Til Kano-Kajak.dk ↩

Julehilsen fra redaktionen


KLUMME


profilbillede af Niels Kliim
[ TEKST: Niels Kliim ]
26. december 2023

Klik hvis du vil dele!

Endnu et år er næsten gået, og der har, som sædvanligt, været travlt med at orientere og fortælle fra alle de afkroge, som Dansk Kano og Kajak Forbund dækker over. Og som sædvanligt har vi slet ikke nået alt det, vi gerne ville, og du sidder sikkert også selv og tænker, at vi da godt kunne have fortalt mere om netop det, du interesserer dig for 😉

Tårnhøje ambitioner

Men du skal vide, at vi i redaktionen har tårnhøje ambitioner med vores kommunikation på både vores egne vegne og på medlemmernes vegne. Om vi så nogensinde når alt det, vi gerne vil, er nok lidt tvivlsomt, da forbundet naturligvis bliver nødt til at prioritere de ressourcer, der nu engang er. At have høje ambitioner er dog et meget godt udgangspunkt, hvis vi skal have skubbet på udviklingen.

For at nå det hele har vi brug for din hjælp, og det kan du læse mere om sidst i artiklen.

Generalforsamlingen besluttede i 2022 at nedlægge det skrevne og fysisk distribuerede magasin. En beslutning, der må betragtes som rettidig omhu. Dels er der forholdsvis store omkostninger forbundet med udgivelsen af et fysisk magasin, men hvad der nok vægtede endnu mere, er om forbundet kunne forsvare at fortsætte en ressource- og miljømæssig belastende aktivitet, som en bladudgivelse notorisk er, når vi samtidig er et af de sportsforbund, der gerne vil gå forrest i forhold til miljøet. Og ja, der er også mange andre områder end et trykt magasin, men dem kigger vi også på.

I stedet for at sidde og ærgre os over det, vi nu ikke har mere, startede vi et arbejde med at udvikle et magasin, der ikke bare skulle være en digital erstatning for det, vi havde, men et magasin, der udnytter de muligheder, der nu engang er i at udkomme på en skærm, frem for på papir, så vi kan formidle vores verden endnu bedre end før.

Erstatningen for det trykte magasin barslede vi så med i april i år, nærmere bestemt den 4. april, med den første udgave af det nye online magasin, som vi valgte at kalde “Magasinet Kano · Kajak · Sup”. En platform, der i første omgang i høj grad kunne ligne en 1:1 udgave af det trykte magasin, men som er forberedt til at kunne rumme både lyd og billede eller podcast og vodcast, om du vil. To områder, vi vil starte med at implementere i det nye år.

Ting tager sin tid

Efter en forventet svær opstart, hvor vi skulle fortælle jer alle sammen, at vi nu var tilbage med magasinet i en ny form, har I heldigvis taget “Magasinet Kano · Kajak · Sup” til jer i en grad, så det allerede nu er det mest læste og mest “klikkede” medie i forbundets univers.

I forhold til tidligere er der en række indlysende fordele.

    • Vi udkommer med nye artikler hver 14. dag, hvilket giver os mulighed for at være langt mere aktuelle end i den noget mere langsommelige trykke- og distribueringsproces.

    • Vores artikler er i højere grad evergreens, da du som læser bliver ved med at blive præsenteret for dem, hvor de før var lidt efter ude af øje, ude af sind-devisen. Og vi kan se, at de artikler, der udkom tilbage i april, til stadighed bliver læst.

    • Vores artikler er langt mere interaktive nu, da vi kan krydre vores artikler med links til andre oplysende, interessante eller nødvendige hjemmesider. På den måde får du en langt mere fuldendt oplevelse af vores artikler.

    • Som nævnt før, så kan vi peppe vores artikler op med både video- og lydindslag, og dermed tilbyde dig flere forskellige måder at følge med i livet i kano-, kajak- og supverdenen.

Kun sammen kan vi udvikle os

Uanset hvordan vi vender og drejer tingene, så er der ikke noget af det, vi gør, der er noget værd uden dig, og derfor har vi et kæmpe stort ønske om at involvere dig og alle andre medlemmer i udviklingen af “Magasinet Kano · Kajak · Sup”.

I vores fælles magasin er der naturligvis plads til medlemmernes og medlemsklubbernes historier, hvilket flere allerede har benyttet sig af. Nogen har skrevet deres historie, mens andre har givet os tips om spændende eller interessante historier, som vi lige nu brygger på at få bragt ud til alle jer læsere.

Syntes du eksempelvis, at netop din yndlingsgren af sporten ikke bliver omtalt nok – og det har du helt sikkert ret i – så gør som flere andre. Skriv en artikel om netop din passion, hvor du fortæller os andre, hvorfor vi også skal elske din sport. Der er ikke noget som at læse artikler skrevet fra hjertet. Vi elsker hver eneste, vi får tilsendt.

Du er naturligvis også meget velkommen til at opfordre andre, du kender, og som du ved, har en masse på hjerte, til at skrive til Magasinet.

Kun med din og andres hjælp og viden kan vi få det mangfoldige magasin, som vi alle sammen har fortjent.

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.

Redaktionen

Klik hvis du vil dele!