Brejning - En klub med rettidig omhu
KLUBLIV
Den 20. juni havde Brejning Kajakklub i skikkelse af Jackie Olsen, instruktør og medlem af kajakudvalget i Brejning Bådklub, sat Magasinet stævne. Ikke i nogen særlig anledning, men egentlig bare fordi, de er enormt stolte af deres klub og den interesse, der er i lokalområdet, for klubben og for padlesport.
Brejning ligger 11 kilometer ude af Vejle Fjords sydside, og på dette sted er fjorden omtrent tre kilometer bred, altså noget relativt åbent rovand. De til tider livlige forhold har formet en klub, hvor bådparken ikke ligefrem strutter af kapbåde, men fortrinsvis af havkajakker og et fåtal af bredere turbåde. Desuden flirter klubben også med både surfski, SUB og lidt turkano. Siden klubben blev til i 2002, er den støt vokset til nu at bestå af 112 medlemmer. I virkeligheden er klubben en afdeling under Brejning Bådklub og deler således klublokaler med denne, men for os lokale er det bare Brejning Kajakklub.
Vi ankom alt for tidligt, kæresten og jeg, den tirsdag aften, og der gik lang tid med at sidde på havnens hyggelige stenmole og nyde solen og aftenstemningen. Vi ville sidde på molen og tage en hulens masse billeder, når alle roerne vendte retur fra både klub-roaften og begynderinstruktion, som er de faste punkter i kalenderen sådan en tirsdag i forsommeren.

Ved 20.30-tiden begyndte de første kajakker at komme til syne ude langs kysten. En stor farverig flok havkajakker, der roligt arbejdede sig hjemad gennem bølgerne mod Brejning Lystbådehavn. De første, der roede forbi molen, hvor vi sad, var de erfarne roere, som var på den faste tirsdagstur. At de var de erfarne sås tydeligt på både udstyr, rostil og power i roningen. Derefter kom omtrent 15 begyndere og deres instruktører. Ligesom det er nemt at spotte en erfaren kajakroer, er det også nemt at spotte begynderne.
En vendte pagajen forkert. En var nærmest gledet ned i båden og alles koncentration i bølgerne var tydelig. Men det er sådan, det er, og en stor del af fornøjelsen ved at instruere, er jo netop at se, hvordan folk gradvist bliver formet til kajakroere. Og det bliver de her i klubben.
Stærk instruktørgruppe
Instruktørgruppen i Brejning er blevet beriget med flere instruktør 2’ere i nyere tid. Derudover har Trekantens Kajakskole uddannet en række Instruktør 1 i klubben. Samlet har kajakafdelingen således et instruktørkorps i omegnen af 10 personer, hvilket må siges at være en imponerende procentdel af medlemmerne. Jackie noterer i øvrigt, at de alle er instruktører i havkajak. Så på denne del af strukturen er der en god base, men Jackie Olsen er meget opmærksom på, at selvom havkajakbegynderne nærmest kommer af sig selv til klubben, så skal der være et stort og utrætteligt fokus på aldersfordeling og bådtyper.
Havkajak har traditionelt tiltrukket et modent publikum, og derfor arbejder klubben også på at tilbyde SUP og surfski. De to discipliner appellerer simpelthen mere til segmentet under 45 år, pointerer Jackie.

Klubben vil have bredde
Det virker næsten som om, at tirsdag aften sammen med søndag formiddag, er det eneste faste i Brejning Kajakklub. Jackie Olsen, som må siges at være en af de meget drivende kræfter i klubben, har sendt os mange mails om alle de tiltag, som han selv og klubbens mange engagerede frivillige konstant sætter i søen – eller fjorden om man vil.
Der er blevet uddannet instruktører, afholdt rullekurser med Jacob-Steen Madsen fra DGI, sikkerhedskurser i vinterroning, sociale aftener med fx kajakyoga, lavet kom og prøv-arrangementer med både SUP og surfski. Surfskiarrangementet blev i øvrigt forestået af Per Hansen, DKF. Derudover har klubben der været igennem en “klubtuning” i regi af Bevæg Dig For Livet (som er et DKF/DGI samarbejdsprojekt).
– Jeg mener, at surfski kan noget modsat tur- og havkajak, når det gælder meget let tilgang, som det også er tilfældet med SUP. Både SUP og surfski har bare som nævnt mere appel til gruppen under 45, som mangler blandt især havkajakroere, uddyber Jackie.
– Vi arbejder også meget på at fastholde – fremfor bare at tage en hel masse nye ind – for at danne en sammentømret klub. I Brejning Kajakklubs tilfælde bliver man, hvis man vil, altså formet til at være en del af et bredt favnende klubliv, der næppe kommer til at stå i stampe de næste mange år.
Kig ind på klubbens hjemmeside eller kig forbi den charmerende lystbådehavn, hvis du kommer på disse kanter. Jeg er vis på, at du er hjerteligt velkommen.
