Et projektsamarbejde mellem Hold Danmark Rent og Dansk Kano & Kajak Forbund
Danmark gennemskæres af 20 store åer og vandløb, hvoraf de 10 største strækker sig over knapt 900 km. Mange af disse vandveje befinder sig naturligvis i åbent land og fri natur, men flere af dem passerer også større og mindre byer og er et turistmål i sig selv. Og der hvor mennesker samles skabes der henkastet affald – også til vands! I 2019 gennemførte 10 kano og kajakklubber affaldsindsamlinger i regi af konceptet Ren Natur. Og her blev en større affaldsmængde landet!
Det er blandt andet på baggrund af disse erfaringer at Hold Danmark Rent (HDR) og DKF nu har indgået et samarbejde, som støttes af Miljøstyrelsens Strandoprydningspulje. Vi har derfor udvalgt nogle særlige vandstrækninger, som skal renses for affald samtidig med at vigtig viden indsamles.
På nuværende tidspunkt er der kun begrænset viden om hvor meget affald, der rent faktisk rejser til havs af disse kanaler ej heller hvilke affaldstyper der er fremtrædende. Dog forventes plastik at være i overtal.
Invitation til at hjælpe naturen og kortlægge affaldet
De valgte å-strækninger ligger tæt på vores klubber og vi vil nu rigtig gerne invitere dem til at deltage i projektet med en tur på vandet i maj/juni eller i august/september.
Datoen og strækningen på ca. 5 km. vælger klubben selv.
Der kan være deltagelse af både børn, voksne og seniorer.
Alle deltagere udstyres med det relevante indsamlingsudstyr (handsker, sække, snappere og veste). Vestene har både et sikkerhedsmæssigt og et kommunikativt formål, der sikre at alle bliver set og kan se hinanden på åerne, samtidig med at vestene også forklarer formålet med indsatsen. Udstyret kan klubberne efterfølgende beholde i klubben. Klubben få dækket alle jeres udgifter forbundet med dagen svarende til en værdi af kr. 70 pr. person og de får stor frihed til at beslutte, hvad pengene skal gå til.
Det indsamlede affald samles ved kluhuset, hvor det efterfølgende afhentes af kommunen. Inden affaldet stilles klar til afhentning skal deltagerne registrere det i materialetyper og veje det i kilo.
Udover affaldsindsamling/registrering vil forbundet også gerne bede roerne om at lave nogle generelle observationer i området.
De skal give os en tilbagemelding på hvordan adgangsforholdene er langs ruten og hvilke faciliteter der findes (læs; shelters, bord/bænk mm). Hvis dele af ruten ikke har offentlig adgang af landvejen, må deltagerne gerne observerer om det findes affald i åen/bredden i området.
Vi håber klubberne har lyst til at være med i projektet. Send bare en email til Irene Lauridsen (il@kano-kajak.dk) 20. marts. I må også gerne sende et billede af kortet over den strækning, som I tænker egner sig bedst til formålet i jeres område. Vi glæder os til at høre fra jer 😊
Med venlig hilsen og på genhør