Sommeren er over os, og det betyder, at rigtig mange besøger søer, åer, havne og hav. Derfor er politiet i stor udstrækning til stede i sommervandet. Vi har hørt om flere, der har undret sig over at få en bøde på 1500 kr. for IKKE at have vest med ud.
Af: Lisbet Praëm, jurist og sekretariatsleder i DKF
I sekretariatet kan vi bekræfte, at det fuldt ud er korrekt, at man skal medbringe vest. Her har du forklaringen.
Loven: Vesten skal med ud
I Bekendtgørelse om redningsveste i mindre fartøjer, står i § 2, at alle fartøjer, der ikke er fortøjet i havn, skal medføre redningsveste eller svømmeveste til alle personer om bord. Og da Søfartsstyrelsen definerer kajakker, kanoer og paddleboards som fartøjer og ikke som badeudstyr, så skal vesten med ud.
Det står også i bekendtgørelsen, at kapronings- og motionsroningsfartøjer i stedet for at medbringe veste kan følge Dansk Forening for Rosports eller Dansk Kano og Kajak Forbunds sikkerhedsbestemmelser.
Strengere regler i DKF
Vi har i vores sikkerhedsbestemmelser § 4 besluttet, at
Alle roere skal medbringe en CE-mærket (typegodkendt) svømme- eller redningsvest. Vesten skal bæres af:
- børn og unge under 14 år hele året
- ikke-frigivne roere hele året
- alle roere i vinterhalvåret, det vil sige fra 1. oktober til og med 30. april.
Det er derfor relevant at spørge, om man kan få en bøde for ikke at have vest på om vinteren, når man er med i en klub, der følger DKF’s sikkerhedsbestemmelser. Det teoretiske svar er, at vinterroning uden vest kan udløse en bøde. Men det er ikke sket i praksis endnu.
Der sondres i øvrigt ikke imellem, om roningen foregår på hav, sø, eller å.
Selv om brug af vest ikke er et krav ifølge loven, så kan din klub have nogle “straffe” , hvis du fx ror om vinteren uden at have vest på. Her må du spørge din klub, hvordan den stiller sig, hvis du ror uden vest.
Dyrt at opføre sig uansvarligt
Hvis du falder i vandet uden at have vesten med, og du får brug for hjælp til at redde dig selv, så kan du under alle omstændigheder risikere en bøde for ikke at have udvist godt sømandsskab. Du kan også risikere at skulle betale de udgifter, der er afholdt i forbindelse med din redning, hvis Søfartsstyrelsen skønner, at du har opført dig uansvarligt.
Den sidste krølle
Der er dog nogle tilfælde, hvor du ikke behøver at have vesten med.
Det står nemlig i vores sikkerhedsbestemmelser § 1, at “Disse regler (vores sikkerhedsbestemmelser) kan fraviges under løb, stævner og andre arrangementer, som er omfattet af en sikkerhedsforskrift, der er godkendt af DKF’s bestyrelse”.