Til Kano-Kajak.dk ↩

Sjov vintertræning med smart stævnesystem


ANMELDELSE


[ TEKST: Anders Krintel  FOTO: Kasper Krintel og Kasper Bleibach ]
19. september 2023

Klik hvis du vil dele!

Skal vinterens ergometertræning i klubben peppes lidt op, så er Dansprint klar til at råde og vejlede, så klubberne kan opsætte stævnesystemet ude i ergometerlokalerne.

Når ergometerstævnerne ”Danish Open” i Silkeborg og DM i Rødovre til vinter skal afvikles, vil de fleste vide at her bliver data fra seks eller otte kajakmaskiner koblet sammen i et krydsfelt og samles derefter på en storskærm. Således kan man ro imod og med hinanden med et fremragende overblik over alle deltagerne.

For at gøre det endnu sjovere at træne på ergometer ude i klubberne, vil Dansprint gerne give mulighed for at de enkelte klubber kan installere systemet. Har I således en eller flere maskiner (max otte) af dem med touchskærm, ja så læs endelig videre.

Næsten gratis

Dansprint stiller naturligvis deres software til rådighed uden beregning. Imidlertid skal klubberne have fat i en gammel fladskærm/TV, en PC/bærbar (ikke Mac) og så skal der regnes med en udgift på tre-fire hundrede kroner til en USB-hub med et antal indgange svarende til antallet af maskiner i jeres klub. USB-hubben skal være med strømforsyning, da det herefter er den, der skal levere strøm til skærmene på maskinerne. Derudover skal I måske have nogle ekstra lange USB-kabler så alle maskinerne kan nå hubben. Til selve opsætningen har Dansprint forfattet en pdf-vejledning, så det burde ikke volde problemer. Ej heller kræver softwaren ret meget computerkraft.

Gladsaxe som pionerer

Hver torsdag aften hele vinteren, mødes en lille flok midaldrende mænd i Gladsaxes motionsrum. De omtaler sig selv som ”De fede fædre”, hvilket antyder, at formen nok tidligere har været bedre. I blandt dem er Ole Scales, som er manden bag al den software, som er udviklet i Dansprint til ergometrene. Derfor er det også netop i Gladsaxe, at systemet er blevet testet grundigt til klubbrug.

Så snart hver maskine kommer op på storskærmen i form af en lille trekant, får man pludselig en masse nye muligheder for at træne ergometer. Måden ”De fede fædre” indretter sig på er, at de vælger et træningsprogram (Her er der masser af idéer og inspiration på www.ropro.dk og på Kajakergometersiden på Facebook). Så bliver systemet typisk sat op til at tælle ned fra 10.000 meter. Derefter afvikles en gang intervaltræning, med den lille regel at man max må ro 8 km/t i pauserne. Når programmet er gennemført, uddeles der ”straf” og ”belønning”, således at den roer, der nåede længst, skal have lagt to kilo på sin kropsvægt til næste træning, mens ”taberen” bliver lettet for to kilo. Dette lille ”handicapsystem” holdes der nøje regnskab med, for det er netop det der gør, at alle er næsten lige.

Men DET er måden, som gutterne i Gladsaxe har indrettet deres træning på. Jeg er vis på, at stævnesystemet også kan gøre det langt sjovere for klubbernes børne- og ungdomsroere at ro maskine i vintermånederne. Og måden, det skal indrettes på, finder de mange gode trænere i klubberne garanteret ud af. Man kan jo også bare vælge at ro distancer på tid, som ved et egentligt dansprintstævne. Ja, I kan ligefrem holde klubmesterskab.


Kan I med andre ord trylle en gratis skærm og en aflagt PC frem, så er det værd at prøve kræfter med systemet ude i klubberne.

God fornøjelse med den kommende vintertræning på maskinerne.

Klik hvis du vil dele!