Hjemmesiden er ofte det første indtryk, et potentielt nyt medlem får af en klub, men alt for ofte er det et utroligt rodet billede med interne oplysninger, klubvedtægter og tilmeldingsprocedurer, som kan få selv de mest ivrige til at give op undervejs. Vi hører oftere og oftere, at det er blevet sværere at få nye medlemmer – måske skyldes det, at vi ikke åbner døren.
KLUMME: Når klubbens komfort bliver dens største trussel
KLUBUDVIKLING
[ TEKST & Billede: Niels Kliim ]
2.. december 2025
Klummens forfatter arbejder som kommunikationskonsulent i DKF og er fungerende redaktør for Magasinet. Indholdet udtrykker forfatterens holdning.
I mange kano- og kajakklubber har en naturlig optimering over tid skabt en uforstyrret ro og komfort. Man er – måske ubevidst – endt i en noget smal aldersspredningen, men den strukturelle frihed kan dog, på sigt, udvikle sig til en udfordring. Uden forpligtelse til at dyrke de unge generationer, risikerer klubben at miste sin fremtidige leverancekæde af medlemmer, frivillige og økonomisk overlevelse.
Når klubbens komfort bliver dens største trussel
Der findes få steder, der emmer af så meget autentisk fællesskab som den danske idrætsforening. Her hersker den gode, gamle ånd.
Den ægte, uforstyrrede ånd.
Dette er vigtigt at slå fast: Den organiserede idræt er i langt de fleste tilfælde et sandt kraftcenter for børn og unge. Den primære fortælling er en succes.
Men i nogle klubber er der over tid opstået en særlig tilstand. Her er fraværet af de yngste generationer sjældent resultatet af en aktiv diskussion eller et bevidst fravalg. Det er en naturlig optimering, der sker over tid.
Klubben har, helt af sig selv, tilpasset sig den komfort og de rutiner, som det mest dedikerede, ofte ældre, segment sætter pris på. Det er denne uforstyrrede ro, der nu er blevet selve produktet.
Det er et uforstyrret frirum, hvor man sætter pris på faste rutiner – og alt den plads man overhovedet kan drømme om.
Den uforstyrrede luksus ved vandkanten
Denne hævdvundne ro trives særligt godt i de idrætter, der har den omstændighed at operere uden for den kommunale haltidsplan.
Når haltiderne skal fordeles, ved det årlige kommunale halfordelingsmøde, er børn og ungdom hård valuta. Har du meget valuta står du forrest i rækken når de gode tider skal uddeles. Den samme kamp foregår ikke i samme grad omkring vandkantsidrætterne.
Her ligger den strategiske forskel – og her ligger måske også fristelsen!
Dermed hverken sagt at hal-sportsklubberne kun har børn og unge, for at få gode haltider, ej heller sagt at fraværet af børn og unge i andre klubber, skyldes at man har opdaget muligheden for at flyve under den kommunale børne- og ungeradar.
Det er ikke en kritik af den enkelte klub – tingenes tilstand er blot blevet, som de er!
Vandkants-klubbernes fysiske rammer tillader en luksus, som få hal-klubber har – den strukturelle mulighed for at undvære de yngre segmenter, uden at det umiddelbart rammer økonomien eller adgangen til faciliteter.
Den sande eksklusivitet er ikke manglen på penge – det er manglen på forpligtelse til andre, der gør en klub til et fristed for den inderkreds, der, helt tilfældigt, har haft den samme klubnøgle i 30 år.
Strategi – Fra tilbud til det muliges kunst
Men det er måske i dette hellige frirum, at den største fare lurer. For stabilitet, når den får lov at udvikle sig uforstyrret, kan nemt veksles til stilstand.
Man sidder og kigger ud over vandet, men man overser den mere subtile trussel – Den demografiske drift. Ventelisterne, der engang var en selvfølge i kano- og kajakklubberne, er forbi. Selvom vi ikke har nagelfaste tal, hører vi oftere og oftere om tilbagegang i den organiserede sport – også i kano og kajak.
Det kan af den grund, være en god ide, at arbejde med med et bredt aldersspænd, da man ellers kan ende i en situation, hvor den fremtidige rekruttering ellers kan blive vanskeliggjort.
Der kan være en farlig kurs ikke at dyrke den næste generation af medlemmer, men blot vente med at kalde på dem, når man har brug for dem.
Unge og børn søger som oftest andre unge- og børnefællesskaber – og den infrastruktur, kan vise sig at være en mangelvare. Dermed er der risiko for, at man ender i en selvopfyldende profeti – hvor der breder sig en opfattelse af, at det er svært at skaffe medlemmer, men måske har man fået skabt et tilbud der ikke passer til dem, der skal være de nye medlemmer.
Det langsomme selvmord
At frakende sig selv forpligtelsen til at inkludere de nye generationer kan være en form for langsomt selvmord. Man får lov at nyde stilheden nu, men regningerne for den ultimative luksus skal måske betales på et senere tidspunkt.
Det er et spørgsmål om at forvalte den velfortjente ro klogt. For freden kan nemt blive permanent.
En hyldest til alle jer, der dagligt sørger for at klublivet giver modspil til det stadig voksende digitale liv. Algoritmerne kender os. De fodrer os med det, vi kan lide – og fjerner alt det, vi ikke vidste, vi havde brug for. Men hvad sker der, når vi træder ud af det kuraterede og ind i noget, vi ikke selv har valgt?
Foreningslivet er bygget på fællesskab. Det er selve grundstenen: Man går sammen om en interesse, engagerer sig, giver noget af sig selv og får noget værdifuldt igen. Men har vi nogle gange en tendens til at sætte lighedstegn mellem fællesskab og forpligtelse? Taler vi mere om alt det, et medlem skal bidrage med, end om alt det, et medlem kan få ud af at være en del af klubben?
Anders Krintel kigger her ind i den nærmeste fremtid, hvor klubberne måske skal til at vænne sig til at arbejde lidt mere for at blive ved med at erobre nye medlemmer.
© indhold fra Magasinet må ikke gengives uden tilladelse. Du må dog meget gerne linke til indholdet.
Views: 262