Derfor kan bænkpres gøre forskellen på succes og fiasko
STYRKETRÆNING
Magasinet har lokket idrætsforskeren Kent Klitgaard, der selv er kajakroer og træner, samt hans makker Mathias Kristiansen til at skrive denne artikel, der tager udgangspunkt i, hvad der er forsket i inden for sammenhængen mellem kajakroning og styrketræning. Skænk en kop kaffe. Tag dine videnskabsbriller på og fordyb dig. Det er spændende læsning, hvad enten du er træner eller aktiv.
Af Kent Klitgaard PhD, Post Doc & Mathias Kristiansen PhD, Associated Professor
ExerciseTech, Department of Health Science and Technology, Aalborg University
Baggrunden
Supplerende styrketræning kan have en positiv effekt på sportspræstationen og har derfor været genstand for meget forskning i de seneste år. Fordelene ved styrketræning for atleter er velkendte, med studier der viser, at det kan forbedre sports-specifik præstation, reducere risikoen for skader, forbedre bevægelseseffektiviteten og øge den generelle fitness1. Dog er de optimale metoder til styrketræning hos atleter stadig et område med igangværende forskning2.
Kajakroning er en fysisk krævende sport, der kræver en høj grad af overkropsstyrke og udholdenhed3. De aktive muskler i overkroppen under kajakroning inkluderer brystmusklerne, skuldrene, ryggen og armene. Disse muskler driver kajakken frem gennem vandet og opretholder kropsposition og teknik4. En række øvelser kan anvendes til at forbedre overkropsstyrken til sprintkajakroning. Blandt de mest anvendte øvelser er bænkpres, bænktræk, pull-ups, chin-ups, roning og skulderpres5.
Det er vigtigt at bemærke, at overkropsstyrke kun er ét aspekt af kajakpræstation og bør trænes i samspil med andre faktorer såsom kardiovaskulær fitness og padleteknik. Derudover er korrekt restitution og hvile også afgørende for optimal præstation og forebyggelse af skader6.
1 (Thiele, Prieske, Chaabene et al. 2020; Thiele, Prieske, Lesinski et al. 2020)
2 (Tan 1999)
3 (Michael, Jacob S., Smith, og Rooney 2009; van Someren, K. A., Phillips, og Palmer 2000; van Someren, Ken A. og Howatson 2008)
4 (Michael, Jacob S., Rooney, og Smith 2012; Michael, Jacob S., Smith, og Rooney 2009; Michael, J. S., Smith, og Rooney 2010)
5 (Bjerkefors et al. 2017; Romagnoli et al. 2022; García-Pallarés et al. 2009)
6 (Hogan et al. 2020; Fry and Morton 1991; Bishop 2000)
Den aktuelle litteratur om sprintkajak og muskelstyrke
SportsDiscus, Google Scholar og Pubmed-databaserne fra 1975 til januar 2023 blev søgt ved hjælp af nøgleordene kajak, kano, styrke og modstandstræning. Derudover blev der foretaget bibliografisk søgning ved manuelt at gennemgå referencelisten for de fundne artikler.
Inklusionskriterierne for alle artikler var:
1. Artiklen skulle have mindst én korrelation mellem en styrkevariabel og kajakpræstation.
2. Artiklen skulle have en velforankret studieplanlægning.
3. artiklerne skulle være tilgængelige på engelsk.
Der blev hentet 11 peer-reviewed artikler.
Litteraturresumé
Generelt er overkropsstyrke afgørende for præstationen i sprint-kajak og kan forbedres gennem specifik træning af styrkeøvelser.
Someren og Palmer (2003) undersøgte, om overkropsstyrke kunne forudsige præstationen i 200-meters sprint-kajak. Studiet fandt, at overkropsstyrken, målt med en dynamometer i en simuleret kajakbevægelse, kraftigt kunne forudsige præstationen i kajaksprint. Dette antyder, at overkropsstyrke er en nøglefaktor i kajakpræstation og at målrettet træning kan forbedre præstationen.
Liow og Hopkins (2003) udførte en randomiseret kontroltræningsintervention, hvor de undersøgte langsom vs. hurtig styrketræning i to træningsgrupper. Begge grupper trænede to gange om ugen i seks uger. Der blev udført en pre- og post-test i en 15 meter kajaksprint samt maksimal styrke i bænkpres og dumbbell-træk. De fandt, at bænkpres og dumbbell-træk udført med høj hastighed var mere specifikke for at opretholde kajakhastighed. Bænkpres udført med lav hastighed viste sig at være relateret til accelerationsfasen. Det skal bemærkes, at en blandet gruppe af slalom-, white water-, kajakpolo-, nedstrøms- og fladvandskajakroere af begge køn blev inkluderet i undersøgelsen. Dette antyder, at inkludering af styrketræningsøvelser med høj hastighed i træningen kan være effektivt til at forbedre kajakpræstationen for begge køn inden for de nævnte discipliner. Samtidig kan inkludering af langsomme bænkpresøvelser forbedre accelerationsfasen.
Akca og Muniroglu (2008) fandt, at kajakroere med større overkropsstyrke og større mængder af lean body mass havde bedre præstation på vandet hos mandlige eliteroere. Dette antyder, at overkropsstyrke og kropssammensætning er vigtige faktorer for kajakpræstation.
McKean og Burkett (2010) undersøgte forholdet mellem ledbevægelse, muskelstyrke og løbstid for sub-elitekajakroere. Studiet fandt, at kajakroere med større bevægelighed i skulder og albue under padling og større styrke i overkroppen havde bedre løbstider. Dette antyder at styrke i overkroppen og en vis grad af ledbevægelighed er vigtigt for optimal kajakpræstation.
Ualí et al. (2012) undersøgte forholdet mellem to træningsøvelser (bilateral bænktræk og en-armet kabeltræk) og kort 12-meter sprintpræstation. Forsøgspersonerne blev testet i maksimal viljestyret isometrisk kontraktion og maksimal styrke i begge øvelser. Studiet fandt, at maksimal styrke i bilateral bænktræk og enarmet kabeltræk var de bedste forudsigere for startfasens præstation hos kajakroere. Dette antyder, at disse øvelser kan være særligt effektive til at forbedre styrken i overkroppen og dermed præstationen for kajakroere.
Pickett et al. (2017) undersøgte forholdet mellem styrke i overkroppen og kajakpræstation. Studiet fandt, at maksimal bænkpres og VO2max begge var forbundet med præstationen hos elite 200-meter sprintkajakroere. Dette indikerer, at både styrke i overkroppen og kardiovaskulær fitness er vigtige for kajakpræstation.
Samlet set er styrke i overkroppen og ledbevægelighed vigtige faktorer for kajakpræstation.
Udover traditionel styrketræning udførte Lum, Barbosa og Balasekaran (2021) en randomiseret kontrolleret træningsintervention, som bestod af to grupper: en traditionel træningsgruppe og en isometrisk styrketræningsgruppe, der inkluderede isometrisk træning i deres træningsrutine. Begge grupper trænede to gange om ugen i seks uger. Der blev udført præ- og post-tests i isometrisk squat, bænkpres, bænktræk og en 200m test. De fandt, at isometrisk styrketræningseffektivt forbedrede 200 m tiden og isometriske styrkemål. Dette antyder, at kajakroere, der inkluderede isometrisk træning i bænkpres og bænktræk, kan forbedre styrke og præstation mere end traditionel styrketræning.
Gäbler et al. (2021) undersøgte virkningerne af styrketræning med moderat intensitet med lav volumen kontra lav intensitet med høj volumen på kajakpræstation. Det blev fundet, at begge træningsstrategier effektivt forbedrede kajakpræstationen hos unge atleter, hvilket betyder, at unge kajakroere kan have gavn af både moderat intensitet med lav volumen og lav intensitet med høj volumen i deres kajakudvikling.
Pickett et al. (2019) undersøgte forholdet mellem mid-thigh pull-præstation og 200-meters løbspræstation. Der blev kun fundet svage og moderate sammenhænge.
Dette antyder, at benstyrke måske ikke er særlig relevant i forhold til præstationen.
En undersøgelse af Romagnoli et al. (2022) undersøgte forholdet mellem kraftbelastning og hastighedsbelastning i bænkpres og liggende bænktræk. De fandt stærke sammenhænge mellem maksimal kraft i bænktræk og kajakpræstation. Omvendt korrelerede maksimal kraft udført i bænkpres ikke med hastighed og rofrekvens. Desuden korrelerede maksimal dynamisk styrke i de to øvelser ikke med maksimal hastighed og rofrekvens. Det skal bemærkes, at forsøgspersonerne i undersøgelsen havde et meget højt præstationsniveau. Dette antyder, at det kan være gavnligt for elitekajakroere at forbedre forholdet mellem kraftbelastning og hastighedsbelastning frem for maksimal styrke.
En undersøgelse af Kristiansen et al. (2022) bestod af en randomiseret kontrolleret træningsintervention i forhold til sprintkajakpræstation og styrketræning. Undersøgelsen havde to formål. Det ene var at undersøge forholdet mellem forskellige styrketestresultater og 200 meter sprintkajakpræstation. Det andet var at undersøge, om der var en årsagssammenhæng mellem den styrketest, der viste den mest betydningsfulde sammenhæng med kajaksprintpræstation, og en faktisk forbedring i kajaksprintpræstationen fra træning af den specifikke styrketræningsøvelse. For det første fandt de, at maksimal 1RM bænkpres har den højeste korrelation med kajakpræstation. For det andet blev det fundet, at en øgning af 1RM bænkpres gennem modstandstræning signifikant forbedrer kajaksprintpræstationen. Dette antyder, at overkropsstyrke er en nøglefaktor i kajakpræstation og at målrettet træning kan forbedre præstationen.
Diskussion og perspektiver
Samlet set viser litteraturgennemgangen, at en kombination af dynamisk modstandstræning, isometrisk styrketræning og hastighedsbaseret modstandstræning er effektiv til at forbedre kajaksprintpræstationen. Studierne viser, at en kajakroers overkropstyrke er stærkt korreleret med deres præstation i kajaksprint. Derudover synes der at være en generel tendens til, at maksimal dynamisk styrke korrelerer højest med sprintpræstationen, mere specifikt med acceleration og topfart.
Dog blev kun studierne af Kristiansen et al. (2022), Lum, Barbosa og Balasekaran (2021) og Liow og Hopkins (2003) udført som randomiserede kontrollerede træningsinterventionsstudier. Der er behov for flere studier af denne art for at afklare den specifikke effekt af øget overkropstyrke og kajakpræstation.
Det er velkendt inden for atletik, at en høj grad af maksimal styrke inden for mellemdistance-løb kan hjælpe løbere med at generere mere kraft og topfart, hvilket forbedrer deres præstation. Blagrove, Howatson og Hayes (2018) gennemgik emnet systematisk. De viste, at styrketræning forbedrer mellemdistancer, tidsløb og løbeøkonomi. Dog har de studier, der er inkluderet i gennemgangen, betydelige metodologiske forskelle og begrænsninger, hvilket fører til uoverensstemmelser mellem studierne. Derfor har området behov for studier af højere videnskabelig kvalitet for at etablere et konsistent forhold mellem styrketræning og mellemdistancepræstation. Alligevel konkluderer gennemgangen, at to-tre styrketræningssessioner om ugen kan være gavnligt for mellemdistanceløbere. Derudover kan en høj grad af maksimal styrke hjælpe med at forebygge skader ved at gøre muskler og led mere modstandsdygtige over for løbets belastninger.
Resultaterne kan ekstrapoleres til sprintkajak. Tidligere forskning har identificeret en række positive resultater forbundet med styrketræning, som er blevet påvist i flere studier ved hjælp af forskellige præstationsmål. Derudover er de anvendte styrkemålinger meget forskellige fra studie til studie. Derfor er de eksisterende studier begrænset af varierende metoder og begrænsninger, hvilket resulterer i modstridende resultater. Der er derfor behov for yderligere forskning af højere videnskabelig kvalitet for at etablere et konsistent forhold mellem styrketræning og præstation i sprintkajak.
I en undersøgelse foretaget af Andersen & Aagaard blev forholdet mellem den kontraktile kraftudviklingshastighed i forskellige tidsintervaller fra kontraktionens begyndelse i forhold til maksimal muskelstyrke undersøgt på m. vastus lateralis. De primære resultater viste, at eksplosiv muskelstyrke i stigende grad blev afhængig af maksimal styrke, efterhånden som tiden fra kontraktionens begyndelse øgedes. Hvis vi skal overføre det til kajak, ved vi ifølge McDonnel et al. (2013), at den relative vandfasetid for et pagajtag på 200-meter kajakperformance for elitekajakpadlere, i gennemsnit er 55%, beregnet ud fra flere studier i gennemgangen. Dette betyder, at det tager ca. 240 ms at trække pagajen gennem vandet. Dette indikere ifølge resultaterne fra Andersen og Aagaard, at maksimal styrke er af afgørende betydning for pagajtaget på grund af den lange kontraktionstid.
Styrke- og/eller udholdenhedstræning
Et andet emne, der fortjener diskussion i forhold til sprintkajak og styrke, er spørgsmålet om ”concurrent training”.
Den videnskabelige litteratur om samtidig styrke- og udholdenhedstræning tyder på, at det kan forbedre både styrke og udholdenhed. Dog indikerer forskning også, at udførelsen af både udholdenheds- og styrkekomponenter under samtidig træning kan være udfordrende i forhold til separat træning af enten styrke eller udholdenhed alene7. Derfor bør visse faktorer og begrænsninger tages i betragtning, når man implementerer samtidig træning:
1. Samtidig træning kan føre til en interferenseffekt mellem de to træningsformer. Dette betyder, at den samtidige træning af styrke og udholdenhed kan hæmme tilpasningerne ved den ene eller begge træningsformer. Studiet af Robineau et al. (2016) fandt, at de specifikke træningseffekter af samtidig aerob og styrketræning afhænger af restitutionstiden mellem øvelserne, hvor længere restitutionstider resulterer i bedre styrkepræstation. Dette er blevet vist af flere studier.
Studierne8 viser, at trænere bør undgå at foreskrive styrke- og udholdenhedstræning med mindre end 6 timers restitution imellem. Hvis trænere ønsker, at deres kajakroere skal have fuld restitution og tilpasning af neuromuskulær og oxidativ respons til en test eller en vigtig træning på vandet, kræves der en restitutionstid på 24 timer mellem øvelserne.
2. Samtidig træning kan være tidskrævende og kræve mere restitutionstid end træning kun for styrke eller udholdenhed. Dette kan være en begrænsning for personer med travle tidsplaner eller begrænset tid til træning. Derudover kan samtidig træning lægge et stort pres på kroppen, hvilket kan føre til øget træthed. Derfor bør restitutionen planlægges omhyggeligt9.
3. Samtidig træning kan måske ikke være lige så specifik for en persons mål som træning kun for styrke eller udholdenhed. For eksempel vil en kajakroer, der træner til et maratonløb, måske ikke opleve samme forbedringer i udholdenhed ved samtidig træning som ved et træningsprogram specifikt designet til udholdenhed10.
4. Samtidig træning kræver et omhyggeligt designet program, der tager hensyn til individets mål, nuværende fitnessniveau og potentiale for interferens. Det er derfor ikke egnet til alle personer og kræver en skræddersyet tilgang til hver enkelt11.
Samlet set kan samtidig træning være en effektiv måde at forbedre både styrke og udholdenhed på, men det er ikke uden begrænsninger. Det er vigtigt at designe et program, der tager hensyn til individets mål, nuværende fitnessniveau og potentiale for interferens. Personer, der er nye inden for styrke- eller udholdenhedstræning, har begrænset tid eller har høj risiko for skader, bør være forsigtige, når de overvejer samtidig træning.
7 (Wilson et al., 2012; Methenitis, 2018)
8 (Wilson et al. 2012; Doma et al. 2019; Methenitis 2018)
9 (Wilson et al. 2012)
11 (Wilson et al. 2012)
12 (Wilson et al. 2012)
Opsamling
De studier, der er inkluderet i den aktuelle gennemgang, fokuserer primært på anaerobe distancer fra 12m-200m som præstationsdistancer. Og kun tre studier har inkluderet 500 og 1000m i deres analyse. Sprintkajak er en relativt lille sport, hvilket betyder, at det olympiske program vil sætte standarden for, hvordan flere lande træner deres atleter.
Det blev for nylig annonceret, at det olympiske program vil ændre sig markant, hvilket vil påvirke træningen af de olympiske discipliner. Det nye program vil dreje sig om 500m for alle distancer, undtagen for mænds k1 1000m. Mændenes program vil ændres mest. Ved de olympiske lege i 2016 havde en ud af otte pladser (12,5%) præstationstider på mindre end to minutter. Ved de olympiske lege i 2024 vil seks ud af syv pladser (85,7%) have præstationstider på mindre end 2 minutter.
Derudover vil 200m blive fjernet fra kvindernes og mændenes programmer. Hvordan styrkeegenskaberne hos sprintkajakroere relaterer sig til disse distancer, skal endnu undersøges.
Bibliography
Akca, F. and S. Muniroglu. 2008. “Anthropometric-Somatotype and Strength Profiles and on-Water Performance in Turkish Elite Kayakers.” Int J Appl Sport Sci. 20 (1): 22-34.
Andersen LL, Aagaard P. Influence of maximal muscle strength and intrinsic muscle contractileproperties on contractile rate of force development. Eur J Appl Physiol. 2006;96(1):46–52.
Bishop, David. 2000. “Physiological Predictors of Flat-Water Kayak Performance in Women.” European Journal of Applied Physiology 82 (1): 91-97. doi:10.1007/s004210050656. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10879448.
Bjerkefors, Anna, Olga Tarassova, Johanna S. Rosén, Pascal Zakaria, and Anton Arndt. 2017. “Three- Dimensional Kinematic Analysis and Power Output of Elite Flat- Water Kayakers.” Sports Biomechanics: 1-14.
Blagrove, Richard C., Glyn Howatson, and Philip R. Hayes. 2018. “Effects of Strength Training on the Physiological Determinants of Middle- and Long-Distance Running Performance: A Systematic Review.” Sports Medicine (Auckland) 48 (5): 1117-1149. doi:10.1007/s40279-017-0835-7. https://link.springer.com/article/10.1007/s40279-017-0835-7.
Doma, Kenji, Glen B. Deakin, Mortiz Schumann, and David J. Bentley. 2019. “Training Considerations for Optimising Endurance Development: An Alternate Concurrent Training Perspective.” Sports Medicine (Auckland) 49 (5): 669-682. doi:10.1007/s40279-019-01072-2. https://link.springer.com/article/10.1007/s40279-019-01072-2.
Fry, R. W. and A. R. Morton. 1991. “Physiological and Kinanthropometric Attributes of Elite Flatwater Kayakists.” Medicine and Science in Sports and Exercise 23 (11): 1297-1301. doi:10.1249/00005768-199111000-00016. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/1766347.
Gäbler, Martijn, Hermine S. Berberyan, Olaf Prieske, Marije T. Elferink-Gemser, Tibor Hortobágyi, Torsten Warnke, and Urs Granacher. 2021. “Strength Training Intensity and Volume Affect Performance of Young Kayakers/Canoeists.” Frontiers in Physiology 12: 686744. doi:10.3389/fphys.2021.686744. https://www.narcis.nl/publication/RecordID/oai:pure.rug.nl:publications%2F9f867d90-2e4d-4cf3-b41d-3d7f08be2bd2.
García-Pallarés, Jesús, Luis Sánchez-Medina, Luis Carrasco, Arturo Díaz, and Mikel Izquierdo. 2009. “Endurance and Neuromuscular Changes in World-Class Level Kayakers during a Periodized Training Cycle.” European Journal of Applied Physiology 106 (4): 629-638. doi:10.1007/s00421-009-1061-2. https://link.springer.com/article/10.1007/s00421-009-1061-2.
Hogan, Cruz, Martyn J. Binnie, Matthew Doyle, Leanne Lester, and Peter Peeling. 2020. “Comparison of Training Monitoring and Prescription Methods in Sprint Kayaking.” International Journal of Sports Physiology and Performance 15 (5): 654-662. doi:10.1123/ijspp.2019-0190. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/31743095.
Kristiansen, Mathias, Ann-Marie Sydow, Krogh Pedersen, Ghita Sandvej, Patrick Jørgensen, Jarl Venneberg Jakobsen, Mark De Zee, Ernst Albin Hansen, and Kent K. Klitgaard. 2022. Enhanced Maximal Upper-Body Strength Increases Performance in Sprint Kayaking Journal of Strength and Conditioning Research.
Liow, David K. and William G. Hopkins. 2003. “Velocity Specificity of Weight Training for Kayak Sprint Performance.” Medicine and Science in Sports and Exercise 35 (7): 1232-1237. doi:10.1249/01.MSS.0000074450.97188.CF. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12840647.
Lum, Danny, Tiago M. Barbosa, and Govindasamy Balasekaran. 2021. “Sprint Kayaking Performance Enhancement by Isometric Strength Training Inclusion: A Randomized Controlled Trial.” Sports (Basel) 9 (2): 16. doi:10.3390/sports9020016. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/33494230.
McKean, M. and B. J. Burkett. 2010. “The Relationship between Joint Range of Motion, Muscular Strength, and Race Time for Sub-Elite Flat Water Kayakers.” . http://research.usc.edu.au/vital/access/manager/Repository/usc:5804.
Methenitis, Spyridon. 2018. “A Brief Review on Concurrent Training: From Laboratory to the Field.” Sports 6 (4): 127. doi:10.3390/sports6040127. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/30355976.
Michael, J. S., R. Smith, and K. Rooney. 2010. “Physiological Responses to Kayaking with a Swivel Seat.” International Journal of Sports Medicine 31 (8): 555-560. doi:10.1055/s-0030-1252053.
Michael, Jacob S., Kieron B. Rooney, and Richard M. Smith. 2012. “The Dynamics of Elite Paddling on a Kayak Simulator.” Journal of Sports Sciences 30 (7): 661-668.
Michael, Jacob S., Richard Smith, and Kieron B. Rooney. 2009. “Determinants of Kayak Paddling Performance.” Sports Biomechanics 8 (2): 167-179.
Pickett, Craig, Kazunori Nosaka, James Zois, and Anthony Blazevich. 2019. “Relationships between Midthigh Pull Force Development and 200-M Race Performance in Highly Trained Kayakers.” Journal of Strength and Conditioning Research Publish Ahead of Print. doi:10.1519/JSC.0000000000003235. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/31232830.
Pickett, Craig, Kazunori Nosaka, James Zois, Will Hopkins, Anthony J, and Blazevich. 2017. “Maximal Upper Body Strength and Oxygen Uptake are Associated with Performance in High-Level 200-M Sprint Kayakers.” Journal of Strength and Conditioning Research 32 (11): 3186-3192. doi:10.1519/JSC.0000000000002398. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29283928.
Robineau, Julien, Nicolas Babault, Julien Piscione, Mathieu Lacome, and André X. Bigard. 2016. “Specific Training Effects of Concurrent Aerobic and Strength Exercises Depend on Recovery Duration.” Journal of Strength and Conditioning Research 30 (3): 672-683. doi:10.1519/JSC.0000000000000798. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25546450.
Romagnoli, Cristian, Giorgio Gatta, Niloofar Lamouchideli, Antonino Bianco, Stefano Loddo, Anas R. Alashram, Vincenzo Bonaiuto, Giuseppe Annino, and Elvira Padua. 2022. “Specificity of Weightlifting Bench Exercises in Kayaking Sprint Performance: A Perspective for Neuromuscular Training.” Frontiers in Physiology 13: 898468. doi:10.3389/fphys.2022.898468. https://search.proquest.com/docview/2699959986.
Someren, Ken Van and Garry S. Palmer. 2003. “Prediction of 200-M Sprint Kayaking Performance.” Canadian Journal of Applied Physiology 28 (4): 505-517. doi:10.1139/h03-039. https://search.datacite.org/works/10.1139/h03-039.
Tan, Benedict. 1999. “Manipulating Resistance Training Program Variables to Optimize Maximum Strength in Men.” Journal of Strength and Conditioning Research 13 (3): 289-304. doi:10.1519/00124278-199908000-00019.
Thiele, Dirk, Olaf Prieske, Helmi Chaabene, and Urs Granacher. 2020. “Effects of Strength Training on Physical Fitness and Sport-Specific Performance in Recreational, Sub-Elite, and Elite Rowers: A Systematic Review with Meta-Analysis.” Journal of Sports Sciences 38 (10): 1186-1195. doi:10.1080/02640414.2020.1745502. https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/02640414.2020.1745502.
Thiele, Dirk, Olaf Prieske, Melanie Lesinski, and Urs Granacher. 2020. “Effects of Equal Volume Heavy-Resistance Strength Training Versus Strength Endurance Training on Physical Fitness and Sport-Specific Performance in Young Elite Female Rowers.” Frontiers in Physiology 11: 888. doi:10.3389/fphys.2020.00888. https://search.proquest.com/docview/2437842603.
Ualí, Ismael, Azael Herrero, Nuria Garatachea, Pedro Marín, Ildefonso Alvear-Ordenes, and David García-López. 2012. “Maximal Strength on Different Resistance Training Rowing Exercises Predicts Start Phase Performance in Elite Kayakers.” Journal of Strength and Conditioning Research 26 (4): 941-946. doi:10.1519/JSC.0b013e31822e58f8. http://ovidsp.ovid.com/ovidweb.cgi?T=JS&NEWS=n&CSC=Y&PAGE=fulltext&D=ovft&AN=00124278-201204000-00008.
van Someren, K. A., G. R. W. Phillips, and G. S. Palmer. 2000. “Comparison of Physiological Responses to Open Water Kayaking and Kayak Ergometry.” International Journal of Sports Medicine 21 (3): 200-204.
van Someren, Ken A. and Glyn Howatson. 2008. “Prediction of Flatwater Kayaking Performance.” International Journal of Sports Physiology and Performance 3 (2): 207-218. doi:10.1123/ijspp.3.2.207. https://search.datacite.org/works/10.1123/ijspp.3.2.207.
Wilson, Jacob, Pedro Marin, Matthew Rhea, Stephanie Wilson, Jeremy Loenneke, and Jody Anderson. 2012. “Concurrent Training: A Meta-Analysis Examining Interference of Aerobic and Resistance Exercises.” Journal of Strength and Conditioning Research 26 (8): 2293-2307. doi:10.1519/JSC.0b013e31823a3e2d. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22002517.
