Godt aktivitets og regnskabsår 2021
Økonomisk og aktivitetsmæssigt blev 2021 på mange måder (trods en sej start) lidt af et jubelår. Dansk Kano og Kajak Forbund blev 100 år i 2021. 2021 var også året, hvor nogen normalitet, efter to år med en global pandemi – i samfundet generelt og kano-kajaksporten specifikt – blev genoprettet. Økonomisk sluttede året med et pænt overskud.
Resultat
Omsætningen blev på 21,6 mio. kr., godt 100,5 % af det budgetterede, og 14 % højere end omsætningen i det meget usædvanlige 2020. Resultatet blev et overskud på 739 t. kr. Resultat består af et ordinært driftsoverskud på 377 t kr. og overskud af den ekstraordinære aktivitet VM Sprint 2021 på 362 t. kr. Dette overføres til egenkapitalen, der nu er på 2 mio.
Vurdering af resultatet
Det er positivt, at den ordinære drift udviser et overskud på 377 t. kr., og at de fleste aktivitetsposter (og dermed reelle aktiviteter) udviser en fremgang i 2021.
Gearing (supplering af kontingent indtægter)
Gearingen af indtægter blev på 8.1 Det vil sige, at for hver af de modtagne 2,67 mio. kontingentkroner blev der tilvejebragt 8 kroner fra andre indtægter. I 2019 var gearingen 7,66, og i 2020 6.56. Dette illustrerer den delvise genopretning af indtægter, der primært kommer fra aktiviteter og viser dermed en normalisering.
Aktiviteter
Den vigtigste bundlinje for et idrætsforbund er imidlertid ikke den økonomiske, men den aktivitetsmæssige. Aktiviteterne kan tydeligt aflæses i note 7-12. Her er der tilsammen omkostninger for 12,6 mio. kr. mod et budget på 11,4 mio. kr. Dette svarer dermed til 111 % af det budgetterede og 143 % af niveauet fra 2019. Heri ser man også en normalisering selv om dele af året var omfattet af restriktioner og nedlukninger.
VM Sprint 2021 værtskab
DKF var i 2021 vært for VM Sprint. Det var en kæmpe udfordring at lave et VM i 2021 pga. corona. Det var svært at træffe endelige beslutninger, da præmisserne ændrede sig næsten dagligt. Det gav specielt udfordringer i forhold til budgettet og udførelse af aktiviteterne rundt om VM. VM blev afviklet i med fem partnere, Sport Event Denmark, Københavns Kommune, Gladsaxe Kommune, Lyngby Taarbæk Kommune og Region Hovedstaden. Partnerne bidrog med i alt 8,9 mio. kr. Den totale omsætning blev på 16,9 mio. kr. og overskuddet blev på 776 t. kr. Efter overskudsdeling med partnerne modtager DKF 362t kr.
Fremtid
Det er bestyrelsens beslutning, at en del af den opsparede egenkapital over de næste år skal investeres i en satsning på at få flere børn og unge i forbundet. Initiativer til dette er indarbejdet i såvel strategiaftalen med DIF som budget for 2022.
Regnskabsaflæggelse 2022
DKFs bogføring og økonomi håndtering foregår i Idrættens Kompetence Center (IKC). IKC har af forskellige årsager været underbemandet i både 2021 og 2022. Dette har medført forsinkelser af de forskellige forbunds regnskaber hvilket medførte at DKF først nu aflægger regnskab.
Regnskabet 2021
Kan læses i det fulde omfang her. https://www.kano-kajak.dk/wp-content/uploads/2022/07/DKF_Samlet_regnskab_2021.pdf.pdf