Ny og spændende digital tidsalder og lidt sentimentalitet.
KLUMME
En efterårsdag i 2009 blev jeg udnævnt, eller ansat, til fagredaktør på Magasinet Kano & Kajak. Forbundet havde savnet det tidligere “Kano- og Kajakmagasinet” og nu skulle der satses stort. Alt skulle være professionelt. Bladet skulle skrives at rigtige journalister, sættes op af en rigtig grafisk designer, gennemtjekkes af en fagredaktør og finansieres af annoncer.
Egentlig skulle jeg slet ikke skrive, men blot holde styr på alt det kano- og kajakfaglige, men heldigvis fik jeg lov til at lege med som skribent sammen med journalisterne Lars Bo Nielsen og Ann Kerol, der ellers var ansat til opgaven. Det var vigtigt at have “fingrene i dejen”, så jeg kunne føle, at det også var mit blad.
I marts 2010 lå så det første magasin i min postkasse – og i omegnen af 22.000 andre. Der var blevet brugt vanvittigt meget tid på at få formet den førstfødte. Det var vildt og vi var alle pavestolte over bladet med legenderne Adam Spliid, Annemia Pretzmann, Erik B. Jørgensen og Rene Holten Poulsen på forsiden. Herefter buldrede vi afsted med hele seks udgivelser om året. Jeg husker det som om vi nærmest altid skrev magasin. Men annoncer er ikke det nemmeste i verden at sælge, så bladet blev aldrig selvfinansierende. Derfor måtte DKF løbende spytte seriøst i kassen med det resultat, at vores deroute startede i 2013, hvor vi blev skåret ned til fem udgivelser, fire numre i 2016, tre i 2018, for at ryge helt ned på to årlige blade i 2021 og 22. Ja, og papiret blev gennem årene mere og mere sølle, tyndt og pergamentagtigt
.
54 forskellige blade, 13 årgange, står der nu i brevordnere på mit rodede kontor som jeg ynder at kalde “Redaktionen”. Langt over én million blade er blevet distribueret ud i DKF-land, men nu er mit elskede magasin lagt i graven. Og jeg mener elskede. Det har været den mest fantastiske hobby at lave magasin gennem alle 13 år. Jeg har mødt et utal af spændende mennesker, testet alverdens udstyr, leget med klummer, huseret som fotograf, opøvet rimelige skills som korrekturlæser og ikke mindst haft mulighed for at dele min afgrundsdybe passion for både kano og kajak med alle jer lige så passionerede læsere. Mit hjertebarn er udåndet som uundgåelig konsekvens af galoperende portoudgifter og vanvittige papirpriser. Hvor ondt det end gør, så er det, sådan det er. Men man ved man man har, men ikke hvad der kommer.
"Nu skal vi vænne os til langt mindre, men meget hyppigere udgivelser i helt og aldeles digital form. Ny form med nye muligheder."
Den helt logiske følge af netop stigende porto- og papirpriser er jo selvfølgelig at fjerne dette åg fra budgettet. Så derfor, kære læsere, skal vi nu til at lære et nyt digitalt format at kende. Og nej! Vil kommer ikke ud som sådan en ISSUU-publikation, eller hvad de digitale magasinplatforme ellers hedder, for så fjerner vi ikke udgiften til grafisk design.
Nej, mine damer og herrer: Sig goddag til “Magasinet Kano, Kajak og Sup”. Nu skal vi vænne os til langt mindre, men meget hyppigere udgivelser i helt og aldeles digital form. Ny form med nye muligheder. En artikel kan publiceres omgående og skal ikke gennem et mediebureau og en træg postdistribution. En artikel kan komme læserne til gode, når den er aktuel. Skrev man tidligere en artikel om fx DM, var alle nyheder dybt forældede, når bladet nåede læserne to måneder senere.
Billeder kan nu være i middelmådig web-opløsning, og vi kan linke så tosset vi vil og benytte video eller lydklip. Livet bliver nemmere, hurtigere, mere aktuelt og billigere, og så må jeg komme videre her fra min sentimentale hængekøje. Glæder jeg mig? Ja, det er jeg begyndt på her midt i netop dette lille skriveri. Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg er med til endnu, men en blanding af noget magasin og nyhedsbrev, har jeg beskrevet det som overfor andre. Vores (forbundets) kommunikationskonsulent, Niels Kliim, er fyr og flamme over det nye projekt og når nogen er det, er det jo selvsagt fordi de brænder for det, de gør, og det smitter. Vi er klar til at kaste os ud i den digitale format med fornyet energi og entusiasme. Det bliver godt!
Alle de tidligere udgivelser af Magasinet Kano & Kajak ligger nu tilgængelige her og her kan du gå ind og klikke dig igennem en nostalgitur af de helt store. Når du er færdig med det, så glæd dig til vores nye digitale format.
Tak for denne gang til alle, der legede med i papirmagasinet og goddag til “Magasinet Kano · Kajak · Sup”. Tag godt imod den lille ny.