[Aktiviteter & Eventyr]
Dyrene ved vandet – Jagten på de vilde møder
Marsvin, havørne, sæler – og måske en delfin eller tun, hvis man er heldig. Fra kajakken kommer vi tæt på naturen og får mulighed for dyreoplevelser, der kan gøre selv den korte klubtur til noget særligt. Her får du inspiration til at gå på opdagelse i dyrelivet fra vandet – som en del af vores serie med ideer til nye oplevelser på vandet.
Fra kajak bliver man en stille gæst i naturen. Lav i vandet, næsten lydløs og tæt på omgivelserne. En intimitet, der giver en helt særlig mulighed for dyreoplevelser. En tematur med fokus på dyreliv kan derfor nemt gøre selv korte ture spændende. Pludselig bliver det en fælles mission at spotte marsvin, havørn eller sæler. Kikkerter er næsten uundværlige. Gerne én til hver deltager. Mange oplever hurtigt, at det fungerer bedst i makkerpar, hvor den ene kan stabilisere kajakken, mens den anden observerer.
Marsvin er blandt de mest ikoniske møder. De små hvaler findes i store dele af de indre danske farvande, især hvor strøm samler fisk. Ofte opdager man dem først som et diskret pust eller en mørk ryg, der kort bryder overfladen. De kan blive i længere tid i samme område og er ofte flere sammen.
Havørnen er en anden favorit. Fra kajak ses den tit lavt over vandet eller siddende i et træ langs fjorden. Især vinter og tidligt forår giver gode muligheder. Og så er der de sjældnere møder. Delfiner observeres stadig relativt sjældent, men hvidnæset delfin ses jævnligt omkring Jylland og indimellem i Storebælt. Enkelte steder er bestemte individer blevet næsten lokale kendisser – som delfinen “Skywalker” i Vejle Fjord.
Blåfinnet tun er vendt tilbage til danske farvande. De enorme fisk på flere hundrede kilo kan eksplodere op gennem overfladen i jagt på makrel og hornfisk. Fra kajak er det blandt det vildeste, man kan forestille sig af naturoplevelse i Danmark.
Spækhuggere er endnu sjældnere, men enkelte observationer i de indre danske farvande de senere år viser, at alt kan ske.

Selv de mere almindelige arter bliver fascinerende, når man lærer dem at kende. Ederfugle, hornfisk, sæler og søstjerner giver alle nye lag til oplevelsen af at færdes ved vandet. Det er netop noget af styrken ved denne type temature: Når vi lærer naturen bedre at kende, bliver vores ture rigere. Samtalerne ændrer sig. Blikket bliver skarpere. Og særligt for dem med stor interesse for natur, fugle eller havmiljø er der en oplagt mulighed for at bidrage til fællesskabet.
TIP! Hold øje med sociale medier og lokalnyheder. Meldinger om finhvaler, tun eller delfiner osv. spreder sig ofte hurtigt her.
[Aktiviteter & Eventyr] …
… er en serie artikler med ideer til oplevelser på vandet, fra kano og kajak. Læs også:
Tre tema-aktiviteter der samler klubben
Oplev strandurter, østers, morild og nordlys fra kajak
Oplev strandurter, østers, morild og nordlys fra kajak
Fra friskplukkede strandurter og østers på øde sandbanker til morild, nordlys og natlige møder med havets dyreliv. To enkle temature viser, hvordan klubturen kan forvandles til et lille eventyr, hvor nysgerrighed, natur og nye perspektiver er drivkrafte
Tre tema-aktiviteter der samler klubben
Hvordan holder man gang i både færdigheder, fællesskab og engagement i klubben – også i hverdagen? Her får I tre enkle temaaktiviteter, der kan bruges året rundt og tilpasses både nye og erfarne roere. Aktiviteterne kræver ikke meget, men kan gøre en mærkbar forskel for både udvikling og sammenhold
Fra klubhuset til d’Angleterre: De unge samles i U-WERK
Hvad sker der, når man samler en gruppe unge mennesker fra forskellige landsdele og forskellige bådtyper til en weekendtur i København? SPOILER: De beviser, at fællesskabet og fælles lyst til påvirke sportens fremtid er langt større og stærkere end forskellighederne.
Hvordan kombinerer man sin hobby og sit arbejdsliv? Oliver fandt svaret, da han byggede sin egen kano
Padlesport har i mange år været en passion for Oliver Warming, og da han valgte at forfølge en uddannelse som bygningssnedker, fandt han en måde at kombinere sit arbejdsliv med sin hobby. Det er der kommet to håndbyggede kanoer ud af - og en idé, som han håber at kunne gennemføre i fremtiden.



