Til Kano-Kajak.dk ↩

Fokus på natur, miljø og klima: Lokal klub har sendt ny miljøguide på gaden


KLIMA & MILJØ


Bestyrelsesformand i Radiobugtens Kano- og Kajakklub Kristian Nielsen. Foto: Irene Lauridsen
[ TEKST: mette marie birch breuning  FOTO: irene lauridsen ]
08. oktober 2024

Radiobugtens Kano- og Kajakklub har fået udarbejdet en ny miljøguide til bestyrelsen og medlemmerne. Håbet er, at det vil mindske klubbens negative påvirkning på naturen og miljøet.

Hvilke potentielle miljøudfordringer står vi med i klubben? Hvad kan vi gøre for at mindske vores forbrug? Og hvor kan vi tænke mere miljøvenligt? 

Det er spørgsmål som disse, der har fået Radiobugtens Kano- og Kajakklub til at bede en konsulent udarbejde en såkaldt miljøguide til klubben. Guiden giver gode råd og vejledning til, hvordan klubben kan drives mere miljøvenligt, og hvordan klubbens medlemmer kan handle mere miljøbevidst.


Bestyrelsesformanden i Radiobugtens Kano- og Kajakklub, Kristian Nielsen, har i sit virke som miljøkonsulent udarbejdet en ny miljøguide for klubben. Klubben ønsker at mindske dens negative påvirkning på miljøet. Foto: Irene Lauridsen

Bestyrelsesformanden i Radiobugtens Kano- og Kajakklub, Kristian Nielsen, har i sit virke som miljøkonsulent udarbejdet en ny miljøguide for klubben. Klubben ønsker at mindske dens negative påvirkning på miljøet. Foto: Irene Lauridsen


For ifølge Kristian Nielsen, der er bestyrelsesformand i Radiobugtens Kano- og Kajakklub, har også klubben et ansvar for at gøre medlemmerne klima- og miljøbevidste.

– Vi ønskede os en miljøguide for at have et overblik over klubbens potentielle miljøudfordringer, så vi kan handle på dem i prioriteret rækkefølge. Medlemmerne skal vide, at vi i klubben også er med til at påvirke klimaet, miljøet og naturen. Og hvordan vi kan reducere den negative påvirkning, siger han.


Skadedyr og affaldshåndtering

Faktisk er det Kristian Nielsen selv, der har udarbejdet miljøguiden. Han er miljøkonsulent, og da den resterende del af bestyrelsen mente, at han skulle lave guiden for klubben, takkede han ja til opgaven.

Der er givet tilskud fra både Danmarks Idrætsforbund og DGI, og guiden kredser blandt andet om klubbens energiforbrug, vandforbrug, materialevalg til rengøring og vedligehold, bekæmpelse af skadedyr, naturbeskyttelse på kanoture og affaldshåndtering.

– Jeg har ud fra en væsentlighedsvurdering udvalgt nedslagspunkterne og derefter formuleret anbefalingerne, fortæller Kristian Nielsen.

Anbefalingerne i miljøguiden er netop sat i søen, og klubben har lige installeret de første sparebrusere. Indtil videre har tilbagemeldingerne fra klubbens medlemmer været positive.


Miljøguiden kommer blandt andet med anbefalinger til, at der benyttes miljøvenlige produkter i værkstedet, til vedligehold og rengøring. Foto: Irene Lauridsen

Miljøguiden kommer blandt andet med anbefalinger til, at der benyttes miljøvenlige produkter i værkstedet, til vedligehold og rengøring. Foto: Irene Lauridsen


Formålet med den nye miljøguide er også at vise, at driften af klubben er tilpasset klubbens, kommunens og samfundets ønsker om miljøvenlig adfærd. Og at klubben ønsker at tage hensyn til det fredede område, den ligger i.


Flere miljøvenlige greb

Hvilke konkrete handlinger, miljøguiden fører med sig, vil tiden vise, men håbet er ifølge Kristian Nielsen, at klubbens generelle påvirkning på miljøet og naturen bliver mindre. 

– Håbet er, at der tages beslutninger om adfærd, handlinger, tiltag og installationer, som har en mindre belastende påvirkning på natur, klima og miljø, end tilfældet er i dag, siger han.

Miljøguiden er heller ikke det første og eneste miljøvenlige greb, Radiobugtens Kano- og Kajakklub har skruet på. Også i det daglige er man ifølge Kristian Nielsen opmærksom på klubbens aftryk. 

– Vi har for eksempel regler for brugen af vores sauna og vores tørreskab. Vi har sensorer på vores udendørs lys, og vi bruger en benzin til vores græsslåmaskine, som er mere miljøvenlig end almindelig benzin. Og så undgår vi at slå græsset de steder, hvor det kan vokse vildt, siger han og nævner et par af klubbens tiltag.


I videoen nedenfor sætter Kristian Nielsen lidt flere ord på den nye miljøguide.

Klik hvis du vil dele!