma Aastrand Jørgensen, men også med en flot sjetteplads til firerkajakken med de to 21-årige Amalie Ringtved Thomsen og Ida Villumsen i båden. 27-årige René Holten Poulsen, som er regerende verdensmester i 1.000 meter enerkajak, er også en verdensklasse-roer, som Ole Tikjøb forventer sig meget af de kommende år – trods den skuffende sjetteplads i Rio. – Med sine 34 år er Henriette Engel Hansen den eneste af vores roere, som efter en flot karriere med deltagelse i tre OL ikke er i spil til Tokyo. Det er de andre, og jeg er sikker på, at René kommer stærkt tilbage. Han og vi andre er naturligvis skuffede over, at det ikke blev til en medalje, men på dagen var René desværre forfulgt af uheld og sygdom. Når skuffelsen har lagt sig, er jeg sikker på, han igen vil gå ud og vise, at han er verdens bedste i enerkajakken – også om fire år i Tokyo, siger Ole Tikjøb. Tirsdag lander sprintlandsholdet i Danmark, og umiddelbart efter går arbejdet og planlægningen i gang frem mod Tokyo. – Når vi kommer hjem, skal vi sammen med Team Danmark lægge planer for samarbejdet frem mod Tokyo 2020. Det arbejde glæder vi os til at tage fat på ovenpå de flotte resultater i Rio, siger Ole Tikjøb.