Fra mandag til torsdag klokken 15.30 ruller den samme faste rutine for 24-årige Frederik i Vallensbæk Kano og Kajak Club (VKKC).  ”Træningen starter altid med, at vi lander i klubben, skifter til træningstøj og samles til en fælles indflyvning,” fortæller Frederik. ”Her gennemgår vi “smadreskalaen”. Det er vores mulighed for at fortælle helt ærligt, hvordan vores dag er gået, og hvor smadrede vi egentlig er efter en lang dag. På den måde kan træneren tilpasse dagens program, så der bliver taget hensyn til alt det andet, der også sker i vores liv. For i klubben har vi et fantastisk fællesskab – det er en gruppe, hvor vi både træner og hygger os sammen”.  

Frederik læser til pædagog til daglig, elsker naturen og er bidt af en gal kajak. Og så er han født med rygmarvsbrok.

For Frederik har vejen til startstregen dog været markant mere ujævn end for de fleste andre. Det startede med rolige ture på vandet med sin far, indtil lysten til medaljer meldte sig ind. Han begyndte at træne regelmæssigt i 2015 og siden da har han været igennem utallige stævner og otte store rygoperationer som følge af sin sygdom. Hver gang har lægerne tabt kæben over, hvor hurtigt han kom på højkant igen, og hvor stærk han var. Svaret var, at kajakken har været hans absolut bedste genoptræning.

Syv års kamp for en klassificering

Selvom Frederik i dag ror stærkt og træner målrettet mod både EM og VM i maraton, har systemet bag parasporten testet hans tålmodighed. Det kræver nemlig meget dokumentation at blive godkendt som paraatlet internationalt – en proces, der involverer fysioterapeuter, specialudstyr, fotodokumentation til det internationale forbund (ICF) og specifikke stævner.

Frederik arbejdede i syv år – fra 2016 til 2023 – for at få sin officielle klassificering.

”Det er et langt forløb, og den lange proces betyder desværre, at klubberne risikerer at miste nogle gode talenter undervejs,” fortæller Frederiks træner, Christian Grau, der gennem sin karriere har trænet omkring otte paraatleter.

Men for Frederik havde ventetiden den modsatte effekt. Hans kampgejst voksede i takt med udfordringerne. Motivationen findes i at blive stærkere, hurtigere og i år også i at prøve kræfter med den helt nye disciplin 200 meter sprint.

”Du kan bare ikke være sur, når du er på vandet. Det er OK at have en dårlig dag, man skal bare sige det, og så bliver der åbnet for alle kanaler, og folk vil gerne støtte én.” siger Christian Grau, træner i VKKC.

Vandet som den store equalizer

Selvom Frederik ror i parakategorien, foregår hverdagen på fuldstændig lige fod med resten af holdet. I kajaksporten skal paraatleter nemlig træne præcis lige så meget som alle andre. Der findes ingen lette løb. Han ror i en almindelig kajak, men bruger et specialfremstillet sæde til ryggen samt et seniorstativ på broen.

Og netop her rammer historien om Frederik ned i noget, som alle danske kano- og kajakklubber kan lære af. For hvis man spørger træner Christian Grau, er den største barriere for inklusion i virkeligheden vores egen berøringsangst.

”Klubben skal være åben og have en kultur, hvor man hjælper hinanden, men vi skal samtidig lære roerne, at de godt kan selv,” siger Christian Grau og tilføjer, at atleterne faktisk finder det befriende, at der forventes noget af dem.

For Frederik er det fællesskabet og den gensidige opbakning, der trækker ham herned – selv på de dage, hvor det danske vejr eller den hårde træning viser tænder.

”Hvis man har en dårlig dag, bliver man samlet op i klubben. Både på land og på vand. Og så bliver en dårlig dag pludselig til en god dag,” forklarer Frederik.

Når han sidder i kajakken, er der ingen forskel. Vandet bærer alle ens, og ambitionerne bestemmer man helt selv. Spørgsmålet er bare, om vi som klubber tør række hånden ud og invitere flere med ind i fællesskabet?

Sådan dropper klubben berøringsangsten

Mange klubber holder sig tilbage fra at byde roere med handicap ind, fordi de tror, det kræver store ombygninger eller specialuddannede trænere. Men i Vallensbæk handler det primært om kultur og små, enkle handlinger i hverdagen.

• Spørg helt enkelt: Du behøver ikke være ekspert. Det er nok bare at spørge: ”Kan jeg hjælpe med noget lige nu?”
• En lille gestus gør en kæmpe forskel: Det handler ofte bare om at tage fat i kajakken, bære den ned til broen eller holde den stabil ved stativet, mens roeren sætter sig til rette. Alle kan gøre det.
• Du binder dig ikke for livet: At give en klubkammerat en hånd med at komme i vandet i dag betyder ikke, at du har overtaget ansvaret for evigt. Det er bare almindeligt, godt kammeratskab.
• Forvent, at de kan selv: Det er befriende for roere med særlige behov, at der stilles krav. Hjælp med det praktiske omkring logistikken, men lad dem selv eje træningen og glæden på vandet.