Til Kano-Kajak.dk ↩

Kajak, kultur & kaos i Cuba

Expect the unexpected


TOURING


Lyserød taxa på gaden i Cuba
Stefan Hammerich profil
[ TEKST: Stefan Hammerich & Hanne Nordfalk  
FOTO: Hanne Nordfalk, Stefan Hammerich & Julien R. Perez ]
07. april 2026

Klik hvis du vil dele!

Mellem pastelfarvede huse og gamle amerikanerbiler fandt Hanne Nordfalk og Stefan Hammerich et Cuba, der både forfører og frustrerer. En rejse, der begyndte i kaos, udviklede sig til en intens rundtur gennem et land på kanten. Fra hullede veje og benzin i dunke til mødet med en befolkning, der nægter at miste sit smil. Og midt i alt det uforudsigelige, roen i en kajak på krystalklart vand. “Expect the unexpected” er ikke bare en kliché – det er en advarsel.

Drømmen

Vi har gennem rigtig mange år drømt om at foretage en rundrejse i Cuba, og i år gjorde vi drømmen til virkelighed. Det blev en stor, men ikke helt uproblematisk oplevelse.

Chokstart

Vi er klar til start. Turen til Cuba er delt i 2- først fly til Paris, og så videre med direkte fly fra Paris til Cubas hovedstad Havana. Der er 2 timer i Paris til et flyskift. Kufferterne er checket ind i Kastrup, og vi står ved gaten, da den første melding kommer om forsinkelse af flyet på 1 time. Senere forlænges forsinkelsen med 1 time ad gangen og ender med 4 timer totalt.

Det betyder at vi ikke når det direkte fly fra Paris til Havana, og vi må derfor finde videre fra Paris via Mexico. Der går nemlig kun 2 direkte fly til Havana fra Paris om ugen.

 Den samlede rejsetid til Cuba via Mexico bliver på 35 timer- og bagagen er ikke ankommet til Havanna. Heldigvis har vi fået et tip om at medbringe et sæt undertøj, medicin og en tandbørste i håndbagagen, så vi kan holde det hele gående i kortere tid.

Cuba i tal:

Areal: 109.884 Km eller cirka 60% større end Danmark

Befolkning: 10, 98 millioner (2024)

Hovedstad: Havanna 2,1 millioner indbyggere

Længde fra øst til vest: 1.200 km

Valuta: Cubanske pesos: 1 pesos = 0,26 Dkr. Kan ikke tilbageveksles i Danmark !!

Tobaksplanter i Cuba
Tobaksplantage

Turstart

I Cuba er mulighederne for rundrejse stærkt begrænsede i dag grundet rationering af al brændstof. De hårde handelssanktioner fra USA har sammen med jernhårdt kommunistisk styre gennem årtier ført Cuba ind i en eksistentiel krise hvor samfundet er fanget i en nedadgående spiral hvor bunden er tæt på at være nået.

Det er ikke muligt at leje en bil, da man ikke kan få brændstof, og de eneste muligheder for at komme rundt er enten ved at tage en taxi eller en arrangeret bustur.

Hanne og jeg har valgt at rejse alene rundt cirka 1.100 km i øst og midt-Cuba med taxi og chauffør. Vores rejse er på 17 dage i alt og vi skal besøge 5 forskellige byer med start i Havana.

Cuba er et fantastisk land. Der er grøn vegetation næsten over det hele, og jorden er frugtbar, men der dyrkes næsten ingenting. Årsagen er, at jordbrugere og kvægholdere skal betale op mod 90% til staten i skat af deres indtægt. Derfor er der mange som ikke er i arbejde, og har valgt at være på overførselsindkomst.

Zigzag 

Når nationens økonomi er i bund, bliver der ikke gjort noget for infrastrukturen. Der er således ikke lappet huller i nogle af vejene i rigtig mange år, og alle køretøjer kører i zigzag mellem de enorme huller som er overalt. På en motorvejsstrækning kommer vores taxi ikke over 80 km/t. På de mindre veje er farten væsentlig lavere. Man kører forsigtigt for ikke at ødelægge bilerne, og langsommere for at spare på brændstoffet.

Benzin suges med hævert..

Vi skifter taxichauffør 3 gange, hvilket betyder at den ene chauffør må overnatte lokalt i de byer vi bor i, så turen kan fortsætte næste dag. Det er de barske vilkår for en taxichauffør i Cuba.

Brændstof er rationeret, og opbevares i dunke på hjemmeadressen. Når der skal køres længere ture, skal man lige først runde deres-eller familiens hjemmeadresse og fylde brændstof på bilen. På turen til Cienfuegos skal vi køre 4 timer for at nå frem og taxichaufføren skal tilbage igen. På hjemmeadressen bliver der hentet 2 dunke a´ 30 liter. Den ene dunk hældes straks i tanken med en hævert-slange. Den anden dunk sættes i bagagerummet ved siden af vores kufferter. Der lugter rigtig slemt i kabinen under hele turen. 

Alternativ benzinpåfyldning

Cubas natur er utrolig smuk. Vi kører kilometer efter kilometer gennem et grønt paradis, som ikke er blevet opdyrket. Ovenover palmer og tæt buskads svæver masser af Cubasortvåge, en rovfugl i høgefamilien som er endemisk for landet.

Lyserøde taxaer på række i Havana i Cuba
Taxier i Havana

Gamle biler og smukke, slidte bygninger

At rejse rundt i Cuba er som en tidsrejse tilbage i tiden. Den beskrivelse af Cuba vi har fået fra de personer vi har talt med som har besøgt landet for 15-25 år siden er en tro kopi af det vi ser i dag.

Efter besøg i Havana tager vi til byerne, Vinales, Cienfuegos, Trinidad og til sidst Varadero, hvor vi skal ro kajak. 

Hver by vi besøger har sit helt specielle særpræg: Havana er en stor by med mange åbne og velplejede parker/pladser, smukke og velholdte offentlige bygninger og nedslidte, farvede private boliger. Gamle amerikanske biler som vi har set på fotos udgør cirka 50% og resten er gamle russiske Lada ér og enkelte nye kinesiske biler.

Gadebillede fra Trinidad
Gadebillede i Trinidad

Man bor godt overalt i Cubas B&B, som kaldes Casa Particular. Der er altid et stort soveværelse, bad og nogle gange et lille køkken.

Vinales er en nyere, velplejet ”mønster-by” og området er kendt for sin smukke grønne dal med runde bjerge og tobaksproduktion.

Cienfuegos er en kedelig industri- og universitetsby som ikke har meget at byde på udover en fantastisk kystlinje og havnepromenade.

Trinidad er byen, der byder på alt det de andre byer ikke har. Hele byen er brostensbelagt og de cirka 55.000 indbyggere lever dagligdagen ude i gaderne i socialt sammenvær og med musikorkestre overalt. Byens gader er ikke for gangbesværede.

Varadero ligger på en halvø 140 km øst for Havana, og er en moderne, velholdt by, kendt for en af verdens bedste strande. Her finder man de bedste muligheder i Cuba for alle typer vandsport. Det er også her vi har en aftale med Julien fra Marlin kajakudlejning om 2 ture langs kysten.

Hanne og Stefan på stranden i Varadero

Endelig i kajakken

På dagen for første tur er vinden nordlig og 3-4 m/s med høj sol. 

Vi møder Juniel i hans stråtækte hytte på stranden. Han er en meget hyggelig fyr som lever af de hotelgæster, der kommer forbi. Forretningen udlejer kajakker, SUP og Hobicat-katamaraner. 

Der er både single og 2’er kajakker af sit-on-top typen. Da der er en pæn sydgående strøm i havet, vælger vi en 2’er kajak af mærket RTM. Den kender vi fra vores tur til Indonesien, og den er stabil, men tung, og pagajerne er så tunge at de kunne indgå som redskab ved OL i vægtløftning.

Tiggende pelikaner

Der er ikke mange mennesker på stranden den dag, så de eneste tilskuere ved isætning af kajakken er 3 nysgerrige pelikaner som kun er interesseret i at se om der skulle være uddeling af fisk.

Første tur går mod nord langs den kridhvide palmestrand. Varadero stranden, som ligger på halvøen Hicacos, er cirka 22 km lang med hvidt sand og krystalklart vand. Vi er fra start betaget af den klare og safirblå farve, hvor vi kan se bunden selv på dybt vand. En ting der undrer os er at vi ikke ser en eneste fisk.

Forfatterne på havet i toerkajak
Stefan og Hanne i toeren

Vi vil ro ud til en odde, der danner den nordlige del af en bugt, for at se på den spændende vegetation, der ligger omkring den sparsomme bebyggelse. Der skal lægges kræfter i, da vi ror modstrøms, og vi savner gevaldig meget vores carbon pagajer. Da vi er fremme ved odden viser det sig at der her er stenkyst, så landgang er en rigtig dårlig ide. 

Hjemturen er en let sag, da vi har medstrøm. Det bliver en hyggelig tur i ”Bounty-land” hvor vi kun møder enkelte katamaraner og SUP´s. 

Dagen efter går anden tur mod syd. Der er en vind på 1-2 m/s og samme strøm fra nord. Der er pænt glid i kajakken fra start, og det virker på en gang beroligende og betagende at følge palmestranden. På denne del af den lange strand er der ikke levende sjæl at se. Kilometer efter kilometer glider landskabet forbi og det føles som wellness for sjælen. Turen hjem giver god træning for musklerne, for pagajernes vægt kan man godt mærke efter noget tid.

Hjemme igen hos Juniel får vi snakket om situationen for hans forretning. Da han er afhængig af hotelgæster, vil en stoppet turisme betyde at hotellerne lukker, og der følgelig ikke kommer kunder og penge i kassen. Vi taler om at de første hoteller allerede er ved at lukke.

FAKTA:

Kajakudlejningen ”Malin” ved Juniel Rodriques Perez

WhatsApp: +53 52703045

Email: junielrodriquesperez10@gmail.com

Hvor på Cuba kan man ellers ro kajak?

Lad det være sagt med det samme: Kajak/ kanosporten er ikke kommet længere end udviklingen i det øvrige samfund, så det er ikke langt! De bedste steder ligger på nordcuba, men hvis du Googler, så finder du mindre steder i Zapata-nationalparken, Cienfuegos-bugten og Cayo-Saetia.

Vi fandt et sted i nationalparken udenfor Trinidad. Ved floden Rio Guaurabo, i den første del af nationalparken ligger der et kajakudlejningssted som var lukket da vi kom forbi. Floden snor sig gennem nationalparken i et jungleagtigt naturreservat. Det havde vi gerne prøvet, men som så mange ting i Cuba var der lukket af mangel på turister. Det bliver en anden gang

Kajakudlejning
Kort over floden Rio Guaurabo i Cuba
Kort over Rio Guaurabo

Efterskrift

Cubas situation forværres hurtigt, og man kan undre sig over hvordan det vil ende for dette pragtfulde land. Det rejsebureau vi købte vores rejse gennem, sender ikke længere gæster til Cuba. En beslutning de tog samme uge, vi kom tilbage til Danmark. 

Er Cuba et land man bør besøge?

Afgjort- bare ikke lige nu, for situationen har aldrig været værre. Sæt Cuba på din bucketliste, for det er en ”tidslomme” der åbner store naturoplevelser og kendskab med et folk som stadig kan smile selv om menneskerettigheder har svære kår.

”Expect the unexpected” eller vær indstillet på at INTET er som hjemme og du kan forvente dig ALT. Toilettet kan løbe, elevatoren (hvis du kan finde en) virker med statsgaranti ikke. Din taxi kan være en halvfuld tuk-tuk.

Efter vi er kommet hjem, lander næsten ingen internationale fly i Cuba, for de kan ikke få brændstof. Vi blev nødt til at mellemlande i Bahamas for at tanke op til turen hjem, for der intet at få i Havana.

INFOBOKS

  • Det er rimelig billigt at rejse til Cuba. Vi lavede en 17 dages tur med fly, overnatning B&B og taxatransport 1.100 km for cirka 25.000 kr. pr pers.
  • Creditcards bruges næsten ikke, kun i statsrestauranter. Tag US dollars med og ikke Euro, da de regner dollars for samme omregningsværdi som Euro.
  • Medbring US dollar-sedler i små værdier som 1,2 og 5 dollar. Drikkepenge/ tips er en stor del af budgettet. Taxichaufføren får gerne 10$ for en fler-timerstur.
  • Der er ingen supermarkeder. Kun enkelte kiosker sælge tørvarer. Brød handles af gadesælgere.
  • Benyt udelukkende WhatsApp som telefon og mail lokalt og internationalt
  • Bo på Casa Particular som er den lokale B&B. Der er altid pænt, rent og en venlig behandling
  • En middag for 2 pers koster i omegnen af 200 kr. med drikkevarer
  • Tag godt bestik af rovandet. Det kan ændre sig hurtigt. Vi gik fra 1-2 m/s til 12 m/s 

Klik hvis du vil dele!
Grindehvaler der leger i havoverfladen ud for den norske kyst

Den 8. juli 2026 rullede vi ud af Charlottenlund i vores spritnye VW ID.4. På krogen hang en trailer med fjorten kajakker, og forude ventede tre uger med eventyr, ladestop, gourmetmad og uendelig natur. Kursen var sat: Nord. Langt mod nord.

Kajakroer i vandet ved Bali i Indonesioen

Kajak- øhop i Indonesien

Hanne Nordfalk og Stefan Hammerich er taget på eventyr langt ud over de vante kajakfarvande. Denne gang har de pakket kufferter og pagajer og sat kursen mod Indonesien, hvor ø-hop, stærke strømme og usædvanlige kajakker sætter rammen for en rejse fuld af oplevelser – både på og uden for vandet.

Så er vi der… Det er tidlig formiddag torsdag d. 8. august 2024, jeg sidder i min kajak på hjørnet af Eriks Fjorden og Qooqqut, med et fantastisk kig op mod Qooqquo Sermia gletsjeren. En af de gletsjere, som kaster rigtig mange isskosser af sig i løbet af sommeren, i området sydvest for Narsarsuaq.

Kajak på Seychellerne

Når du bliver træt af koldt og sort vand – og har gået med aviser, vasket vinduer for naboen, slået græs på vejen og på anden vis fyldt sparegrisen op, så har jeg et forslag til dig: Tag på kajaktur på Seychellerne.