Lokalt og fleksibelt: Fra 2025 er der nye veje til uddannelse i klubben
UNDERVISNING
Fra årsskiftet 2025 bliver det endnu lettere for klubber, som er medlem af Dansk Kano og Kajak Forbund, at styrke deres uddannelsesarbejde. Fremover kan alle klubber nemlig gøre fuld brug af deres uddannede instruktører til at afholde kurser og prøver – en ændring, der bringer mere fleksibilitet og frihed til klubberne.
Magasinet Kano · Kajak · Sup har i den anledning taget en snak med Morten Juul Madsen, der er uddannelsesansvarlig i Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF), om, hvad de nye tiltag betyder for klubberne, instruktørerne og sporten som helhed.

Tabellen giver dig et overblik over, hvem der kan afholde hvilke kurser og prøver på de forskellige niveauer – forudsat at arrangøren har en korrekt uddannet instruktør.
Frihed og ansvar til klubberne
Hvad indebærer det, at klubberne nu selv kan afholde kurser og prøver på højere niveauer?
– Det er en markant ændring, der giver klubberne langt større fleksibilitet. Tidligere skulle klubberne lave en samarbejdsaftale med DKF om at blive uddannelsescenter for at kunne tilbyde eg. IPP 3- og Instruktør 2-kurser og prøver. Nu kan en klub med en uddannet Instruktør 3 selv stå for både kurserne og prøverne. Det betyder, at klubberne kan planlægge uddannelsesaktiviteter, der er skræddersyet til deres egne medlemmers behov og kalender. Det giver ikke kun større frihed, men også en bedre mulighed for at styrke det lokale engagement og fællesskab.
Hvordan sikres kvaliteten, hvis klubberne selv afholder prøver?
– Kvalitet er altafgørende i IPP-systemet, og derfor har vi valgt at bibeholde eksterne censorer som en fast del af systemet. Censor skal sikre, at prøverne lever op til de gældende standarder. Derudover skal alle Instruktør 3’ere i havkajak deltage i en censorsamling mindst hvert femte år, hvor der sikres en ensartet kvalitet på tværs af landet.
"Vi har set en enorm udvikling i kvaliteten af undervisningen i de danske kajakklubber gennem årene"
Farvel til uddannelsescentrene
Hvad betyder det for klubberne, at uddannelsescentrene nedlægges i deres nuværende form?
– Det betyder, at klubberne får endnu større indflydelse på deres egne uddannelsesaktiviteter. Vi har set en enorm udvikling i kvaliteten af undervisningen i de danske kajakklubber gennem årene. Mange klubber har instruktører, der allerede lever op til meget høje standarder. Ved at nedlægge uddannelsescentrene ligestiller vi klubberne og udbyderne, og giver derved klubberne mulighed for at tage mere ejerskab over uddannelsen af deres medlemmer.
Kvalitetssikring i IPP-systemet
Sker der nogle ændringer i iPaddle?
– Der er ved at blive udviklet en funktion i iPaddle, så der ved tildeling af licenser fremadrettet både skal vælges instruktør og censor. Dette skaber et bedre overblik over aktiviteten hos den enkelte instruktør og styrker dokumentationen.
Disse tiltag understøtter en fortsat høj kvalitet i IPP-systemet, fremmer transparens og sikrer, at både kursister, instruktører og censorer har de bedste forudsætninger for at bidrage til kano- og kajaksportens udvikling.
Hvilke tiltag sættes i værk for at opretholde kvaliteten i IPP-systemet?
– Vi har indført flere nye tiltag for at sikre kvaliteten. Et vigtigt element er implementeringen af evalueringsskemaer til både kursister, instruktører og censorer. I forlængelse af videreudviklingen af vores nye app Onboard, vil kursisterne modtager et skema efter hvert kursus eller prøve, hvor de kan give feedback på deres oplevelse. Det samme gælder for instruktører og censorer, som ved slutningen af hver sæson bliver bedt om at evaluere systemet og komme med forslag til forbedringer.
– Derudover opretter vi et „rejsehold“ bestående af erfarne instruktører, der som observatører deltager i udvalgte kurser og prøver. De skal bidrage med feedback til IPP-systemet og sikre, at normerne er aktuelle.
Endelig bliver benchmarking en større del af instruktør- og censorsamlinger, så vi kan skabe en ensartet tolkning af normerne.
Større eksponering og fokus på frivilligt arbejde
Hvordan kan klubberne bruge de nye funktioner i iPaddle og Onboard til at skabe større synlighed?
– Der udvikles forsat på en kalender-booking funktion i Onboard app’en og på hjemmesiden, hvor klubberne kan oprette kurser og prøver. Det giver klubberne mulighed for at reklamere overfor naboklubber og for folk udenfor kajakmiljøet. Vi håber, at denne større synlighed vil hjælpe klubberne med at fylde deres kurser op og tiltrække nye medlemmer.
Hvilken rolle spiller det frivillige arbejde i de nye tiltag?
– Frivilligheden er nøglen til hele systemet. Ved at give klubberne mere frihed og ansvar åbner vi også op for, at kurser kan gennemføres mere fleksibelt og måske til en lavere pris. Klubberne kan lave aftaler direkte med deres egne instruktører, og det styrker ikke kun økonomien, men også fællesskabet i klubberne.
En styrket fremtid for dansk kano- og kajaksport
– De ændringer, vi ser nu, er ikke kun til fordel for klubberne, men for hele sporten. Vi giver klubberne mere ejerskab, samtidig med at vi sørger for, at kvaliteten forbliver i top. Jeg er sikker på, at disse tiltag vil styrke både uddannelsesniveauet og fællesskabet blandt kajakroere i Danmark, slutter Morten Juul Madsen.
INFOBOKS
Mere baggrund
I podcasten Magasinet Med Lyd På kan du høre mere om baggrunden for ændringerne
Har du spørgsmål?
Vi har oprettet en brevkasse, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til de nye ændringer i IPP-systemet. Spørgsmålene kan du stille her.
Spørgsmål vil blive besvaret på denne side på kano-kajak.dk, og i podcasten ‘Magasinet med lyd på’, hvor bestyrelsesmedlem med ansvar for uddannelse Anni Grøndal, bliver inviteret i studiet.