Sportschef Lars Robl.
Efter det søndag morgen kom frem, at en holdkammerat var testet positiv for corona, blev al træning på Dansk Kano og Kajak Forbunds Elitecenter i Bagsværd suspenderet og de øvrige atleter samt trænerteam bedt om at gå i selvisolation.
– I samarbejde med Team Danmark iværksatte vi straks vores testprotokol og informerede alle roere og trænerteam om situationen, forklarer sportschef Lars Robl.
Alle roere var til træning sammen lørdag, hvor der også blev afviklet en workshop.
– Testprotokollen foreskriver, at de øvrige atleter går i selvisolation og holder sig fra træning. De skal så testes første gang på tirsdag og anden gang på torsdag. Er testen tirsdag negativ, kan de igen begynde at træne, siger Lars Robl.
Selvisolationen og indstillingen af træningen sker ud fra et forsigtighedsprincip og for at afbøde eventuelle konsekvenser på lang sigt.
– Efter kontakt med en smittet, kan virus ikke med sikkerhed spores før fire dage senere. Derfor giver det ikke mening at tage den første test før tirsdag. Herefter følges op med den anden test to dage senere, siger Lars Robl.
I forbindelse med testprotokollen har atleter og trænere ligeledes informeret de kontakter, som de har været i forbindelse med efter træningen og workshop, ligesom Lars Robl har briefet rostadions anden faste bruger, Dansk Forening for Rosport, om situationen og de forholdsregler, Dansk Kano og Kajak Forbund har taget i den forbindelse.