Første gang Martin satte sig ned i en havkajak, var det ikke ligefrem kærlighed ved første pagajtag.

Den 51-årige veteran havde aldrig tidligere roet havkajak, og den smalle båd under ham føltes alt andet end tryg. 

Men der gik ikke mange minutter, før instruktørerne, fællesskabet og koncentrationen om de første basale tag begyndte at gøre noget ved uroen – skuldrene sænkede sig.

– Når jeg bruger kajak, så er jeg nødt til at koncentrere mig så meget, at jeg ikke kan være inde i hovedet. Jeg kan ikke være i al uroen i kroppen. Jeg kan være i kajakken, fortæller Martin.

Martin har været udsendt fire gange med Forsvaret: to gange til Bosnien, én gang til Irak og én gang til Afghanistan. Da han kom hjem fra Afghanistan i 2009, havde han det efter eget udsagn rigtigt skidt. 

Han har siden fået konstateret PTSD, og i mange år blev hård fysisk træning en måde at holde de svære tanker på afstand.

Først almindeligt løb. Så maratonløb, cykling og svømning. Samtidig passede han et fuldtidsarbejde og forsøgte at få familielivet til at hænge sammen.

– Det handlede kun om konkurrence og konkurrencer for ligesom at holde alt det der støj væk, fortæller han.

Men det var ikke holdbart. Nu har kajakken har givet ham en anden form for idræt.

– Herude er ikke noget støj, der er ikke nogen konkurrence. Der er bare hav, kajak, pagaj, Martin og alle de andre – og så naturen.

Et sted, hvor en dårlig dag er okay

Martin ror i dag i Korsør, hvor et af landets fem kajaktilbud under DIF Soldaterprojekts Safe Zone-program holder til.

En Safe Zone er et særligt træningsfællesskab for veteraner, politi- og fængselsbetjente med fysiske eller psykiske eftervirkninger efter deres arbejde i frontlinjen. Træningen foregår typisk én gang om ugen i kajaksæsonen.

Kajakken er vigtig, men for nogle af deltagerne er dagen måske kun til at møde op og være med på land. Og derfor er kaffen mindst lige så vigtig.

Andre dage er der energi til flere timer på vandet. Træningen bliver så vidt muligt lagt uden for klubbens travleste tidspunkter, så der er færre mennesker, mindre støj og færre indtryk, som er nogle af de ting, der gør det svært at møde op, når man kæmper med PTSD.

Netop fleksibiliteten er afgørende. Et afbud på dagen må ikke kræve en lang forklaring.

– Jeg har PTSD og er nogle gange nødt til at blive hjemme, fordi det hele bliver lidt overvældende. Det er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, siger Martin.

Han oplevede, at klubbens frivillige i begyndelsen skulle lære veteranerne at kende. Hvis nogen ikke dukkede op, kunne det blive opfattet som manglende interesse. Med tiden voksede forståelsen for, at fraværet ikke handler om klubben eller instruktørerne. Nogle gange er det bare en svær dag.

Det er en vigtig del af Safe Zone-tanken. Veterancentret vurderer, at omkring hver 10. danske veteran på et tidspunkt oplever symptomer på svær depression eller PTSD efter en udsendelse.

For flere med PTSD kan det at klare hverdagsopgaver, som at tage ned og handle i den lokale Netto blandt fremmede mennesker, være en drænende kamp, og vejen ind til et almindeligt foreningsfællesskab er uoverskueligt lang.

Veteranerne efterspurgte vandet

Samarbejdet mellem DIF Soldaterprojekt og Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF) begyndte i 2021. Flere veteraner havde efterspurgt aktiviteter med vand og natur som omdrejningspunkt, og DIF tog derfor kontakt til DKF.

Den første Safe Zone blev etableret i Lejre. Siden er der blevet bygget videre på erfaringerne, og samarbejdet har bredt sig til i alt fem aktive kajak-Safe Zones rundt om i landet.

DKF bidrager blandt andet med udstyr, kendskab til klubberne og faglig sparring omkring forløbene. De lokale aktiviteter drives af frivillige kajakinstruktører, som bliver understøttet af både forbundet og DIF Soldaterprojekt.

Én af grundpillerne i DIF’s politiske program er, at idrætten skal tage et socialt ansvar ved at bidrage til væsentlige, samfundsindsatser igennem idrættens fællesskaber. Det er der en helt særlig grund til, at man i DIF-idrætten gerne vil.

”For os handler det om, at idrætten også tager ansvar uden for banen. Vi kan ikke løse alle samfundets udfordringer, men vi kan bruge det, idrætten er rigtig god til: aktivitet, fællesskab og følelsen af at høre til. I kajakken er der samtidig en frihed og en ro, som mange af deltagerne selv fremhæver, fortæller Projektchef Rune Oland Tanggaard og tilføjer:

”Sammen med DKF forsøger vi at skabe en tryg vej ind i idrætten, hvor målet på sigt er, at Safe Zone ikke længere er nødvendig, fordi deltageren er blevet en del af det almindelige klubfællesskab.”

Fra uniform til forening

Drømmen er nemlig ikke, at Safe Zone skal være en permanent parallelverden – tværtimod.

Den bedste udgave af indsatsen er den, hvor deltagerne med tiden får så meget tryghed i sporten og klubben, at de ikke længere har brug for de særligt tilrettelagte rammer.

Overgangen sker stille og roligt. Når deltageren og instruktørerne vurderer, at tiden er rigtig, kan næste skridt være en arbejdsdag i klubben, en fælles tur eller en træning sammen med de øvrige medlemmer.

For Martin er den overgang allerede i gang.

Ud over den ugentlige Safe Zone-træning ror han nu også med de almindelige medlemmer i Korsør. Det betyder i perioder kajak både tirsdag, onsdag og torsdag.

Her er han ikke først og fremmest veteran med PTSD. Han er én roer blandt andre.

– Her møder man så mange mennesker med så mange forskellige erfaringer. En gang imellem kommer der en op på siden af mig og siger: Prøv lige at få armen lidt længere frem, eller ryk dig lidt tilbage i sædet. Nogle gange virker det, andre gange gør det ikke. Og så er der fuldstændig ro med det.

Han har også fået en kajakmakker, Philip. De fandt hinanden til et informationsmøde og blev enige om, at det her skulle de gøre sammen. 

Philip har ikke bil, så Martin henter ham. Til gengæld er der fuld forståelse, hvis en af dem på dagen ikke kan overskue turen.

Nu er planerne begyndt at række længere end den ugentlige træning.

De vil have kajakbeviset på plads og ud på egen hånd. Måske med madpakke og kaffe på Isefjorden. Måske en dag i Det Sydfynske Øhav eller ligefrem rundt om Fyn.

Det er på sin vis hele ambitionen kogt ned til to mennesker og to kajakker.

Safe Zone skal være stedet, hvor det bliver muligt at begynde. Men sporten skal gerne blive noget, deltagerne selv tager med videre.

For Martin er det allerede blevet sådan.

Han fortæller, at hans kone tydeligt kan mærke forskel på de dage, hvor han har været på vandet, og de dage, hvor han ikke har.

– Jeg kommer hjem og har roen med, og den kan række et stykke tid, så må jeg afsted igen.