Undgå katastrofen når du er ude på det iskolde vand
SIKKERHED
Anne Fjeldvig efter K2-tur i minus 10 grader
Denne artikel blev udgivet første gang i januar 2017, men den er lige så aktuel i dag, som dengang, når det handler om, hvordan du forbereder dig til turene på det vinterkoldevand, så du ikke ender i en situation med katastrofale følger. Garvede roere som Rene Holten Poulsen og Birgit Pontoppidan har begge oplevet, hvad koldt vand kan gøre mod ens krop.
For nogle år siden roede René Holten Poulsen et surfski-løb i Portugal. Undervejs kæntrede han og formåede ikke at komme op i båden igen, med det resultat, at han lå meget længe i vandet og blev meget kold. Efterfølgende blev han ligefrem indlagt kortvarigt pga. hypotermi. I stedet for at gå stille med dørene, sørgede han for grundigt at berette om uheldet, for at lære fra sig og for at understege, at alle kan komme i problemer. Denne episode foregik oven i købet i sommerhalvåret.
Det samme med en af Danmarks helt store dameroere, Birgit Pontoppidan. Kajakmaskinen Birgit, der vel er at betragte, som en af de absolut mest habile man overhovedet kan forestille sig, måtte ufrivilligt en tur i Mølleåen tæt på 1. november. Den ubehagelige oplevelse beskrev hun kort på sin Facebook-side.
”Ved godt, det er sagt før, men husk nu for h…… at ro tæt på kanten om vinteren!! Vandet er KOLDT! Sagt med udgangspunkt i egen badetur i Mølleåen til formiddag. Hvis jeg kan falde i, kan det ske for alle.”
Og senere i tråden:
”der var heldigvis ikke ret langt ind, men jeg nåede dog lige at mærke panikken – og lammelsen af det kolde vand. Var fin igen efter en tur i sauna.”
Det kan ske for alle
Det er nemlig aldeles væsentlig, at hvis Birgit og René med tusind og atter tusind kilometers erfaring i kapbåd pludselig og uventet kan falde i, så kan det ske for alle.
De to episoder har åbenbart gjort indtryk, for jeg husker jævnligt på dem og drager dem frem, når jeg underviser i sikkerhed.
Det er vigtigt ikke at sige ”hvis” men ”når” vi falder i. Det er umuligt at forestille sig at man kan være 100% sikker. Man kan være nok så god, men når pagajen brækker i en start eller den sidder fast i en fiskeline kan det gå galt. Når man bliver svimmel pga. for lidt væske, eller ham fjolset på hængeren rammer ens paddel eller pagaj. To roere fra Vejle Kajakklub blev ligefrem sejlet ned af en speedbåd for år tilbage. En fuldstændig sindssyg episode, men åbenbart mulig.
Jeg har selv oplevet at kæmpe mig ned over Julsø til Tour de Gudenå i temmelig store bølger, men hvor det var en gigantisk hækbølge fra en af sikkerhedsbådene, der fik krammet på mig, med lang tid i vandet til følge.
Spørger man en faldskærmsudspringer, hvad der sker, hvis skærmen ikke folder sig ud, så er spørgsmålet overflødigt og på en eller anden måde meningsløst. For det går galt. Rigtig galt. Faldskærmsudspringeren har sikkert ikke engang lyst til at tænke svaret igennem, og man har vel egentlig heller ikke lyst til at høre svaret. Han eller hun kan til gengæld gøre alt hvad der er muligt for at pakke skærmen ordentligt.
Overfører vi dette på kano og kajak, så håber jeg sandelig, at det er anderledes. Hvad sker der, hvis du falder i vandet i februar? Svaret må jo ikke være lige så prekært. Man bliver nød til, med overbevisning og sikkerhed, at kunne sige, at man hurtigt tømmer båden for vand og ror videre – fordi der kun er 80 cm dybt, hvor man ror. Eller man skal kunne svare, at man laver en stensikker entring eller et rul. Man skal have styr på sin makkerhjælp og man skal have dygtiggjort sig så man har overskud på balancekontoen. Man skal have respekt for det kolde vand, og man skal agere som om, at man med sikkerhed ved, at turen kommer til én.
Det er ikke sikkert, at den gør det, men det er uforstandigt at tro sig sikker.
Forbundet har en eneste sikkerhedsregel ift. vinterroning nemlig den, at der skal bæres vest fra 1/10 – 30/4.
Ro tæt på kanten
Bestyrelserne i klubberne og forbundet vil kunne kan fastsætte regler i en uendelig- hed, men hvis roerne ikke har en indfølt og gennemtænkt fornemmelse af, hvad de har med at gøre, kan det være ligegyldigt, for så bliver reglerne bare brudt, eller også udfordret uden omtanke.
Forbundet har en eneste sikkerhedsregel ift. vinterroning nemlig den med, at der skal bæres vest fra 1/10 – 30/4. Allerede d. 1/5 er vestene ikke at finde på hovedpar- ten af kaproerne. Om det så sneede den dag, ville der stadig være en masse, der roede uden vest. Altså er det en dato i et regelsæt, der afgør om man ror med vest, og ikke en reel stillingtagen til sikkerheden i det.
Sikkerhedsudstyr som tørdragter, paddlefloats, pumper og nødblus kan være godt nok, men ligesom i trafikken, så kommer folk til skade, selvom der er airbags, sikkerhedsseler, tågeforlygter og ABS-bremser i bilerne. På vejene er det farten, der er der udgør den største fare. Det er det ikke på vandet. Her er det for stor afstand til land. Så i min optik kan sikkerhed i kano- og kajak sammenhæng koges ned til Birgits:
”…husk nu for h…… at ro tæt på kanten om vinteren!!”
og fjern så det med ”vinteren”, for vandtemperaturen kan sagtens være farlig resten af året også. Tag vesten på og del de dårlige oplevelser på f.eks. Facebook. DKF samler data om ulykker og nær-ved-ulykker for at blive klogere, og små fortællinger som Birgits og Renés gør indtryk og maner til omtanke.
