Hvorfor 520 cm er det rigtige mål
GREJ / KAJAKMÅL
Har du undret dig over, at en kap- eller turkajak altid, med få undtagelser, er 520 cm lang? Den må ikke være længere. Eller det må den godt, men så kan man bare ikke deltage i løb og konkurrencer. Fem meter og tyve virker som et lidt tilfældigt tal. Hvorfor ikke bare fem meter eller måske seks?
For at finde ud af dette kontaktede jeg Ernst Christiansen, der fra 70’erne skabte og opbyggede Kajakcentrum uden for Vejle. Ernst kan om nogen sin kajakhistorie og kunne fortælle, at vi skal kigge efter den legendariske svenske kajakproducent VKV, Vituddens Kanot Varv. VKV har eksisteret siden 1925 og var i mange år toneangivende inden for faget. Under anden verdenskrig begyndte de at bygge kajakker ved at formspænde finér i en ovn, en autoklave, og har således æren for den måde at bygge kajakker på, som Struer Kajak senere blev verdens førende i.
I forhold til længden på en kajak så ved man, at det er en fordel med en lang kajak. En lang vandlinje giver mere fart. Men når VKV skulle fragte kajakkerne ud fra det lille værft, skete det via en lille smal togbane, der kun tillod gods på netop 520 cm i længden. Da VKV’s både havde været med til at sætte standarden for kajakker, var det også den maksimumlængde, man naturligt valgte, da man i det internationale forbund skulle fastsætte nogle fair regler for mål og vægt.
12 og 8 kilo
I forbindelse med at Struer forfinede byggeteknikken, kunne man begynde at bygge trækajakker, der kunne presses helt ned omkring 12 kilo. Det startede med den legendariske model ”Limfjorden”. Nye teknikker og nye modeller gjorde, at der opstod et behov for et vægtkrav, og denne blev fastsat til 12 kilo – en vægt, som vi stadig i dag fastholder i sprintdisciplinerne på trods af, at moderne teknik og materialer snildt ville kunne give os både på under fem kilo, hvis vi ville. Selvsamme Ernst fra Kajakcentrum startede sin virksomhed ved at importere lette kajakker af glasfiber fra England i 70’erne, hvoraf mange vejede mindre end 12 kilo, så man har selvfølgelig haft brug for en minimumsvægt, for at alle rimeligvis kunne have lige vilkår.
Præcis hvornår 12-kiloreglen kom, har jeg ikke kunne finde frem til, men var det i dag, at kravet skulle defineres, ville vægten sikkert blive sat noget lavere. Sprintroerne ror ofte ligefrem med vægtlodder i bådene for at komme op på 12 kilo. Kanoer skal i øvrigt veje henholdsvis 14 til sprint og 10 kilo til maraton.
I maraton forholder det sig nærmest på samme måde. I maraton kom der ikke vægtkrav før engang i 90’erne. Jeg kan huske, hvordan man i 90’erne pludselig så maratonkajakker, der kom meget langt ned i vægt. Der er en historie, der går på, at Tour de Gudenå i 1993 blev vundet af Thor Nielsen i en kajak på 4,5 kilo. Jeg købte selv en danskbygget Comtex-kajak i 1994, der vejede 6,5 kilo, da den kom ud fra fabrikken. Ergo: For at vilkårene skulle være nogenlunde ens, måtte man således også fastsætte en vægtgrænse i maraton, og den landede altså på otte kilo. Tanken var, at man ikke burde have en fordel, bare fordi man havde råd til den dyreste højteknologi i dyre moderne kevlar- og kulfibermaterialer.
Og ja! Det ville ærlig talt være smart om kajakkerne til sprint og maraton skulle veje det samme, fx 10 kilo, så mange af os ikke behøvede at have en båd til begge dele.
51 centimeter i bredden
Indtil år 2000 var det et krav i alle konkurrencesammenhænge, at alle kajakker og kanoer skulle være henholdsvis 51 og 75 cm brede. Reglen bundede velsagtens igen i en tanke om, at ensartet udstyr skulle give lige konkurrencevilkår. Men den danske båddesigner Jørgen Samson gjorde noget genialt. Han designede i midten af 60’erne kajakken Hunter og kanoen Delta. Det specielle var, at han fik godkendt et design, hvor bådene overholdt breddemålene, men kun lige et helt bestemt sted, nemlig bag cockpittet. Dette design med ”knækket” holdt helt frem til slutningen af 90’erne. Mange kan også huske smukke kajakker som Hunter, Tiger og Cleaver fra Struer, samt måske kanoen Gamma.
Det står ikke helt klart, hvordan man lige er landet på de lidt besynderlige 51 cm, men det mest plausible er, at det faktisk ret præcist svarer til 20 engelske tommer. Og det er jo egentlig et ret fint tal. Det er i hvert 51, man endte med at skrive ind i regelsættet.
Og så blev det skørt …
I slutningen af 90’erne begyndte konstruktørerne at presse citronen i forhold til de 51 cm. Man begyndte simpelthen at bygge kapkanoer og kapkajakker med nogle løjerlige vinger. De overholdt konstruktionsreglerne og breddekravet, men blev så gakkede at se på, at man efter OL i Sydney 2000 fjernede breddemålene. Herefter kom kapbådene til at se ud, som vi kender dem i dag. Sagen er jo den, at det i princippet kun er det, der er nede i vandet, der har betydning for bådens fart, hvilket man altså endelig erkendte.
Noget af det sidste vi så til de sære både med vinger, var da norske Knut Holmann vandt OL-guld i Sidney i netop sådan en type kajak.
Billedet af Knut Holmann er lånt fra snl.no/Knut_Holmann
Efter at breddemålet blev fjernet, blev bredde pludselig noget man taler om. Nu taler man om bredde, fordi hovedparten af producenterne inddeler og definerer deres udbud efter bredde.
De smalleste kapkajakker ligger på 39-41 cm. Kapkanoerne er til tider helt nede under 34 cm – mere end en halvering fra de oprindelige 75 cm.
Producenterne sælger nu kajakker, der eksempelvis hedder Viper 46, Raptor 45 eller Citius 48. Således siger navnet nu en stor del om bådens balanceegenskaber. Men det er en anden historie.
INFOBOKS
Har du fået lyst til at læse om Knut Holmann, så kan du finde mere om ham på snl.no/Knut_Holmann
