Vi taler meget om rekruttering, men vi burde nok bruge meget mere tid på at holde på dem der allerede er glade for livet på vandet. Det er ikke træningen der der får dem til at stoppe, men det er heller ikke træningen der får dem til at blive. Der skal mere til, men løsningen er måske lige for.
Står den selvopfyldende uundværlighed i vejen for jeres klubs udvikling?
KLUBUDVIKLING
[ TEKST & Billede: Niels Kliim ]
22. september 2026
Klummens forfatter er ansat som kommunikationskonsulent i DKF og er fungerende redaktør for nærværende magasin. Indholdet udtrykker forfatterens holdning.
Efter mere end ti års arbejde med klubudvikling har klummens forfatter hørt den samme frustration igen og igen “Det er altid de samme få, der trækker læsset”. Men hvad nu, hvis de uundværlige ildsjæle nogle gange selv er en del af forklaringen på, at ingen andre tager over?
De findes i næsten alle klubber. Ildsjælene.
Dem, der har været der i årevis. Som kender klubben bedre end deres egen bukselomme. Som ved, hvorfor nøglen til bådskuret hænger lige dér, hvem man skal ringe til på kommunen, og hvorfor man i 2009 besluttede aldrig mere at holde arbejdsdag den første lørdag i maj.
De tager ansvar. De får tingene til at ske. Og ofte bruger de langt flere timer på klubben, end nogen med rimelighed kan forlange.
Så selvfølgelig skal vi passe på vores ildsjæle.
Men måske skal vi også passe lidt på med dem.
For rundt omkring i foreningslivet høres den samme beklagelse igen og igen:
Det er altid de samme, der skal gøre det hele.
Ingen vil tage ansvar. Ingen gider sidde i bestyrelsen. Ingen melder sig, når der skal løftes en opgave. Og hvad skal der dog blive af klubben den dag, de gamle kræfter ikke orker mere?
Det kan sagtens være rigtigt.
Men det kunne også være værd at stille et lidt ubehageligt spørgsmål:
Er der virkelig ingen, der vil – eller er der bare ingen, der har lyst til at gøre det på jeres måde?
For der findes også klubber, hvor en lille kreds gennem mange år har opbygget en imponerende viden om stort og småt. De ved, hvordan tingene plejer at blive gjort. De kender historien bag beslutningerne. De ved, hvad der tidligere er prøvet, og hvorfor det ikke virkede.
Det er værdifuldt.
Lige indtil erfaringen bliver til facit.
For nye mennesker kommer ikke kun med et ekstra sæt hænder. De kommer også med idéer, holdninger og andre måder at gøre tingene på. Og hvis svaret lidt for ofte er det har vi prøvet, sådan plejer vi ikke at gøre eller du skal lige forstå, hvordan tingene hænger sammen her, lærer de fleste forholdsvis hurtigt noget andet – At det er nemmere at lade være.
Vi siger gerne, at der er plads til alle. Det er bare ikke altid, der er plads til det, de kommer med – særligt hvis det er anderledes!
Det er sjældent bevidst eller med en beregnende bagtanke. Tværtimod kan det udspringe af et enormt engagement i klubben. Når man har brugt 10, 15 eller 20 år på at få noget til at fungere, er det næppe mærkeligt, at man også har en mening om, hvordan det skal gøres.
Men langsomt kan der opstå en slags selvopfyldende uundværlighed.
Jo mere man selv ordner, desto mindre lærer andre at ordne. Jo flere beslutninger man selv tager, desto mindre ansvar får andre. Jo mere viden, der ligger hos nogle få personer, desto vanskeligere bliver det for nye at træde til.
Og til sidst har man fået ret!
Der er ingen andre, der orker at involvere sig.
–
Det interessante er, at man indimellem ser det modsatte, når en mangeårig formand eller en lille fast kreds forlader en klub.
Klubben kollapser ikke.
Pludselig dukker der mennesker op, som gerne vil være med. Nye tager ansvar. Bestyrelsesposter, som ingen angiveligt ville røre, bliver besat. Ting bliver gjort på nye måder.
Måske ikke altid på den måde, de gamle ildsjæle ville have valgt.
Men de bliver gjort.
Det bør give anledning til eftertanke.
For hvis ingen vil tage over, mens man sidder der, men flere gerne vil, når man er væk, var problemet måske ikke kun mangel på frivillige.
–
En sund klub har brug for mennesker, der tager ansvar. Den har brug for erfaring, kontinuitet og ildsjæle, som gider gøre mere end de fleste.
Men den har også brug for, at de mennesker tør give noget fra sig.
Også selv om den næste gør det anderledes. Også selv om der bliver begået fejl. Og også selv om noget, man selv har bygget op gennem mange år, bliver lavet om.
For måske er det slet ikke et mål at blive uundværlig.
Måske er den største bedrift for en ildsjæl at være med til at skabe en klub, der sagtens kan klare sig uden én.
K L U M M E : I mange kano- og kajakklubber har en naturlig optimering over tid skabt en uforstyrret ro og komfort. Man er - måske ubevidst - endt i en noget smal aldersspredningen, men den strukturelle frihed kan dog, på sigt, udvikle sig til en udfordring. Uden forpligtelse til at dyrke de unge generationer, risikerer klubben at miste sin fremtidige leverancekæde af medlemmer, frivillige og økonomisk overlevelse.
Hjemmesiden er ofte det første indtryk, et potentielt nyt medlem får af en klub, men alt for ofte er det et utroligt rodet billede med interne oplysninger, klubvedtægter og tilmeldingsprocedurer, som kan få selv de mest ivrige til at give op undervejs. Vi hører oftere og oftere, at det er blevet sværere at få nye medlemmer – måske skyldes det, at vi ikke åbner døren.
Foreningslivet er bygget på fællesskab. Det er selve grundstenen: Man går sammen om en interesse, engagerer sig, giver noget af sig selv og får noget værdifuldt igen. Men har vi nogle gange en tendens til at sætte lighedstegn mellem fællesskab og forpligtelse? Taler vi mere om alt det, et medlem skal bidrage med, end om alt det, et medlem kan få ud af at være en del af klubben?
© indhold fra Magasinet må ikke gengives uden tilladelse. Du må dog meget gerne linke til indholdet.
Views: 103