Bæredygtighed på dagsordenen hos DKF: “Oplevelsen på vandet bliver forringet af døde fisk, alger og ildelugtende vand”
KLIMA & MILJØ
Det er ikke ligefrem noget nyt, at Dansk Kano og Kajak Forbund arbejder med bæredygtighed, miljø og klima. For det er forbundets opgave at kæmpe for medlemmernes gode oplevelser på vandet, lyder det fra udviklingskonsulent Irene Lauridsen.
Døde fisk, PFAS i vandet, oversvømmelser og stormfloder. Listen over miljø- og klimahændelser, som påvirker det danske havmiljø, er lang, og det er næppe gået nogens næse forbi, at hændelserne bliver flere og flere.
Heller ikke hos Dansk Kano og Kajak Forbund ser man stille til, og derfor har forbundet de seneste år arbejdet med en målrettet bæredygtighedsstrategi. Det sker blandt andet i et samarbejde med Dansk Forening for Rosport og Dansk Sejlunion under navnet De Blå Ambassadører.
– Vi oplevede flere og flere tilfælde af, at roernes oplevelse på vandet blev forringet af, at der lå døde fisk i havet, at der var fyldt med alger, og at vandet lugtede. 90 procent af foreningernes aktiviteter handler om at tilbringe tid på vandet og nyde naturen. Derfor er det DKF’s mål at passe på vores medlemmers oplevelser i sporten, lyder det fra Irene Lauridsen, der er udviklingskonsulent i Dansk Kano og Kajak Forbund.
Da DKF er et mindre forbund, fandt man det gavnligt at indgå et samarbejde med andre blå foreninger om at skabe større opmærksomhed og synlighed omkring problematikken.
– Derfor er vi nu en af de få organisationer, der forsvarer foreningernes adgang til den blå natur, og det gør vi med stor hjælp fra vores netværk af roere og sejlere, som er medlem af De Blå Ambassadører, siger Irene Lauridsen.
Oversvømmelser og storme
Det gik da også ud over flere ro- og kajakklubber sidste år, da stormen Pia rasede i Danmark og førte både forhøjede vandstande og oversvømmelser med sig.
I blandt andet Frederiksværk Ro- og Kajakkub og Nibe Roklub krævede det store forberedelser både før og under stormen at sikre lokalerne mod vandmasserne.
– Der var mange klubber, der blev ramt sidste år, og hvor vandet kom helt ind i klubhusene. Nogle af dem sidder tilbage med regninger på flere millioner, siger Irene Lauridsen.
Derfor er netop sikring af klubhuse et af de punkter, som De Blå Ambassadører arbejder målrettet med. Der bliver blandt andet afholdt workshops med eksperter, hvor klubberne bliver klædt på til at forebygge ødelæggelser i forbindelse med oversvømmelser.
– Derudover hjælper vi klubberne med informationer om, hvordan de kan nedsætte deres energiforbrug, og hvordan de kan lave bæredygtige byggerier og renovationer. Det gør vi blandt andet ved hjælp af en energikonsulent, siger Irene Lauridsen.
Jo flere øjne, jo bedre
Udover klubhuse og faciliteter har De Blå Ambassadører to yderligere fokusområder. Deres arbejde kredser også om biodiversiteten og forholdene i de danske have, fjorde og søer samt den politiske opmærksomhed på problematikkerne.
Det er muligt for både klubmedlemmer og uafhængige medlemmer at være en del af De Blå Ambassadører, og på nuværende tidspunkt er der omkring 150 medlemmer. De laver blandt andet affaldsindsamlinger og kontakter lokale politikere, når de støder på forureninger eller begrænsede adgangsforhold til vandet.
– Jo flere øjne vi har derude, jo bedre, lyder opfordringen fra Irene Lauridsen.
DKF har desuden modtaget DIF-certificeringen “Idræt for klima”, som tildeles de specialforbund, der har en klima- og bæredygtighedsstrategi. I DKF arbejdes der særligt med forbundets CO2-udledning forbundet med transport.
– Det er en meget direkte måde at måle CO2 på, så lige nu er vi i gang med at indsamle information om, hvordan og hvor meget vi transporterer os, og hvor meget CO2 vi udleder i den forbindelse, siger Irene Lauridsen.
De Blå Ambassadørers årstræf
De Blå Ambassadører holder årstræf den 21. og 28. september i henholdsvis København og Aarhus.
Det er gratis at deltage, og du er inviteret med!
Du kan læse mere og tilmelde dig via nedenstående links.