DM surfkajak: Tilbage til Cold Hawaii

Ungdommen får sin egen klasse   Sidste år svigtede Cold Hawaiis surfbølger, så i stedet måtte de danske mesterskaber i surfkajak flyttes til Rødvig på Stevns. På søndag er mesterskaberne så tilbage i vante rammer, og den seneste vejrudsigt lover ”kongebølger” til deltagerne. – Vi er vant til at flytte os efter, hvor bølgerne er, så det gjorde vi sidste år og havde et fint mesterskab i Rødvig. Nu er vi så tilbage i Cold Hawaii, og det er vi glade for. Naturen i Cold Hawaii er mere dramatisk, bølgerne buldrer dybere og har mere bund. Det gør, at man tager til havet med en vis ydmyghed, siger David Tetzschner fra surfarbejdsgruppen under Dansk Kano og Kajak Forbund. Spottet for årets danske mesterskaber bliver Hanstholm‎ omkring fiskemelsfabrikken, og David Tetzschner forventer et sted mellem 20-25 deltagere. Mesterskaberne er et open stævne med deltagelse af både nybegyndere, den danske elite og udenlandske kajaksurfere. I år introduceres desuden en ungdomsklasse, U20. – Vi arbejder målrettet for at få flere unge ind i sporten, så derfor introducerer vi i år en U20-klasse til DM, siger David Tetzschner. Han tager selv turen fra København til Thy for at deltage og for at forsvare det mesterskab, han har vundet de seneste to år i seniorrækken. Hos kvinderne er Maja Birk, ligeledes fra København, regerende mester i seniorrækken og har som David Tetzschner vundet DM-titlen de seneste to år. Sporten surfkajak har eksisteret lige siden, kajakken blev opfundet.  Sporten går ud på at få kajakken til at plane på bølgen og dermed ride bølgen på tilsvarende vis, som når man surfer et surfboard. DM surfkajak arrangeres af surfarbejdsgruppen i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund.

Ny mester i kajakslalom

Hjemmebanesejr i Silkeborg For tredje gang dannede ”Stryget” i centrum af Silkeborg i weekenden ramme om årets DM i kajakslalom, og for tredje gang blev der kåret en ny dansk mester i herrerækken. På hjemmmebane vandt Mathias Jensen fra Silkeborg Kajaklub mesterskabet, da han i en tæt finale kombinerede råstyrke med en fabelagtig kajakkontrol til at komme fejlfrit gennem banens 10 porte. Den forsvarende mester, Rasmus Reimer fra Århus Kajakpoloklub og mesteren fra 2016, Silas Kraul fra Copehagen Watersports, delte sølvet. Begge satsede alt i forsøget på at slå Silkeborg-roeren, og begge ramte den sidste port med tidsstraf til følge. I damerækken stillede to af sidste års medaljetagere op. Her forsvarede Sabrina Schmidt fra Bø Padlegruppe sit danske mesterskab, mens Karen Lyngsøe fra Ribe Roklub kunne veksle sidste års bronze til sølv. Som en nyhed i år havde deltagerne for første gang mulighed for at konkurrere i enerkano og teamrace – sidstnævnte med tre padlerer på banen samtidig. I enerkano tog Jonas Foss fra Copenhagen Watersports DM-guldet, sølvet gik til Benjamin Brown fra Willamette Kayak and Canoe Club, mens den nykårede danske mester i kajak, Mathias Jensen, fik bronze hængt om halsen. Bronze var der også til Mathias Jensen i teamrace for Team Silkeborg sammen med klubkammeraterne Frank Haupt og Rasmus Dybkjær. DM-titlen tog Team GIV med Johnnie Laursen og Morten Nikkel Andersen fra GIV Kajakpolo sammen med Jens Ferløv fra Skovshoved Roklub, mens sølvet gik til Team SPK med Sabrina Schmidt fra Bø Padlegruppe sammen med Copenhagen Watersports´Jonas Foss Nielsen og Silas Kraul. Mesterskaberne blev arrangeret af Silkeborg kajakklub i samarbejde med Idrætshøjskolen i Viborg og Dansk Kano og Kajak Forbund.

Hyldest på plænen

Medaljevindere hyldet i Holstebro   Plænen mellem kajakklubben og tv-stationen i Holstebro var lørdag aften omdannet til den ”lufthavn”, hvor Dansk Kano og Kajak Forbund traditionelt møder frem i for at hylde sine medaljetagere fra de store mesterskaber, OL, VM og EM. Vi har gennem mange år haft den tradition at sende en repræsentant fra DKF til at møde frem i lufthavnen i København eller Billund med blomster. Men i år har vi – og det er dejligt – vundet så mange medaljer, at det har været svært at nå det hele. Det skyldes, at flyene ofte er landet sent om aftenen samtidig med, at I roere gerne vil hurtigt hjem efter de lange ture til mesterskaberne. Derfor besluttede vi at samle alle medaljetagere fra årets EM og VM, sprint og EM, maraton til denne lille reception og hylde jer her ved DM, sagde Dansk Kano og Kajak Forbunds Formand, Ole Tikjøb. Bagefter kaldte han medaljetagerne frem en efter en til en lille gave fra forbundet, overrakt af eliteansvarlig Tom Faurschou, samt en fortjent hyldest fra det store publikum, som talte flere hundrede tilskuere, forældre og klubkammerater. Den hyldest har I fortjent. Et kæmpe tillykke til jer alle. Det I har præsteret, er virkelig flot, så i DKF ser vi lyst på fremtiden. Der skal også lyde en stor tak til klubtrænere, kraftcentre og hele DKF´s eliteteam. De mange flotte resultater var heller ikke kommet uden en kæmpe indsats fra jer. I den forbindelse skal vores helt unge roere ikke glemmes, men fremhæves. Igen i år gjorde I det helt fantastisk til de nordiske ungdomsmesterskaber, hvor det blev til 49 guldmedaljer, 42 sølvmedaljer og 19 bronzemedaljer. Et kæmpe tillykke til jer, sagde Ole Tikjøb. Faktisk kan der komme flere medaljer til og efterfølgende hyldest, når maratonlandsholdet i næste uge deltager ved VM i Portugal.

René Holten satte kronprinsen på plads

DM-guld nummer 12 på stribe   29-årige René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub har ikke sin ligemand i Danmark på den olympiske kongedistance, 1.000 meter enerkajak. Det beviste den tidligere verdensmester og nyslåede VM-sølvvinder over 5.000 meter ved weekendens DM i Holstebro, hvor den tredobbelte junioreuropamester, 18-årige Rasmus Knudsen fra Lyngby Kanoklub, stillede op i seniorløbet i håbet om at erobre den trone, som René Holten Poulsen har siddet solidt på i 11 år. Rasmus Knudsen gjorde et prisværdigt forsøg, men true mesteren var han ikke i stand til. René Holten Poulsen kontrollerede finalen fra start til slut til sit imponerende 12. DM-guld på stribe. På andenpladsen kom Rasmus Knudsen, mens tredjepladsen gik til Morten Graversen fra Silkeborg Kajakklub. På den halve distance var billedet det samme på podiets øverste og næstøverste trin med guld til René Holten Poulsen foran Rasmus Knudsen og med Casper Pretzmann fra Silkeborg Kajakklub på bronzepladsen. Officielt er Rasmus Knudsen først senior fra næste sæson og med sine blot 18 år, er der ingen tvivl om, at han er en fremtidens mand. Det beviste han blandt andet i 200 meter enerkajak, hvor han tog sit første individuelle seniormesterskab. Morten Graversen, der sammen med René Holten Poulsen, fik en flot femteplads i 1.000 meter toerkajak ved VM i Portugal, stillede op til mesterskaberne med sygdom i kroppen og måtte derfor melde forfald til toer-løbene sammen med René Holten Poulsen. I damernes kamp om DM-titlerne levede den dobbelte VM-sølvvinder i 200 meter enerkajak, Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub, op til favoritværdigheden. Hun vandt DM-guldet foran klubkammeraten Pernille Knudsen og med Bolette Nyvang Iversen fra Hellerup Kajakklub på tredjepladsen. De to sidstnævnte, der begge sad med i den danske firerkajak, som tog en ottendeplads ved VM, tog også medalje i 500 meter enerkajak. Igen kom Emma Aastrand Jørgensen, der vandt OL-sølv i Rio på distancen, øverst på skamlen, mens Bolette Nyvang Iversen tog sølvet og Pernille Knudsen bronze. I toerkajakken over 200 og 500 meter stillede Emma Aastrand Jørgensen op med klubkammeraten Katrine Jensen. Katrine Jensen er kun U16-roer, men imponerede tidligere på sæson ved at blive U18-europamester, og sammen med rutinerede Emma Aastrand Jørgensen skabte hun en artig overraskelse ved at vinde DM-guldet over 200 meter og sølv over 500 meter. I 200 meter finalen vandt de nyslåede mestre i øvrigt over de fire landsholdsroere i firerkajakken. Pernille Knudsen og Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajakklub, roede sølvet hjem, mens bronzen gik til Bolette Nyvang Iversen og Line Langelund Eriksen, Silkeborg Kajakklub. I 500 meter finalen fik Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen revanche ved at vinde mesterskabet, mens Bolette Nyvang Iversen og Line Langelund Eriksen kom ind på tredjepladsen. I konkurrencerne for kano blev Kristoffer Ravn Neve fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub ny dansk mester i 1.000 og 500 meter enerkano, mens Ali Bajelan fra Limfjorden forsvarede sit mesterskab over 200 meter. DM blev afviklet for alle årgange fra U12 til senior.   Løb og resultater: http://dk.youpaddle.org/events/2018-09/dm-sprint-2018/

Kajakstjerner til danske mesterskaber

Fra VM til DM i Holstebro   Fra fredag til søndag får det danske kano- og kajakpublikum mulighed for at møde VM-sølvvinderne Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen samt de øvrige kajakstjerner Pernille Knudsen, Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch, Bolette Nyvang Iversen og Morten Graversen fra de succesfulde og netop overståede mesterskaber i Portugal. Det sker, når Kajakklubben Pagaj i Holstebro i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund arrangerer de danske mesterskaber på Vandkraftsøen. DM markerer afslutningen på sæsonen, men også overgangen for de ældste juniorroere til seniorer, og det får man at se allerede fredag morgen, hvor DM indledes med et brag. Her skal kongen af 1.000 meter enerkajak gennem et årti, René Holten Poulsen, møde kronprinsen, den tredobbelte junioreuropamester Rasmus Knudsen, i indledende heat om dette års DM-guld. – Det bliver spændende at følge både de nuværende landsholdsroere på Elitecenteret, men også vores øvrige talentfulde roere, der kandiderer til en plads, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl. Sammen med cheftræner Zoltan Bako vil han bruge DM til at iagttage kandidater, men det bliver ikke udelukkende på resultater, roerne fremover kommer ind på Elitecenteret. – Som noget nyt, vil de roere, vi finder interessante, blive indkaldt til en individuel samtale hos mig og trænerteamet. Her vil jeg afdække, om roeren – udover potentialet som roer – har den nødvendige motivation, evne og vilje til at indgå i et High Performance træningsmiljø, siger Lars Robl, der i udvælgelsen vil trække på sin baggrund og erfaringer som sports- og erhvervspsykolog. Under de individuelle samtaler vil Lars Robl blandt andet afdække, om roeren kan sætte ord på sin ambition og drøm i sporten. – Drømmen skal være så stærk og tydelig, at den kan hjælpe roeren med at holde fokus i de perioder, hvor resultaterne ikke er med hende eller ham, og hvor spørgsmålet “er det nu det hele værd”, indfinder sig. Det er ikke mindst i de situationer, at drømmen skal understøtte motivationen og viljen til at overvinde den modgang, som alle atleter møder i deres karriere, siger Lars Robl. Endelig er det et ubetinget krav, at den fremtidige atlet på Elitecenteret er i stand til at indgå i et team, og her tage personligt ansvar for både egen udvikling, men også teamets udvikling. – Vi er allerede begyndt på at udvikle den nye kultur hos de nuværende landsholdsroere, hvor VM var et godt billede på, hvor langt vi er nået på kort tid. Resultaterne ved VM betød, at vi nu er gået fra to til syv “verdensklasseatleter” under Team Danmarks kategorisering. Med den nye måde at udvælge roere til Elitecenteret, er det mit mål at skabe et træningsmiljø for den absolutte elite, der sætter os i stand til at løfte og fortsat indfri vores målsætninger i Dansk Kano og Kajak Forbund, siger Lars Robl.   Foto: Balint Vekassy.   Løb og resultater: http://dk.youpaddle.org/begivenheder/2018-09/dm-sprint-2018/