I DKFs strategi er udvikling af børne- og ungeområdet en meget vigtig indsats. Det gælder både bredde og elite – og for mig går de to ting hånd i hånd. Men hvordan gør vi det bedst muligt?

Jeg må skuffe læserne fra start: Jeg ved det ikke. Eller rettere: Jeg har i hvert fald ikke noget entydigt svar, og det tror jeg heller ikke findes. Hverken inden for vores eller andre sportsgrene og heller ikke inden for alle de andre områder, hvor man ønsker at tiltrække og fastholde børn og unge. 

Der er imidlertid nogle ting, som i min optik er vigtige. Først og fremmest tror jeg, det er vigtigt til dels at adskille, hvad vi gør for børnene, og hvad vi gør for de unge. Grænsen mellem de to “aldre” er selvfølgelig flydende og der skal naturligvis sikres en glidende overgang. For de unge er det desuden vigtigt, at vi kan tilbyde dem noget – også selvom de ikke er startet som børn. 

For de yngste er tryghed, leg og fællesskab de ting, jeg tænker, er de vigtigste og dermed det, der skal være hovedformålet for de instruktører og trænere, som står for den første introduktion til kano, kajak, sup mm. Selvfølgelig er nogle grundlæggende færdigheder godt at få styr på, men det kan indlæres på mange måder, og måske kommer indlæringen nemmere, hvis der først er opbygget tillid og fællesskab i gruppen og dermed tryghed ved hinanden. Det hele behøver ikke handle om f.eks. kajak og pagaj. Prøv f.eks. en samarbejdsøvelse på land med en badebold, hvor de skal holde den i luften så længe som muligt – og flyt så legen ud på vandet. Teknik kan på samme måde til en start leges ind, hvor børnene sammen eller hver for sig skal udføre en opgave – få fartøjet til at gøre noget bestemt uden, at det behøver at hedde fremadroning, sideforflytning eller andet. Og de kan jo stadig få fif til at gøre det bedre/nemmere og dermed øget indlæring.

Så er der de unge. Langt hen ad vejen er opskriften meget lig det som motiverer de yngste. Fællesskab og samvær er i hvert fald fortsat yderst vigtigt, og leg kan vi alle lide. Udfordringerne og grænserne kan til gengæld flyttes yderligere både teknisk og i forhold til fysisk formåen. For de unge kan f.eks. overnatningsture i det fri med indlagte opgaver være et oplagt supplement: Finde vej med kort og kompas, slå lejr, lave mad over bål, mørkeroning osv. 

For både børn og unge kan konkurrencer sagtens være en del af programmet. Det er bare ikke noget, der tænder/fastholder lysten hos alle. Vi vil jo på den ene side netop gerne fastholde og udvikle dem, der vil konkurrence, men i DKF vil vi i lige så høj grad fastholde og udvikle dem, der vil kano/kajak/sup/mm. som motionsform. Hovedparten af dem der dyrker idræt i Danmark, gør det på motionsplan, og det skal vi også understøtte i DKF. Relativt tidligt kan vi nok spotte dem, der har lysten og indstillingen til konkurrence og give dem muligheden for at gå videre ad den vej. Hvis det er den eneste mulighed vi tilbyder, risikerer vi imidlertid at stå tilbage med en relativt lille gruppe børn og unge. Og dermed en risiko for, at hele gruppen falder fra hinanden. 

Hvordan undgår vi det? Vi ved alle hvor vigtigt den frivillige indsats i klubberne er. Hvis der f.eks. ikke er nogle trænere og instruktører til at stå for B&U-aktiviteterne, så har den enkelte klub ikke dette tilbud. De færreste klubber har dog ressourcer til både at satse på kaproning og motionsroning, så det bliver ofte enten eller. Derfor vil et aktivt samarbejde mellem naboklubber være en god mulighed. Dem som primært tilbyder motionsroning tager jævnligt på besøg i naboklubben, der primært går efter udvikling af kaproere og omvendt. På den måde får vi introduceret børn og unge til bredden i vores sport, og de kan i højere grad søge derhen, hvor de får det tilbud, der tiltaler dem mest. Det vil selvfølgelig samtidig give fortløbende erfaringsudveksling mellem instruktører og trænere i klubberne.

En sidste ting, jeg tror er vigtigt, er at få de unge med som instruktører og trænere. I andre B&U-miljøer, som f.eks. spejderne, kan vi se, hvordan det er en integreret del af hele strukturen og tankegangen: Jo ældre du bliver, jo mere ansvar kan du få, og det giver læring i sig selv. Og det er altså trods alt mere inspirerende for børn og unge at blive mødt af en som mere er som en storesøster eller -bror end at blive mødt af en, der minder om deres forældre.