Lyserød Lørdag: Rekord i Randers

Rekordmange kajakkvinder roede for brysterne   82 kajakkvinder i alle aldre og fra hele Jylland valgte Lyserød Lørdag at støtte op om brystkræftsagen i Randers, hvor Kano og Kajakklubben Gudenaa i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund for sjette gang afviklede Støt Brysterne kvindekajakløb på Gudenåen. Det store deltagertal var ny rekord for løbet. Formålet med løbet og indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse handler om at hjælpe os alle sammen i kampen mod brystkræft. Derfor er vi meget glade for den store opbakning, som er 20 flere deltagere end sidste år, sagde tovholder Jeanett Nielsen. Traditionen tro farvede kajakkvinderne Gudenåen lyserød med deres fantasifulde påklædninger og udsmykninger af kajakkerne, men bag de glade smil gemte sig også en portion alvor, for mange af deltagerne havde sygdommen tæt inde på livet. Blandt dem Karin Helga Pedersen og Bente Lehman, som var kørt til Randers sammen med fem klubkammerater og to mandlige hjælpere fra Aalborg Kajakklub. Vi er kommet for at ro for et klubmedlem, som er blevet ramt af brystkræft. Hun er i behandling og kunne ikke selv deltage. Derfor valgte vi at køre til Randers for at ro for hende, men også for alle andre brystkræftramte, sagde Karin Helga Pedersen og Bente Lehman supplerede: Støt Brysterne løbet er en indsamling, hvor vi aktivt kan deltage sammen med andre kvinder og gøre en forskel. Samtidig glæder vi os til løbet og samværet med de andre piger. Det gode formål i kombination med det sociale samvær ser Jeanett Nielsen også som en af årsagerne til rekorddeltagelsen. Løbet handler ikke om at være hurtigst eller komme først. Det handler om at hygge sig i hinandens selskab samtidig med, at man ror for et godt formål. Det kan kvinderne godt lide. Desuden er kvinderne gode til at netværke med hinanden og trække hinanden med. Ud over løbet på Gudenåen, var kajakkvinder på vandet i Svendborg og Farum for at støtte brystkræftsagen.                                                                                                                                                                     Foto 1: Karin Helga Pedersen og Bente Lehman fra Aalborg Kajakklub roede for et kræftramt klubmedlem. Foto 2: De mange deltagere farvede Gudenåen lyserød. Foto 3: Tovholder Jeanett Nielsen var glad for den store opbakning. Foto 4: Anya og Line fra Kano og Kajakklubben Gudenaas børnehold var blandt de yngste deltagere.                                                              

DM surfkajak: Københavnere bedst i Klitmøller

Surfkajak: Københavnere vandt DM i jysk vejr   Selv om vejret var ”jysk” med silende regn, så var bølgerne perfekte og københavnerne de bedste, da Klitmøller i Cold Hawaii søndag dannede ramme om årets danske mesterskaber i surfkajak. Vinder hos damerne blev Maja Birk, mens David Tetzschner vekslede sidste års bronze til guld og tog sig af titlen hos herrerne efter indledende heats om formiddagen og finaleafsnit om eftermiddagen. Begge mestre kommer fra København. –          Det var en usædvanlig tæt konkurrence, hvor marginaler blev afgørende for mesterskabernes placering. Generelt var det en konkurrence på et meget højt niveau, hvor dygtighed, men også held med de rigtige bølger kom til at spille en afgørende rolle, siger Tue Olesen fra Surfarbejdsgruppen, der arrangerede mesterskaberne i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. Mesterskaberne kårede også den bedste bølge, lavet af Jeppe Mathiesen og bedste Wipe Out, lavet af Mark Østergaard.   DM resultater: Damer Plads: Maja Birk Plads: Maja Andrea Holmsted Plads: Lea Lykke   Herrer Plads: David Tetzschner Plads: Jakob Mønsted Plads: Jeppe Mathiesen   Foto 1: David Tetzschner, th, blev ny danmarksmester i surfkajak. Foto 2: Konkurrencen på bølgerne var tæt.                                          

TdG-vinder løb tør for mad og væske

Vinderen drak vand fra åen – Jeg disponerede min mad og væske forkert på de sidste 15 kilometer. Derfor slap det op, og fire kilometer før mål blev jeg nødt til at stande op for at drikke vand fra åen. Mine depoter var helt tømt, så de sidste kilometer mod mål handlede om ren vilje og overlevelse. Det sagde en fuldstændig ødelagt vinder af årets Tour de Gudenaa, Casper Pretzmann fra Silkeborg. Minutter forinden lå han udmattet og tømt for depoter nærmest livløs på bådebroen ved målområdet, hvor hans søster og mor gav ham sukkerholdig væske for at få ham op og på vaklende ben hjulpet ned til samaritterne. Her fik han mere mere sodavand og rugbrødsklemmer og kom langsomt til sig selv igen. At løbet blev så hårdt for den tidligere junior verdens- og europamester i maraton kajak skyldtes en nådesløs tvekamp over de 70 kilometer mod løbets tidligere vinder og kommende VM deltager i maraton, Nicolai Blach fra Skanderborg. De to trak hurtigt fra det øvrige felt efter starten i Silkeborg og fulgtes ad til kort efter Langaa. Her satte Casper Pretzmann sin konkurrent af og var på vej mod en rimelig komfortabel sejr, da han løb tør for mad og væske. – Med fire kilometer tilbage, kiggede jeg mig over skulderen og så, at Nicolai kun var 300 meter efter mig. Så åd jeg mig selv, for jeg ville vinde. Selv om jeg var helt ødelagt i mål, så var det en dejlig sejr, sagde Casper Pretzmann. Nicolai Blach roede også for sejren, men anerkendte, at Casper Pretzmann var stærkest på dagen. – Jeg så godt, at Casper drak vand fra åen og var i krise, da han kiggede sig over skulderen. Havde løbet været en kilometer længere, så tror jeg, at jeg havde indhentet ham. På den anden side er Casper en utrolig stærk roer, så alt i alt er jeg meget tilfreds med min andenplads. Det var også god opvarmning før VM maraton om to uger, sagde Nicolai Blach. I kvindernes løb vandt Tina Stephansen fra Skovshoved foran Connie Møller fra Sundby og Antje Möller fra Tyskland. Omkring 450 roere fra ind- og udland deltog i Tour de Gudenaa, der blev arrangeret af Dansk Kano og Kajak Forbund i samarbejde med Silkeborg Kajakklub, Kano og Kajakklubben Gudenå, Tange Roklub, Silkeborg Kommune, Randers Kommune, Sport Event Denmark, Craft og Gudenaacentralen. Foto 1: Der var helt udsolgt, da Casper Pretzmann fra Silkeborg krydsede målstregen som vinder af Tour de Gudenaa. Foto 2: Casper Pretzmman og Nicolai Blach takker hinanden for kampen på åen. På tredjepladsen ses Floor Zegers fra Odense. Foto 3: Tina Stephansen fra Skovshovede vandt kvindernes løb foran Connie Møller fra Sundby.

TdG – flot start i Silkeborg

Morgenstund med sol, TdG massestart, hyggemusik og kaffe Publikum stod tæt og badet i sol i en lang række på Ansvej, da massestarten gik til årets længste rute i Tour de Gudenaa, 70 kilometer fra Silkeborg til Randers. I år i en tre kilometer forkortet udgave på grund af forhøjet vandstand i åen, der umuliggjorde passage fra Langsøen og under Viborg-broen. I stedet blev massestarten flyttet til Ansvej på den anden side af broen, hvor publikum kunne nyde det spektakulære skue tilsat hyggemusik og gratis kaffe og rundstykker på Andetorvet.