Hvor f.eks. svømmere og atletikfolk har rekorder noteret for snart sagt alle målbare discipliner, så har der ikke helt på samme måde været tradition for at notere egentlige rekorder i kano eller kajak. Der findes masser af rekorder og bedstetider, men tiderne vil ofte straks afføde spørgsmål om forholdene, da tiden blev sat. Det er selvfølgelig fordi, tider er temmelig usammenlignelige på vandet. Der er strøm, saltindhold i vandet, temperatur, vind, vanddybde og sikkert også andre ting, der spiller ind [SE ARTIKEL OM DETTE]. Derfor har vi traditionelt altid talt om hurtigste tider for ikke at forveksle dem med egentlige signifikante rekorder. Men netop her er det, at ergometerroning kan noget særligt.

Når forholdene er ens

I Danmark benytter vi kajakromaskiner fra Dansprint, og det er rekorderne på disse maskiner, som vi for nogle år siden begyndte at notere. Mest for at få lidt ekstra gulerod puttet ind i ergometerstævnerne. Vi har stadig til gode at få sammenkørt en stor mængde resultatlister fra de stævner, som Dansprint i mange år har afholdt i udlandet, hvis vi skal vide mere om verdensrekorder i ret meget mere end nogle få discipliner. Dog er vi ret sikre på lige præcis herre senior 200 meter.

35,97 – en uafklaret historie

Indtil DM i år var det nemlig Rasmus Knudsen fra Lyngby selv, der havde rekorden (35,97 sek.). En rekord han slog i 2025, men som han ikke var helt tilfreds med, fordi der muligvis fandtes en lidt tvivlsom tid, der var et par tiendedele hurtigere, sat af en østeuropæer. Rasmus gik derfor og pønsede på at prøve at ro en helt igennem overbevisende tid, så al tvivl kunne fejes af banen. Rasmus’ forberedelser blev dog ikke helt optimale grundet sygdom, men nogle dage inden DM valgte han alligevel at dele et opslag, hvor han opfordrede til at komme ud til Gladsaxe og se et forsøg på at slå rekorden.

36,48 – som opvarmning

Efter det indledende kvalifikationsløb, hvor han tilbagelagde de 200 meter på imponerende 36,48 sek., sludrede jeg lidt med Rasmus. Han prøvede at foregive, at han var usikker på, om det kunne lade sig gøre at indfri ønsket i finalen, men uden at kende Rasmus supergodt, fornemmede jeg en vildskab og en ild, der forsikrede mig om, at det nok skulle gå. Formen og kropsvægten var på plads, raceplanen var der styr på, og to kompetente hjælpere var grundigt instrueret i dels at kontrollere maskinens elastikker og dels i at stabilisere maskinen, holde den stille, og samtidig råbe hastighederne og meter. Rasmus skulle således udelukkende koncentrere sig om at holde sin hastighed over 21 km/t.

Stilheden før udladningen

De mange gange jeg har siddet foran tv’et for at opleve, når finalen på 100-meterløbet afvikles til OL, har jeg hver gang været fascineret af stilheden. Stilheden, når 55.000 mennesker for en kort stund holder op med at trække vejret og ikke laver den mindste lyd, når løberne er kravlet ind i startblokkene. Og ligeså fascineret har jeg været af den vanvittige eksplosion af euforisk lyd, når starten går. DM i Gladsaxe var ikke OL, men for de måske 350 hoveder, der var til stede, var den sitrende koncentration i rummet virkelig.

Alle snakkede om 200-meteren, og det var tydeligt, at mange var dukket op netop for at opleve dette spektakulære forsøg. Kl. 13.48 rettede al opmærksomhed sig mod bane 4, hvor Rasmus sad på maskinen og var forsvundet ind i sin egen boble af koncentration.

Efter to tyvstarter, der kun gjorde spændingen i rummet endnu mere intens, gik starten. Alle tre gange inden skuddene, var der ro. Måske mest af alt inden den tredje og godkendte start. Efter to tyvstarter begynder der at være diskvalifikationer på spil, og det øgede kun elektriciteten i rummet. Få sekunders total åndeløs stilhed og så bragede ALT afsted.

Under 22 – Under 21 – Under kontrol

Tilråbene var euforiske, og Rasmus eksploderede.

Først efter 70 meter kom han under 22 km/t og efter 111 meter under 21. Da der blot resterede 34 meter, gjorde det så ondt, at maskinen kom under 20 km/t. Da det i sekunderne efter løbet gik op for alle, at verdensrekorden var en realitet, blev hepperåbene til hektiske klapsalver. Fotograferne fik travl med at forevige billedet at Rasmus, der stillede sig op på sin maskine med begge arme i vejret til en kæmpe velfortjent hyldest.

35,41 – og verdensrekordholder

Tak, Rasmus. Tak for at piske stemningen op og gøre ergometerroning til noget særligt. Det var nogle magiske sekunder – 35,41 faktisk.