Er du sikker på at du ror med den rigtige pagajlængde?


UDSTYR


To kajakroere måler pagajlængder på en isætningsbro
profilbillede af Niels Kliim
[ TEKST & Billeder: Niels Kliim ]
03. november 2026

Klik hvis du vil dele!

Er du ny på vandet – eller har du bare altid brugt den længde pagaj, du fik anbefalet første gang du var ude og ro – er der god grund til at læse videre. Udviklingen er nemlig løbet fra de gamle tommelfingerregler. Men det handler ikke bare om at vælge et nyt tal, det handler om at forstå, hvorfor tallet aldrig kunne stå alene.

Mange roere har et tal i hovedet. 220, måske 215. Og det tal stammer måske fra den pagajængde man fik anbefalet første gang – eller fra en tommelfingerregel man lærte tidligere. Stå oprejst ved siden af pagajen med strakt arm, og du skal netop kunne nå spidsen. Enkel, konkret og nem at huske.

Meget har ændret sig

Spørger du en erfaren roer, der har været på vandet i 20 år, har de sikkert et klart svar på, hvad der er den rigtige pagajlængde. Det tal de anbefaler, er bare ikke nødvendigvis det samme, du ville få anbefalet i dag.

Tendensen er tydelig, mange roere er gået ned i pagajlængde de seneste år. Ikke dramatisk, men mærkbart. 

En af årsagerne er ønsket om at arbejde med god kropsrotation og bladet tæt på kajakken. En kortere pagaj kan samtidig gøre det lettere at arbejde med en mere lodret pagajføring, hvilket blandt andet er en fordel ved sideværtsforflytning og rotag i havkajak. Når trækket kommer tættere på kroppen, kan det også mindske belastningen på arme og led.

Det betyder ikke at lange pagajer er blevet forkerte. Men det betyder at diskussionen om pagajlængde i dag handler mindre om tradition og mere om, hvordan du faktisk ror.

Din højde er kun begyndelsen

Højde er stadig et naturligt udgangspunkt. En roer på 160 centimeter ender sjældent med samme pagajlængde som en roer på 195 centimeter.

Men to roere med præcis samme højde kan have meget forskellige behov. En bred turkajak stiller andre krav end en smal surfski. Et roligt turtempo stiller andre krav end træning med fokus på kadence og fart.

Det afgørende er især, om du ror med høj eller lav rostil. Ved høj rostil føres pagajen mere lodret og tættere på kajakken, mens lav rostil har en fladere pagajføring. Bladets udformning afspejler ofte forskellen. Korte, brede blade er typisk beregnet til høj rostil, mens lange, smalle blade passer til lav rostil. Wingpagajer, som blandt andet bruges i turkajakker, kapkajakker og surfski, er udviklet til en særlig teknik med høj pagajføring.

Kajakroer med udpræget høj rostil
Høj rostil
kajakroer med lav rostil
Lav rostil

Hvad sker der, når pagajen er for lang?

Den åbenlyse fordel ved en lang pagaj er rækkevidden. I bredere kajakker kan den ekstra længde gøre det lettere at placere bladet effektivt i vandet.

Problemerne opstår, når længden begynder at arbejde imod dig. Vil du ro med god kropsrotation og bladet tæt på kajakken, kan en for lang pagaj gøre begge dele sværere. Bevægelserne bliver større end nødvendigt, og du risikerer at bruge kræfter på noget, der ikke giver tilsvarende fremdrift.

Det opdager man sjældent på en kort tur. Men efter flere timer på vandet begynder det at mærkes – ikke nødvendigvis som smerter, men som en fornemmelse af at roningen kræver lidt mere, end den burde.

Hvad sker der, når pagajen er for kort?

Kortere pagajer forbindes ofte med en mere aktiv rostil – og med god grund. Mange roere oplever en mere direkte forbindelse mellem deres bevægelser og bådens reaktion.

Men der er en bagside. I bredere kajakker kan en pagaj der er for kort, gøre det vanskeligt at placere bladet ordentligt i vandet. Nogle roere ender med at kompensere i deres teknik uden selv at bemærke det – de ændrer gradvist på deres bevægelser for at nå det sted, de gerne vil have bladet.

En kortere pagaj er med andre ord ikke automatisk bedre. Den skal passe til både kajakken og den måde, den bruges på.

Hvad vil du bruge den til?

Når erfarne roere er uenige om pagajlængde, skyldes det sjældent at nogen tager fejl. Det skyldes som regel at de løser forskellige opgaver.

Den roer der planlægger lange ture med mange timer i sædet, prioriterer ikke nødvendigvis det samme som den roer der træner flere gange om ugen med fokus på fart. En bred turkajak stiller andre krav end en smal kapkajak. Bladstørrelsen spiller også ind – men det er et emne, der fortjener sin egen gennemgang.

Så hvad er det rigtige valg?

Der findes ikke ét svar, der passer til alle. Men der findes konsekvenser af de valg man træffer.

For tur- og kapkajakroere med wingpagaj er valget ofte forholdsvis enkelt. Pagajen er udviklet til en bestemt roteknik, og længden ændrer sig ikke nødvendigvis, fordi du ror hurtigere, langsommere eller længere ture. For havkajakroeren er valget mere nuanceret. Her skal pagajen ikke blot fungere til fremadroning, men også til de mange forskellige rotag, der bruges til at manøvrere kajakken. Derfor kan selv få centimeters forskel have betydning.

Og hvis du er i tvivl, så lån en pagaj i en anden længde og mærk forskellen på vandet. Ikke på en times tur – men på en hel dag. Det er svært at vide om du har den rigtige længde, før du har prøvet den forkerte.

Klik hvis du vil dele!

Har du undret dig over, at en kap- eller turkajak altid, med få undtagelser, er 520 cm lang? Den må ikke være længere. Eller det må den godt, men så kan man bare ikke deltage i løb og konkurrencer. Fem meter og tyve virker som et lidt tilfældigt tal. Hvorfor ikke bare fem meter eller måske seks?

Når du står over for at skulle vælge din første – eller måske din næste – havkajak, kan der være mange ting at holde styr på. Men bare rolig, vi har din ryg. Gennem denne artikelserie klæder vi dig på til at kunne foretage de rigtige valg, uanset om du er nybegynder eller erfaren roer.

Hvis du lige er startet med at ro i kajak, er der mange ting at holde styr på. For eksempel skal du tage stilling til, hvilken pagaj der passer bedst til dig. I denne artikel klæder vi dig på, så du kan vælge lige den pagaj, der passer til din rostil.

Jeg bliver altid begejstret, når nogen får spændende idéer eller udvikler ting og sager, som vi ikke har set før. En sådan ting er en Featherweight. Navnet må ikke forveksles med boksernes fjervægt, men ”feather” betyder skivning på engelsk – altså en skivningsvægt.