Til Kano-Kajak.dk ↩

Når drømmen om Tjärö bliver til virkelighed

Profilbillede Lone Hage rasmussen
[ TEKST & Foto: Lone Hage Rasmussen ]
xx. xxxx 2025

TOURING / SVERIGE


Klik hvis du vil dele!

Med kajakken pakket til randen og sommerfugle i maven drog Lone Hage Rasmussen, med kæreste og kajakker, afsted mod Blekinges skærgård. Foran ventede øde klipper, stille morgener og den særlige frihed, man kun finder på vandet.

Når der er fralandsvind til klubaftener i Køge Kano- og Kajakklub, er vi lige ved at blæse til Sverige. Denne weekend besluttede min kæreste og jeg at tage dertil, da der kom et par smukke solskinsdage. Vi pakkede lejrudstyr og lagde kajakkerne på taget – det tog seks timer! Selvom det i vores uorden tager lang tid at pakke, kan vi modsat sejlbåde hurtigt komme til nye sejlsteder og ro. Kursen var sat til det sydlige Sverige, Blekinge Skærgård – en skærgård, jeg altid har drømt om at se med egne øjne. Mine drømme er små, men glæden stor, når de bliver opfyldt. 

GPS’en viste, at vi ville ankomme 3,5 time efter, vi havde forladt Stevns Klint. Vel fremme ved den gode bådehavn Järnavik, hvor der fandtes toilet og parkeringspladser, mødte vi de første mennesker – to danske kajakroere. 

Fra dette sted kunne vi have overnattet på campingpladsen og roet herfra eller gået lidt på vandreruterne, men målet var en kajakovernatningstur til en ø i skærgården.

At pakke en kajak til lejr

Det var min første tur, hvor der både skulle være plads til lejr- og kajakudstyr i de små luger – et nærmest umuligt projekt, hvis man ikke har købt grej, der kan foldes ned til mikrostørrelse, til mange penge i friluftsbutikkerne. Men vi var to kajakker, og det lykkedes. Min ven havde endda stol, vandrestokke og oppustelig solseng med – foruden økse og spade. Til gengæld havde han glemt sit liggeunderlag, så der blev slåskamp om mit. Han sagde i den forbindelse, at rigtige kajakroere altid glemmer noget derhjemme – men pagajerne skal man helst altid huske.

Ankomst til Tjärö

Der er små tre km til Tjärö fra Järnavik, mellem Karlshamn og Ronneby. Vi havde kort og kompas med, for når man sidder nede i en kajak og kigger op på klipperne, ligner alle øer hinanden. Jeg kiggede mig flere gange tilbage for at se landkendinger – det røde hus og vindmøllen – og blev hurtigt fortrolig med området. Min ven havde tidligere været til efterårstræf med Havkajakroerne samme sted, så han var lokalkendt.

Rød svensk torp

Tjärö bebos ikke af fastboende som de andre øer. Det er en ø for turister, der enten kommer på endagstur med rutebåd fra Järnavik eller sejler dertil i egen båd. Mange overnatter i de flotte røde udlejningshytter. På havnen er der café, restaurant og udlejning af kanoer og SUP-boards. Øen har også en billig teltplads samt toilet, bad, sauna og køkken, som alle må bruge. Man kan endda leje en flydende sauna i tre timer – et godt alternativ til, at der ikke er nogen rigtig strand blandt klipperne. Små robåde bruges til at komme derud.

Vi satte kursen syd-sydvest og derefter stik vest. Snart kom vi til en 1,5 meter bred å, som deler øen. Åen kan være svær at se, medmindre man padler tæt på. Den ligger lidt syd for den flydende sauna. På græsset under egetræerne satte vi vores telt op. Herfra var der kort gåafstand til havnen og faciliteterne.

Morgenmad og mødet med naturen

Da jeg stod og lavede morgenmad på Trangiaen, gik en flok får nysgerrigt forbi. Der fandtes lykken i mig: tid til madlavning, tid til at stå stille. På vores gåture ad de godt afmærkede ruter blev vi meget bevidste om det rige dyre- og planteliv. En snog skyndte sig væk, kun afsløret af de raslende blade, der fik mig til at kigge ned.

Kajakker på Tjærø

Men vi var jo også kommet for at ro kajak. Turen gik til de omkringliggende områder. Min ven ville helt ud til det fjerneste skær, 2,3 km væk – hvilket for mig føltes som ti km, da jeg så det. Jeg var ved at tisse i bukserne af skræk, og vinden blæste kun 3,5 m/s. Da vi ankom til det lille skær i det fjerne, kunne vi ikke gå i land og spise frokost – og det var godt det samme. Øen var helt hvid af fugleklatter fra gæs, svaner og måger. Jeg var lettet, da vi padlede tilbage mod tryggere farvand og mærkede havet tage i de små kajakker, for helt stille er det jo aldrig.

At lægge til – og at slippe væk igen

Vi lagde til på en ø ved siden af Tjärö, efterhånden godt sultne. At lægge til i kajak skal prøves – det er ikke noget, man kan lære på et kursus. Det er det kritiske tidspunkt for en uøvet kajakroer, og dér, de fleste vælter i vandet. Vi bandt kajakkerne fast med vores liner – smartest, så de stadig var der, når vi skulle videre. Trangia, mad og solseng blev båret op på øen, mens det våde rotøj blev lagt på de varme klippesten. Efter en lille lur kravlede vi over den glatte sten, vi havde lagt til ved, kæmpede os igennem tang og snask og ud i det klare, varme havvand. Luften tørrede os, da vi kom op igen, mens jeg drømte om længere sommerferier.

Efter et par dage på øen pakkede vi udstyret ned igen. Denne gang var kajakkerne lettere, da pastaretterne fra Rema 1000, som blot skal koges ti minutter, var blevet spist. Vi padlede nordvest rundt om Björnö og ned til et å-udløb ved en fjord før Järnavik. Her padlede vi rundt blandt de smukkeste åkander i det ferske vand længst inde.

Men hverdagen ventede, og vi måtte på land. Ved Järnavik havn mødte vi igen danskere, som skulle på vandet – og det er ikke usandsynligt, at man møder mig derovre igen.

Gåtur med indbygget hvil på Tjärö

INFOBOKS

Her finder du Tjärö 56.16939, 15.04930

Afstanden mellem Danmark og Tjärö i Sverige vist på Google map

Kort der viser Tjärö i Skærgården

Har du også…

…en turoplevelse, du gerne vil dele med Magasinets læsere, så skriv til redaktør Niels Kliim på nkl@kano-kajak.dk.

Klik hvis du vil dele!

Hanne Nordfalk og Stefan Hammerich har gjort det til en del af deres liv at rejse ud og opleve verden fra deres kajakker. Denne gang er de dog ikke taget længere væk end til Sverige, hvor de har udforsket søen Västra Silen, hvor skønhed og vildmark mødes.

Denne artikel rummer mange selvfølgeligheder…så hvis du tager på havkajaktur en gang om måneden eller har du været Danmark rundt i kajak, så behøver du ikke læse med her, MEN har du IKKE været på overnatningstur før eller fik du ikke plads til det hele i kajakken, da du

Når du står over for at skulle vælge din første – eller måske din næste – havkajak, kan der være mange ting at holde styr på. Men bare rolig, vi har din ryg. Gennem denne artikelserie klæder vi dig på til at kunne foretage de rigtige valg, uanset om du er nybegynder eller erfaren roer.

Kajak på Seychellerne

Når du bliver træt af koldt og sort vand – og har gået med aviser, vasket vinduer for naboen, slået græs på vejen og på anden vis fyldt sparegrisen op, så har jeg et forslag til dig: Tag på kajaktur på Seychellerne.