Klumme:
Fra nybegynder til fortsætterbegynder
KLUMME

Klummen du sidder med her, udkom første gang i 2013, men indholdet er lige aktuelt, hver gang en ny sæson starter. En del af sidste sæsons nye medlemmer vælger altid at stoppe efter deres første sæson, og det er rigtigt ærgerligt. Ikke fordi der skal tages hensyn til klubberne, men fordi dem der stopper risikerer at gå glip af nogen store oplevelser. Læs her hvorfor.
Mange kajakklubber benytter den særprægede dobbeltkonfekt – nybegynder – når de taler om begynderne i deres klub.
Efter nybegynder bliver man så begynder? Og hvad så efter det? Halvbegynder, semibegynder eller fortsætterbegynder?
Nå, men dette er ikke en strid på ord, det er en venlig opfordring til jer, der startede med kanoen eller kajakken sidste år. Det er nemlig jer, der giver diverse klubformænd og hårdtarbejdende instruktører bekymringer her i tiden op mod sæsonstarten. Det er nu, bestyrelserne begynder at sende kontingentopkrævningerne ud.
Det er nu, man spændt venter på, hvem af jer som sporten fangede, og hvem af jer der ikke kommer igen, når standeren hejses i klubben. Vi ser år efter år ufatteligt mange timers instruktørarbejde fordufte ud i æteren, når kursisterne fra sidste år alligevel ikke lige “synes at det var noget for dem”. Instruktørerne ved godt, at det er sådan, landet ligger hvert år, men hvad enten de surmuler over det eller ej, så kan det alligevel godt tænkes, at det var rart med en lille appetitvækker til jer fortsættere – en lille påmindelse om hvad der måske kan vente jer, hvis I holder ved. Det er nemlig meget lidt, man når at opleve, det første år man ror. Man er optaget af balancen i båden, og på at holde rigtigt på pagajen eller padlen og på at styre uden om bøjer og ænder. Måske når man samlet at ro 2-300 kilometer, men så bliver det vinter, og så går det meget ofte i sig selv for en periode.
Læser man dette magasin, bør det jo i sig selv kunne minde jer om, at der er ufatteligt mange ting, I endnu ikke har nået. Men der er tusindvis af små fine oplevelser, der ligger og venter på jer. Der er måske også nogle store voldsomme.
Hvis man er lidt vedholdende med kano og kajak, er det sandsynligt at man kommer til at opleve isfugle, søpapegøjer, søkonger, sæler, marsvin og måske endda oddere, svømmende snoge og bævere.
Jeg skulle sidde uhyggeligt mange kilometer i en kajak, før jeg en dag i Limfjorden sad i flere minutter kun 10 meter fra en odder, som svømmede rundt på både ryg og mave, mens den legede med en fisk, den havde fanget. Isfuglen på Vejle Å ser jeg ugentligt, men det fine ved isfuglen er, at den bliver lidt mere tryg, hver gang jeg kommer forbi. Den tør sidde lidt længere tid, inden den letter og giver sin opvisning ud i ekstrem flyveelegance. En isfugl er altid roturen værd.
Ror man en tur i Limfjorden, skal man efterhånden være meget søvnig, for ikke at se sæler hver gang man er på vandet, men for jer der ror på Lyngby Sø eller i Viborg, kræver det selvsagt en masse “ud af huset” for få den oplevelse med, og man skal nok helt til Sverige eller Norge for høre bæverne klaske på vandet med halen, men det første bæverklask glemmer man aldrig.
Jeg har også oplevet ting, jeg ikke har ønsket. Jeg slæbte engang en sindslidende dame en kilometer efter kajakken ind til land, fordi hun havde fået den idé, at hun lige ville svømme til Mols fra Risskov, og jeg fik engang en fiskekrog godt ind i maveskindet fordi et fjols smed sin snøre ud foran mig. Vi fandt engang en død kvinde i Aarhus Å, og engang var der en person, der tog sig selv af dage ved at springe ud fra Vejlefjordbroen 100 meter foran mine rokammerater og mig. Alt det havde jeg helst undværet, men det er oplevelser og de hører sammen med kajakken.
Jeg har stået på præmieskamler og været stolt og jeg har tabt ufatteligt mange løb, men blevet ved, fordi det var sjovt at være med. Jeg har roet rundt om Fyn, Sjælland og Bornholm og en masse andre øer, og nydt det når det var smukt og hadet det når vejret var umenneskeligt, men altid fået oplevelser for livet.
Prikken over i’et på mit kajak-cv, var da der var en pukkelhval i Aarhus Havn. Den lå vi tæt ved, min kammerat og jeg, og beundrede den tryllebundet i lang tid. På et sådan tidspunkt går verden i stå, man ved hvorfor, at det er fra en kano eller i en kajak, verden skal opleves.
Man er på vandet for at opleve. Jo flere kilometer og timer, jo flere oplevelser. Jeg har haft rigeligt med fantastiske store og små oplevelser, til at have belæg for at love jer fortsætternybegyndere en masse værdifulde oplevelser, hvis I holder fast i kanoen eller kajakken og ikke bare zapper videre til den næste sportsgren i kommunens aktivitetskatalog, når nu foråret trænger sig på.