Til Kano-Kajak.dk ↩

I vildmarken hører ingen dit råb...

Kun få timer fra Danmark kan du blive væk - som i ”helt væk” fra civilisationen.

Kajaktur ved Sommarvik Centeret ved Årjäng
Stefan Hammerich profil
[ TEKST & FOTO:

Hanne Nordfalk og Stefan Hammerich ]

01. juli 2025

TOURING / SVERIGE


Klik hvis du vil dele!

Hanne Nordfalk og Stefan Hammerich har gjort det til en del af deres liv at rejse ud og opleve verden fra deres kajakker. Denne gang er de dog ikke taget længere væk end til Sverige, hvor de har udforsket søen Västra Silen, hvor skønhed og vildmark mødes.

Har du fået nok?

Er du også træt af negative påvirkninger udefra?

Krig, stigende energipriser, hedebølger på dit feriested eller en sjaskvåd sommerferie i juli?

Når valutakurserne i nabolandene sætter bundrekord, så er en kajakferie i Sverige eller Norge måske en bragende god ide.

Vi har et forslag her, for vi er taget til vildmarken i Sverige, så tag med os.

Vi sætter kursen mod Värmland og søen Västra Silen, eller nærmere bestemt Sommarvik –centeret ved Årjäng, som er et ideelt udgangspunkt for nogle spændende oplevelser i kajak.

I Värmland er naturen meget anderledes end det, vi kender fra Danmark. Her er du omgivet af klipper, store åbne skove blandet med løv- og nåletræer. Skovbunden er dækket af mosser, hvor både blåbær, tyttebær og svampe af alle typer trives fint. Vandet i Västra Silen er så rent, at det kan drikkes direkte.

Den svenske sø Vestre Silen

Västra Silen er en sø i Bengtfors kommune i Dalsland og Årjäng kommune i Värmland. Søen er en del af Göta – älvens hovedafvandingsområde. Søen er op til 41 meter dyb, ligger 97 meter over havets overflade og dækker et areal på 139 km2. Der er MEGET ensomt ved Västra Silen, hvilket ses af, at bygninger kun udgør cirka 1% af oplandet.

Vi har valgt Sommarvik-centeret i Årjäng som udgangspunkt for vores ture rundt i Västra Silen. Stedet ligger som en hemmelig juvel midt i Sveriges vildmark, og det er ikke bare vandet, der indbyder til eventyr. Skoven, der omgiver søen, er en vildmarksdrøm, hvor de høje grantræer møder hinanden i et tæt favntag og danner en naturskabt katedral. Lyden af vinden, der rasler gennem nåletræernes grene, skaber lyde, der følger dig på kajakturen og forstærker følelsen af at være et med naturen.

Der er mange fordele ved at vælge Västra Silen til din vildmarkstur, for stedet er meget let tilgængelig fra både Jylland og Sjælland, enten man vælger færge eller bro. I løbet af overkommelig tid er man tæt på en verden af kajakeventyr.

Her er cirka afstandene i bil/færge fra:

  • Frederikshavn: 336 km
  • Ålborg: 387 km
  • Århus: 531 km
  • Odense: 691 km

Vi har lejet en hytte på 15 m2 ”Skogsfåglarna” med en udvendig terrasse Der er tre senge, og hytten har både køkken med køleskab og et badeværelse. Hytten ligger højt på et bakkedrag over centeret, hvorfra man har en enestående udsigt over en del af Västra Silen. 

Grunden til, at vi har valgt søen som udgangspunkt for vores kajakture i vildmarken, er de muligheder, man har for afslappet kajakroning i omgivelser uden andre lyde end naturens. 

Her kan du råbe højt, lige så tosset som du vil – for der er absolut ingen, der hører dig.

Mere vand i hovedet end under kajakken

Det regner som i R-E-G-N, da vi triller afsted mod Sverige. Den ene nedbørs-rekord efter den anden, bliver i disse tider slået, hvis man ellers har tillid til meteorologerne. Turen fra færgen i Helsingør til Årjäng tager seks timer, for det høvler ned i lårtykke stråler. Vi er i Årjäng kl. 16.00, og er enige om, at denne dag skal bare overstås, så vi kan starte på oplevelserne i morgen. 

En dårlig generalprøve åbner mulighed for en god premiere.

Klargøring af en kajak på land

Ik’ så meget pjat – snup pagajen og ta’ fat!

Det er gråvejr, men hvem tager sig af det, når oplevelserne ligge lige ude foran døren?

Vi har denne gang ikke medbragt vores egne kajakker, men har i centeret lejet to havkajakker, som ligger fastlåst på et kajakstativ ved stranden. Der kan både lejes enkelt -og toerkajakker. Vi har i forvejen været nede og gennemgå udvalget af kajakker og fundet de kajakker, der passer os bedst. De er OK, men hører absolut til kategorien ”uspecificeret svensk smørrebrød”. Det er af den lidt gumpetunge type, og bunden på kajakkerne så ud, som om de var blevet slæbt hen over det halve Sverige. Roret er ustyrligt og skal også lige tilpasses, så det ikke drejer rundt i alle kompassets retninger. 

Ikke så meget bøvl! Vi får låst kajakkerne op og båret de sidste 20 meter ned til søen. Endelig kan eventyret begynde. 

Kajaktur i Dalsland kanalsystem

Vi dykker ned i Årjängs skatkiste af naturoplevelser, hvor kajakroere finder den ro og fred, som kommer til én, når tiden står stille, og der er tid til at udforske de små øer, der punkterer søens overflade og tilbyder et eget tilflugtssted midt i vildmarken.

Vi glider roligt ud på søen, som består af ferskvand og en af de største søer i Dalsland kanalsystem. Den sparsomme bebyggelse rundt om søen sammen med den tætte grønne bevoksning og de klippefyldte skrænter giver øjeblikkelig en unik vildmarksfølelse. Udfor Sommarvik centeret ligger to øer – en større Storöen og en lidt mindre Lillöen, hvilke bliver det første, vi vil udforske. Vi passerer en mængde mindre vige, som alle gemmer på forskellige vandliljer og åkander. Det er en speciel oplevelse at drive forsigtigt gennem dette smukke økosystem uden at ødelægge noget.

Man skal passe på, når man nærmer sig bevoksningen på de små øer. Er man ikke opmærksom, fordi man ser på åkander, kan man som Hanne ende som ”grundejer” på et skær. Så vi lærte, at man skal holde øje med skærene, som ofte kan ligge tæt på overfladen 5-10 meter fra kysten. 

Husk at sætte dig godt ind i Allemandsretten før du ror

Vi skal på en ny tur, men inden da vil vi sætte os ind i et vigtigt punkt, når man vil færdes i den svenske natur – “Allemandsretten”. Den bør alle kajakroere sætte sig grundigt ind i, før man tager på tur. Allemandsretten giver besøgende en fantastisk mulighed for at bevæge sig frit i naturen, og retten gælder både på land og på/i vand. 

Grundreglen i Allemandsretten er: IKKE FORSTYRRE – IKKE ØDELÆGGE. 

Det betyder kortfattet:

  • Se den vilde natur uden at forstyrre
  • Hold dig fra de beskyttede områder
  • Fjern al affald, når du forlader et sted
  • Vær forsigtig med brug af ild
  • Bevæg dig i naturen med omtanke

Der er udgivet en fin brochure ”Allemandsrätten – padling” (ISBN 978-91-620-8527-8), som kan læses på naturvardsverket.se/allemandsratten.

Således godt rustet er vi klar til at gå nordover. 

Det er blæst op, men der er langt, til det når ”pelikan-styrke”. Uanset om du er en erfaren kajakroer, eller lige har fået smag for pagajens kunst, er området omkring Årjäng det ideelle sted at udforske. Vi glider ud på det klare og indbydende søvand, og søens størrelse giver os igen mulighed for både afslappet roning med kun få udfordrende strækninger.

To kajakroere på tur langs en svensk søbred

Vi er eventyrlystne af natur, og på denne tur får vi igen mulighed for at udforske små øer, næs og bugter, som hele tiden ændrer på oplevelsen og øger interessen for at se, hvad der gemmer sig bag næste hjørne.

Det skiftende landskab, som solen kaster sit gyldne lys over, øger oplevelsen af stilhed, der kun brydes af lyden fra vores pagaj i vandet. 

Årjäng er ikke blot et sted – det er en oplevelse, der forvandler dig til en opdagelsesrejsende.

Efter en rotur fyldt af mindfulness kan vi tømme støvlerne for vand og føle, at hjernen er blæst helt igennem.

Der er noget for os alle her…

Lad Årjäng blive din næste kajakdestination, hvor vildmarkens favntag og naturens skønhed venter på dig. Uanset om du kommer for at udforske alene eller med kajakfællesskabet, er Årjäng klar til at byde dig velkommen med åbne arme og fint rovand.

Grøn kajak i læ ved en svensk klippebred

Plus & minus:

  • Sommarvik er et fint sted at starte en vildmarkstur og har fine overnatningsmuligheder og udlejningsfaciliteter.
  • Udsigten fra hytterne er meget fin
  • Hytterne er udstyret med dyner og puder, og køkkenet har alt til opholdet
  • Hytterne er slidte, og madrasserne er af granit
  • Det er muligt at købe enkelte fornødenheder i centerets butik
  • Der er ikke mange spændende steder at se i omegnen udover naturen selvfølgelig
  • Centerets spisesteder har lav kvalitet
  • Der er i realiteten ingen færdighedskrav til roning på Västra Silen – alle kan være med

Kontakt til Sommarvik: sommarvik.se

Om forfatterne

Hanne Nordfalk og Stefan Hammerich driver siden press.associates, hvor du kan læse flere artikler fra deres ture rundt i verden.

Har du også…

…en turoplevelse, du gerne vil dele med Magasinets læsere, så skriv til redaktør Niels Kliim på nkl@kano-kajak.dk.

Klik hvis du vil dele!
Havkajak på en søbrd med oppakning

Denne artikel rummer mange selvfølgeligheder…så hvis du tager på havkajaktur en gang om måneden eller har du været Danmark rundt i kajak, så behøver du ikke læse med her, MEN har du IKKE været på overnatningstur før eller fik du ikke plads til det hele i kajakken, da du

Så er vi der… Det er tidlig formiddag torsdag d. 8. august 2024, jeg sidder i min kajak på hjørnet af Eriks Fjorden og Qooqqut, med et fantastisk kig op mod Qooqquo Sermia gletsjeren. En af de gletsjere, som kaster rigtig mange isskosser af sig i løbet af sommeren, i området sydvest for Narsarsuaq.

mange forskellige typer havkajakker fotograferet ovenfra

Når du står over for at skulle vælge din første – eller måske din næste – havkajak, kan der være mange ting at holde styr på. Men bare rolig, vi har din ryg. Gennem denne artikelserie klæder vi dig på til at kunne foretage de rigtige valg, uanset om du er nybegynder eller erfaren roer.

Kajak på Seychellerne

Når du bliver træt af koldt og sort vand – og har gået med aviser, vasket vinduer for naboen, slået græs på vejen og på anden vis fyldt sparegrisen op, så har jeg et forslag til dig: Tag på kajaktur på Seychellerne.