Til Kano-Kajak.dk ↩

Havkajak: Typer og dimensioners betydning


GREJ / HAVKAJAK


profilbillede af Niels Kliim
[ TEKST: Niels Kliim FOTO: Bjørn Thomsen ]
24. september 2024

Klik hvis du vil dele!

Magasinet har skrevet en række artikler, der gør dig klogere på, hvordan du vælger den rigtige havkajak. I denne artikel sætter vi fokus på, hvad kajakkens form og kajakkens størrelse betyder for, hvordan den opfører sig i vandet, og hvor nem den dermed er at manøvrere.

Forskellige typer havkajakker

Når du skal vælge den rigtige havkajaktype, vil det være en fordel at kende forskellene mellem de forskellige typer kajakker og deres styrker i forhold til stabilitet og hurtighed. Vi har, for forståelsens skyld, valgt at dele havkajakkerne op i tre typer, der er karakteriseret ved, hvor lette de er at manøvrere for begynderen.

Der findes ingen officiel inddeling af havkajakker, så du vil helt sikkert opleve, at butikker og andre, du taler med, bruger forskellige betegnelser for de samme både.

I den forbindelse er det måske også værd at nævne, at der jo også findes andre sjove kajaktyper, som du kan læse mere om her.

Rekreative kajakker (Begynderkajakkker)

Den rekreative havkajak er ideel for nybegyndere og dem, der søger en afslappet oplevelse på vandet. Den er normalt bredere og kortere end andre kajaktyper, hvilket giver den en høj grad af stabilitet, når den ligger lige i vandet. Hastigheden er ikke dens stærke side, da den brede form skaber mere modstand i vandet, men det opvejes af, hvor let den er at styre for begynderen. Denne havkajaktype er eksempelvis perfekt som sommerhus-kajak, når det er lette og korte ture i rolige farvande og kortere ture som søer og indre farvande, der står på programmet.

Dagsturskajakken (For den øvede)

Dagsturskajakken er designet til roere, der ønsker at tilbringe flere timer på vandet, men som ikke nødvendigvis har brug for plads til overnatningsudstyr. Denne kajak er typisk længere og slankere end den rekreative kajak, hvilket gør at  den føles stabil, selv når den vipper i bølger. Dagsturskajakker er hurtigere og mere effektive på længere distancer, men kræver lidt mere erfaring for at kunne manøvrere godt i udfordrende forhold. Denne type kajak er et godt valg, hvis du planlægger lidt længere ture, men stadig vil have en relativt nem kajak at håndtere.

Ekspeditionskajakken (Den avancerede)

Ekspeditionskajakken er den mest avancerede type og er beregnet til lange ture, hvor du skal kunne medbringe meget udstyr. Den er lang og smal, hvilket gør den meget hurtig og effektiv i vandet, og så har den stor opbevaringskapacitet. Denne type havkajak er designet til at kunne klare hårdere forhold og store afstande, men det kræver en erfaren roer at udnytte dens fulde potentiale. Dens stabilitet i bølger og i skiftende vejrforhold er høj, mens den kan føles ustabil for begynderen, der padler kortere ture på roligt vand.

Ekspeditionskajakken kan du bruge året rundt, og den er perfekt til længere ture som eksempelvis øhop i de danske farvande.

to forskellige typer havkajakker
Eksempler på to forskellige typer havkajakker

Havkajakkens størrelse (længde og bredde)

Når du vælger en havkajak, er kajakkens længde og bredde afgørende faktorer, der i høj grad påvirker dens ydeevne på vandet. Disse dimensioner bestemmer, hvor hurtig, stabil og manøvredygtig kajakken er, samt hvordan den reagerer under forskellige forhold.

Længde

Kajakkens længde har en direkte indflydelse på dens hastighed og evne til at holde kursen. Generelt gælder det, at jo længere kajakken er, desto hurtigere kan den roes, fordi den længere vandlinje skaber mindre modstand og gør det lettere at glide gennem vandet. Lange kajakker er derfor ideelle til længere ture og åbent vand, hvor hastighed og effektivitet er vigtige. Ekspeditionskajakker, som typisk er over 5 meter lange, er designet til netop dette formål.

Omvendt er kortere kajakker nemmere at manøvrere, hvilket gør dem bedre egnet til snævre passager, floder og kystnære områder, hvor skarpe sving og hurtige retningsskift er nødvendige. Rekreative kajakker og dagsturskajakker falder ofte i denne kategori, da de tilbyder en god balance mellem manøvredygtighed og stabilitet.

Bredde

Bredden på en kajak påvirker primært dens stabilitet. En bredere kajak vil generelt have en højere primær stabilitet, hvilket betyder, at den føles mere stabil, når den ligger lige i vandet. Dette er en fordel for nybegyndere og dem, der foretrækker rolige ture, da kajakken er mindre tilbøjelig til at vippe. Rekreative kajakker har ofte en bredere profil for at sikre, at roeren føler sig sikker og komfortabel.

En smal kajak har lavere primær stabilitet, men højere sekundær stabilitet. Dette betyder, at kajakken kan føles lidt mere ustabil i roligt vand, men vil være mere stabil og responsiv, når den vipper i bølger eller under skarpe sving. Smalle kajakker er ofte hurtigere og bedre egnet til erfarne roere, der ønsker en kajak, der kan klare udfordrende forhold.

Bundens form

Ud over længde og bredde spiller kajakkens bundform en vigtig rolle i, hvordan kajakken opfører sig på vandet. De tre mest almindelige bundformer er rund, flad og V-formet, hver med sine egne styrker og svagheder.

Havkajakkens forskellige former på bunden


Rund bund

Kajakker med en rund bund har den laveste primære stabilitet, men den højeste sekundære stabilitet. Dette betyder, at de kan føles mere ustabile, når de ligger stille, men de er meget stabile, når de tippes til siden. Rundbundede kajakker skærer effektivt gennem vandet og tilbyder minimal modstand, hvilket gør dem ideelle til længere ture og til at håndtere bølger. Denne bundform findes ofte i ekspeditionskajakker og nogle dagsturskajakker.

Flad bund

En kajak med flad bund har den højeste primære stabilitet, hvilket gør den meget stabil, når den ligger i roligt vand. Dette kan være ideelt for begynderen. Fladbundede kajakker er nemme at manøvrere og fungerer godt i rolige eller lavvandede områder, men de kan være mindre effektive og mere udfordrende at håndtere i uroligt vand og bølger. Rekreative kajakker har ofte en flad bund.

V-formet bund

V-formede kajakker tilbyder en god balance mellem primær og sekundær stabilitet. Denne form gør kajakken mere retningsstabil, hvilket betyder, at den holder sin kurs godt, hvilket er en fordel under længere ture og i åbent vand. V-formen gør også kajakken hurtigere og mere effektiv i vandet, da den skærer bedre gennem bølger og modstrøm. Mange dagsturs- og ekspeditionskajakker har en V-formet bund, da denne kombination af stabilitet og ydeevne gør dem alsidige og velegnede til en række forskellige forhold.

Ved at tage hensyn til både længde, bredde og bundform kan du vælge en kajak, der ikke kun passer til dine behov, men også til de specifikke vandforhold, du planlægger at ro i. Dette sikrer, at du får en kajak, der er behagelig og sikker, og som samtidig giver dig den ønskede ydeevne på vandet.

Læs de øvrige artikler i serien

1. Sådan vælger du den rigtige havkajak

2. Hvad er forskellen på de forskellige typer havkajakker? (denne)

3. Hvordan påvirker længde og bredde din havkajak? (denne)

4. Materialer og konstruktion

5. Cockpit og comfort

6. Ror, finne eller ingenting

7. Vægt og transport (ikke udkommet endnu)

8. Pris og budget

9. Test og prøv før køb (ikke udkommet endnu)

INFOBOKS

Derfor bør du altid teste din kajak før køb

Du kan komme langt ved at sætte dig ind i dine mange  muligheder, inden du investerer i en ny havkajak, men de mange ord bør måske ikke stå alene. At prøve din drømmekajak af, på vandet, kan vise sig være en god investering. Nogle forhandlere giver dig mulighed for prøveture, men ellers kan et godt sted at starte være den lokale kajakklub. Her kan du ofte komme til at prøve nogle af de mange forskellige typer havkajak, der findes på markedet. 

Find din nærmeste klub her.

Vi har samlet alle danske klubber under DKF her.

Måske har du også lyst til at læse:

Vælg den rigtige pagaj til din rostil

Få styr på din roteknik

Husk det med sikkerheden

Husk altid at have styr på sikkerheden, når du tager ud på vandet.

Klik hvis du vil dele!

I magasinets serie "Sådan vælger du den rigtige havkajak" er vi nået til at kigge på priser. For hvor meget havkajak kan du egentligt regne med at få for dine penge? Vi går i dybden med, hvordan pris og kvalitet hænger sammen, og giver dig tips til, hvilke overvejelser du bør gøre dig, inden du går ud og kigger efter din drømme-havkajak.

Dette er Magasinets tredje artikel i serien "Sådan vælger du den rigtige havkajak". Her gennemgår vi de mest gængse materialer, som havkajakker laves af. Du bliver klogere på både fordele og ulemper ved hvert materiale. Vi sætter dig også ind i, hvad byggekvaliteten af kajakken, har af betydning.

Når du står over for at skulle vælge din første – eller måske din næste – havkajak, kan der være mange ting at holde styr på. Men bare rolig, vi har din ryg. Gennem denne artikelserie klæder vi dig på til at kunne foretage de rigtige valg, uanset om du er nybegynder eller erfaren roer.

Hvis du lige er startet med at ro i kajak, er der mange ting at holde styr på. For eksempel skal du tage stilling til, hvilken pagaj der passer bedst til dig. I denne artikel klæder vi dig på, så du kan vælge lige den pagaj, der passer til din rostil.