Til Kano-Kajak.dk ↩

FENIX 7X SAPPHIRE SOLAR GARMINS NYE FLAGSKIB


GREJ & TESTS


[ TEKST: Anders Krintel  FOTO: Charlotte Amalie Hvilshøj ]

6. april 2022

I samarbejde med Garmin og forretningen Pulsure.dk i Horsens har vi fået lov at kigge grundigt på Garmins nye superavancerede multifunktionelle GPS.

Helt tilbage i 2000 var jeg en af de allerførste, der begyndte at benytte Garmins håndholdte gule eTrex-GPS til kajakroning. Den var stor og klodset, men det gjorde en verden til forskel ift. træning. Man kunne pludselig se både distance og hastighed. Siden fik Garmin gjort GPS’erne mindre og med Forerunner-serien der begyndte at komme i 2003, kunne de nu sidde på armen. Det kneb i mange år med vandtætheden, men med Forerunner 310XT fra 2009, det legendariske orange ur, var dette problem løst. I det allerførste nummer af Magasinet Kano & Kajak fra 2010, skrev vi da også om netop denne model. Nu er vi i 2022 og Garmin har just lanceret deres nye flagskibe, nemlig Fenix 7-serien. Denne nye model kan så meget, at jeg kan konstatere, at jeg på de næste sider ikke når at nævne andet end en lille del af alle de mange muligheder her i artiklen.

Pulsure.dk har fabrikeret en dansk manual, der fylder hele 125 sider, hvilket sige en del om omfanget af muligheder.

Kæmpe skærm

Fenix 7 fås i tre størrelser, 7S, 7 og 7X, hvor denne, X, er den største. Hvis vi starter med skærmen, så havde 310XT en skærm på syv kvadratcentimeter, hvor denne er helt oppe på 10,5. Og uden om selve den ”effektive” skærm er der endda brugt plads til Fenix 7X Solars 2,5 mm brede krans af solceller. Min ellers meget flittigt brugte cykel-GPS Garmin Edge205 kan præstere en skærm på 11. Fenix’ store skærm giver mig således mulighed for at have hele otte datafelter på en gang, præcis som på min gamle Edge, hvilket er en fornøjelse, når man både har puls- og kadencevisning under træning. Jeg benytter dog kun seks felter, da mit let alderssvækkede syn godt kan lide, at cifrene ikke bliver alt for små – jo færre datafelter jo større tal. Jeg fandt dog en app, et datafelt, det bringer visningen op på hele 10 felter, kaldet AK MTB, men med visninger, der mest er til mountainbike.

Touchfarveskærmen er skarp og lækker at se på, og så er der mulighed for at justere baggrundslys på flere niveauer, så man kan få en passende mængde lys ved fx roning i tusmørke. Ud over min personlige opsætning til selve træningen, har jeg lavet mulighed for at bladre til to andre sider, nemlig til et kompas og til almindeligt ur. Det er, hvad jeg lige behøver til dagligt, men man kan bare udvide med flere sider.

 

7X HAR SOM DET ENESTE UR JEG KENDER TIL INDBYGGET LOMMELYGTE I SELVE URKASSEN

Lækker urkasse og rem

Urkassen er udført i titanium, vandtæt til 100 meter og glasset består af solidt ridsefrit safirglas. Silikoneremmen er lækker og overbevisende robust og med Garmins quickfit-system er det nem at skifte til andre farverige remme til små 400 kroner, men du kan også vælge, da vi med Fenix 7X er i feinschmeckerafdelingen, at investere i en ventileret titaniumrem med carbongrå DLC-belægning til næsten 2000 kr.

Find vej i mørket

Denne største model, 7X, har som det eneste ur jeg kender til indbygget lommelygte i selve urkassen, hvilket jeg allerede har brugt virkelig meget. Da lyset peger fremad vil det kunne bruges som ekstra markeringslys på urholderen ved mørkeroning. Lygten kan også lyse rødt, og i løbeprofilen kan man få den til at blinke hvidt, når armen peger fremad, og rødt når den vender bagud. Det er genialt, og det kan undre, at det først er nu, nogen har fundet på det. Lommelygten vil jeg være meget ked af nogensinde at undvære i et ur igen.

Kajak eller cykel?

Det lader til, at Garmins algoritmer i urets løbe- og kajakprofiler er justeret efter, at uret sidder på håndleddet. Når man ror kano, kajak eller løber, bevæger armen sig frem og tilbage og fra side til side. Derfor udregnes aktuel hastighed som et snit over længere tid for at være mere præcist, end når man bruger en cykel-app/profil, hvor uret er tænkt til at sidde stille på styret. De fleste af os bruger jo urholdere, og derfor får jeg en hurtigere opdatering på min fart ved at bruge en cykelprofil til kajakken. Denne lille ”teori” understøttes af, at min Edge 205-cykelcomputer opdaterer farten langt hurtigere end nogen anden GPS, jeg har trænet med, hvilket er mange. Brugen af en cykelprofil giver også mulighed for at få vist kadence, hvilket kajakprofilen ikke kan.

Apropos kadence

Vi snakkede ved besøget hos Pulsure.dk om min Vaaka (www.vaakacadence.com), som mange kajakroere kender – en ret dyr kadencemåler til at montere på pagajen. Da jeg var på vej ud af døren foreslog produktmanager og medejer Nicklas Runliden, at jeg lige skulle prøve Garmins lille kadencesensor V2, som ikke koster mere end 239 kroner. Det var mere genialt, end man turde håbe på, for det virker fantastisk godt. Den monteres blot midt på skaftet pegende fremad, og så får du ellers din frekvens målt i dobbelttag vist på Fenix 7.

Firmaet bag Vaaka, har i øvrigt udviklet en app, der måler roerens distance pr dobbelttag helt ned på centimeterniveau, som virker fantastisk godt (i cykelprofilen vel at mærke) og giver helt eminent billede af effektiviteten af dine tag. Den virker både med V2’eren og Vaaka.

"JEG NYDER,AT JEG KONSTANT KAN OPDAGE NYE FUNKTIONER OG MULIGHEDER"

OBS på pulsmålingen

Jeg benytter en ekstern optisk pulsmåler, nemlig min Polar OH1, der er beregnet til at sidde på overarmen, men som jeg bærer i knæhasen. På den måde mærker man den overhovedet ikke, imens man ror. Modellen er opgraderet og hedder nu Polar Verity Sense og findes også hos Pulsure.dk.

Her må jeg lige bemærke en løjerlig lille detalje, nemlig at Fenix 7X’ indbyggede optiske pulsmåler utroligt nok lykkes med at registrere en puls direkte ind i mine urholdere til både kapkanoen og kajakken! Blot lige nævnt for at du faktisk skal være sikker på, at du har tilsluttet din eksterne pulsmåler ordentlig, så du ikke står med en underlig falsk pulsmåling.

Men om ikke andet ville det være skønt om Garmin lavede en kajakprofil til monteret ur, der fordrer en ekstern pulsmåler (og slår den indbyggede optiske funktion fra), kan klare kadence målt i enkelttag, gerne med længde pr tag og helst med en lynhurtig opdatering af min fart.

Både min Garmin-kadencesensor, min Vaaka, headsets og pulsmålere har i øvrigt været meget uproblematiske at tilslutte. Fenix 7 klarer da også både kommunikation via Ant+, Bluetooth og WiFi.

Masser af udvidelser og uanede mange muligheder

Fenix 7 kan kobles til din PC enten via WiFi eller USB-kabel og via programmet Garmin Express, og det er her, der er mulighed for at hente forskellige apps i Garmin IQ Store, heriblandt en masse forskellige dekorative urskiver. Jeg prøvede lige at installere en fin urskive kaldet ”Titanium”, hvilket var nemt klaret fra telefonen. En stor del af den mange apps er heldigvis gratis, så det er bare at gå i gang med at lege.

En stor og væsentlig del af urets opsætning klares også via telefon-app’en Garmin Connect, der også giver et fornemt overblik over alt, hvad du har foretaget dig. Søvn, aktivitet, kalorieforbrug, puls, stressniveau, skridt restitution og en masse andet. Du kan også koble dig op på Strava, det store onlinefælleskab, hvor du kan dele dine præstationer med andre, og med Fenix 7 har du en meget informativ vejrstation med dig med alt fra UV-indeks til temperatur.

En anden smart funktion er Garmin Pay. Man kan simpelthen bruge uret til at betale med, ved at linke sit betalingskort sammen med det. Her skal man lige tjekke, hvilke kort og banker som understøtter dette. Det kan man se på Garmins hjemmeside. Jeg var uheldig, at jeg kun har Visa-Dankort, da Danske Bank i stedet understøtter Mastercard i denne sammenhæng. Smart er det dog, at man ellers altid vil kunne medbringe en betalingsmulighed.

GARMINS LILLE KADENCESENSOR V2 KOSTER 239 KR

Jeg er musiklærer …

Ja, der knytter sig et par kommentarer til netop det ellers ligegyldige faktum. For det første er det et lille kuriosum, at bevægelser under klaver- og trommespil ganske enkelt bonner ind som skridt. Jeg kan snildt få 5-6000 skidt i skridtbanken i løbet af en arbejdsdag ved egentlig blot at sidde næsten stille. Det gør mig ikke noget, for jeg er ikke bange for at være for inaktiv i øvrigt, men er man meget optaget af sine aktivitetsmålinger, er det et lille opmærksomhedspunkt.

Som musiklærer er det rart at kunne holde et tempo, og til min store fornøjelse, fandt jeg en gratis metronom-app, der fx giver mig mulighed for at få vibrationsimpulser ind i håndledet i et bestemt tempo. En metronom, der kan det samme til håndledet, findes til trommeslagere, men nu bor den altså permanent på min arm uden nogen merudgift.

Fenix 7X har også musikcontroller indbygget. Jeg kan simpelthen installere fx Spotify Premium, men jeg kan også loade mine mp3-filer direkte over i uret, og nemt via Bluetooth afspille musikeksempler for mine elever eller styre musikken, når vi morgentræner på kajakergometrene i klubben. Der er snildt plads til et par tusinde mp3-filer på den ca. 15 GB ledige plads, og så kan jeg naturligvis have musik med i et trådløst headset på fx en løbetur. Med et USB-kabel kan jeg også benytte uret som USB-stick. Jeg benytter PC og ikke Apple skal jeg lige nævne.

Desuden kan jeg med uret styre musik, der bliver sendt fra min telefon til fx et bluetoothanlæg. Man tilkobler sig, som er det til et headset. Det er også via Bluetooth, jeg kan få mine sms’er sendt til uret fra telefonen.

Høj præcision og batterilevetid

Fenix 7-serien har multibandmodtagelse, altså mulighed for at modtage GPS-signaler fra flere forskellige satellitsystemer på samme tid. Dette øger selvsagt præcisionen. Jeg har normalt ikke brug for decideret navigation, men for outdoorfolket er nøjagtighed altid godt. Uret kommer med et utal af indbyggede gratis kort herunder også kort over 2000 forskellige skipister.

Jo flere funktioner man har kørende, GPS, musikafspiller, vibration og lys, jo mere strøm bruger uret naturligvis, og for at forhale det tidspunkt, hvor det løber tør, har uret indbygget solceller. Dette giver et supplement til almindelig opladning, men ikke så uret ligger og stiger i batteriprocenter, når det ligger i solen. Men Fenix 7X’ batteri er stort og trods mine op til 10 timers GPS-brug om ugen og konstant optisk pulsmåling, har det kun været i opladeren en gang om ugen ca. Jeg er mere end godt tilfreds.

Garmins Fenix 7X Sapphire Solar er et dyrt, men gennemført vildt ur. Jeg bøvlede i begyndelsen med navigationen rundt i uret, fordi jeg kom fra et Suunto-ur, hvor knapperne har andre funktioner, men jeg er kommet efter det og nyder, at jeg konstant kan opdage nye funktioner og muligheder. Kommer man først lige ind i tankegangen med app’s og opsætninger, så kan uret vel ca. alt. Man kan argumentere for, at ingen har brug for så mange funktioner, som Fenix 7X tilbyder, men folk har også biler, der kan køre hurtigere end det tilladte. Jeg synes, at Fenix 7X er gennemført fantastisk, og jeg er efter halvanden måned slet ikke færdig med at lege med det og opdage nye muligheder.

Pulsure.dk blev stiftet i 2001 af Henrik Bisgård, som stadig er direktør i dag.

Butikken ejer han sammen med Nicklas Runliden og den succesrige virksomhed modtog i 2021 Børsens Gazellepris. Pulsure.dk er en af de førende, hvis ikke DEN førende inden for feltet af sportsure, cykelcomputere og faktisk også hometrainere.

Kommer du igennem Horsens er det bestemt værd at luske ind i Pulsure.dk’s showroom på Gotlandsvej 13A til en spændende snak om alt inden for GPSer og pulsure.

Fenix 7X Sapphire Solar koster 7795,- hos Pulsure.dk

Læs meget mere på garmin.dk og pulsure.dk