Nyt familiehold: I Aarhus går forældrene til kajak med børnene
BØRN & UNGE
I Kajakklubben Viking i Aarhus har man sat sig et mål om at få endnu flere børn og unge på vandet. Derfor har man oprettet et såkaldt familiehold, som indtil videre er en stor succes.
Hvordan får vi endnu flere børn og unge til at interessere sig for kajaksporten?
Det spørgsmål har Kajakklubben Viking i flere år stillet sig selv, og efter utallige besøg på skoler og uddeling af flyers med varierende succes besluttede klubben sig for at tænke ud af boksen.
Det har fået klubben til at starte et helt nyt familiehold, hvor forældre og børn går til kajak sammen og er på vandet samtidig. Første træning fandt sted i august, og indtil videre har det været en stor succes.
– Der endte med at være 22 tilmeldte til den første åbne træning. Det vil sige 10 familier. Så der var mange, der synes, det var et fedt tilbud, siger Monica Tøsti Christensen, børne- og ungeansvarlig i Danmarks Idrætsforbund.
Noget man gør sammen
Kajakklubben Viking er en af spydspidsforeningerne i Danmarks Idrætsforbunds projekt “Fremtidens Idræt for Børn og unge” – også kaldet FIBU. Formålet er blandt andet at tiltrække endnu flere medlemmer til foreningerne.
I samarbejde med Aarhus Sejlklub og Aarhus Roklub skal Kajakklubben Viking arbejde for at få flere børn og unge aktive i vandsportsforeningerne, og det nye familiehold er et led i den strategi.
I den forbindelse har DIF ansat en række lokale børne- og ungeansvarlige, og i Aarhus er det altså Monica Tøsti Christensen.
– Idéen med familieholdet er, at man begynder som familie, og på et tidspunkt er man måske klar til, at de unge går for sig, og de voksne går for sig. Derfor ligger familietræningen også samtidig med ungdomsholdets træning, siger hun og fortsætter:
– Vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger. Familierne kan godt lide, at de kan gå til kajak sammen. De tager afsted sammen, tager hjem sammen og har noget fælles at tale om.
På vandet er alle ens
Det nye initiativ har indtil videre givet Kajakklubben Viking 10-12 nye medlemmer. Derudover står der flere potentielle medlemmer klar, og klubben planlægger derfor at udvide tilbuddet med en ekstra ugentlig træning.
– Det er primært begyndere, som ikke har erfaring med kajak. Alle har de samme forudsætninger, når de kommer, og vi lægger meget vægt på, at på vandet er alle ens, siger Monica Tøsti Christensen.
Tilbuddet er blandt andet blevet delt med forældrene via skolernes intranet Aula, på kommunens platforme og på diverse arbejdspladser. På sigt er det planen at kombinere træningen med fællesspisning i klubben.
– Som forælder kan det godt være stressende, at de unge går til så mange forskellige ting, og de skal hentes, og man skal hjem og lave aftensmad og så videre. Ved at tilbyde fællesspisning kan familierne slå to fluer med et smæk – få trænet sammen og få spist noget aftensmad, siger Monica Tøsti Christensen.
Ikke så svært, som man tror
Selvom det indtil videre er gået godt med det nye familiehold, lægger Monica Tøsti Christensen ikke skjul på, at det har krævet en ekstra indsats fra klubbens frivillige.
For det er to forskellige målgrupper, der skal varetages samtidig, og derfor har klubben i begyndelsen fået ekstra hjælp fra frivillige trænere.
– Vi regner med, at vi på sigt har to trænere til de unge og to trænere til forældrene. I begyndelsen har vi haft to ekstra hjælpere, som har instrueret og fået det hele til at køre. Så det har krævet nogle ekstra ressourcer, siger hun.
Hun vil råde andre klubber, som gerne vil have flere børne- og ungemedlemmer, til at springe ud i det. For det behøver ikke at være så omstændigt, som man tror, lyder det fra hende:
– Lav en arbejdsgruppe og en forventningsafstemning om, hvad man ønsker at få ud af projektet. Find ud af, hvor mange frivillige der har lyst til at involvere sig. Gør det så nemt som muligt. Man behøver ikke at lave differentieret træning. Bare det, at deltagerne får lov til at prøve en kajak, er faktisk en succes.
Hvorfor børn og unge?
- Det giver en god dynamik i klubben, at der både er unge og ældre medlemmer
- Man kan lære meget om ansvarlighed og formidling på tværs af aldre
- De ældre har masser af erfaring at trække på, og de unge har nye og friske idéer
- Foreningen vokser, og man tør at springe ud i nye tiltag – for eksempel opstarten af et familiehold
- Det er den næste generation, der skal føre foreningen videre
- Læs mere om børn og unge i foreningsarbejdet ved at klikke her