Til Kano-Kajak.dk ↩

Bølgesprøjt og balancetræning: I surfkajakken lærer man sig selv at kende


SURFKAJAK


Camilla Baastrup Sørensen i bølgerne ved Vesterhavet. Foto: Camilla Baastrup Sørensen
[TEKST: Mette marie birch breuning  FOTO: camilla baastrup sørensen]
28. januar 2024

Er du til bølgesprøjt og surf? Det er Camilla Baastrup Sørensen, som fandt kærligheden til surfkajakken på en råkold decemberdag. For i bølgernes brusen lærer hun sig selv bedre at kende, og så kan teknikken overføres til havkajakken.

Selv den standhaftigste vinterbader ville formentlig få kolde fødder ved synet af et brusende, gråt og pivhamrende koldt Vesterhav på en vinterdag i januar.

Men ikke Camilla Baastrup Sørensen og hendes surfkajak-venner. Næ, faktisk udgør det de helt perfekte forhold til en sjov søndag eftermiddag. De sætter sig ganske frivilligt i kajakkerne i det kolde vintervejr, hopper på vandet og surfer på bølgerne, træner teknik og tester grænser.

– Det er en sportsgren, som giver udfordringer, og hvor man lærer sig selv at kende, fordi ens comfort zone bliver udvidet. Når jeg sidder i surfkajakken, kan jeg mærke, at der er en harmoni mellem mig og vandet, og det er en helt fænomenal følelse, siger Camilla Baastrup Sørensen.


Der bliver kantet godt i surfkajakken, når den lille kajak skal drejes og svinges i bølgerne. Foto: Camilla Baastrup Sørensen

Der bliver kantet godt i surfkajakken, når den lille kajak skal drejes og svinges i bølgerne. Foto: Camilla Baastrup Sørensen


Træningerne foregår som regel ved området “Cold Hawaii” ved den jyske vestkyst. Her er bølgerne ofte optimale, men som Camilla Baastrup Sørensen formulerer det, behøver det ikke at være “vildt og voldsomt”.


Flad som en palle

Lad os allerførst få styr på det basale, for hvad er en surfkajak egentlig, og hvad går disciplinen ud på?

Surfkajakken er en meget lille kajaktype, som egentlig er et slags surfbræt med en kajakoverdel. Kajakken er helt fladbundet, og man sidder relativt stramt i den. Den har skarpe kanter og finner under bunden, som giver retningsstabilitet og mulighed for at lave sving og manøvrer på bølgerne. 

Der findes forskellige former for surfkajakker. En lukket, som er egnet til rul, og en “sit on top” som er mere begyndervenlig. Samtidig findes den i to forskellige længder.

"Når du står på stranden og kigger på bølgerne, tænker du: Hvad filan har jeg gang i? Men når du så har surfet, har du hænderne over hovedet og tænker: Hold kæft, jeg gjorde det", Camilla Baastrup Sørensen, surfkajak-udøver

Surfkajak er en disciplin inden for kajaksport, hvor man rider på bølgerne. Det foregår der, hvor bølgerne brækker – præcis som i klassisk surfing.

– Du får trænet din balance rigtig meget i en surfkajak, fordi bunden er så flad. Det er ligesom at sidde på en palle ude på vandet, så der er ikke meget hjælp at hente i den forstand, siger Camilla Baastrup Sørensen.

De perfekte forhold ved Vesterhavet opstår, når vinden har sat gang i havet et sted mellem Grønland og England eller langt oppe i Norge. Så kan man surfe på dønningerne, når de rammer Danmarks kyst. Foto: Camilla Baastrup Sørensen

De perfekte forhold ved Vesterhavet opstår, når vinden har sat gang i havet et sted mellem Grønland og England eller langt oppe i Norge. Så kan man surfe på dønningerne, når de rammer Danmarks kyst. Foto: Camilla Baastrup Sørensen


Fra surfkajak til havkajak

Selvom surfkajak er en nichesport, er der ifølge Camilla Baastrup Sørensen en masse at hente for roere, som normalt sværger til havkajakken. Meget af teknikken er nemlig den samme. 

– Alt det, jeg lærer i surfkajak, kan jeg overføre til havkajak. I surfkajakken skal teknikken være skarpere, men det handler blandt andet om kantstyring og brug af bagror til at styre og dreje kajakken, siger hun og understreger, at læringskurven i surfkajak er stejl. 

– Det er det, der er så fantastisk med surfkajakken. Det tager ikke særlig lang tid, før man får oplevelsen af at fange bølgen og surfe afsted.


Balancen bliver udfordret i surfkajakken. Bunden er nemlig helt flad og kanterne skarpe, så man kan lave sving og manøvrer. Foto: Camilla Baastrup Sørensen

Balancen bliver udfordret i surfkajakken. Bunden er nemlig helt flad og kanterne skarpe, så man kan lave sving og manøvrer. Foto: Camilla Baastrup Sørensen


De perfekte forhold for surfkajak herhjemme opstår, når vinden sætter godt gang i havet langt oppe i Norge eller et sted mellem England og Grønland. Det er nemlig dønningerne fra blæsevejret længere mod nord, det er allerbedst at surfe på. 

– På den måde undgår vi vinden, men står tilbage med bølgerne. Vi kan også godt lide de vilkår, man ønsker i havkajak. Vi vil bare også gerne have, at bølgerne brækker. Så der er lidt ekstra energi i vandet, men det behøver ikke at være stort og voldsomt, understreger Camilla Baastrup Sørensen.


Hvad filan har jeg gang i?

I Danmark afholdes der minimum tre surfkajak-cups årligt, DM/Scandinavian Open og Surfsymposium. Landsholdet – som Camilla Baastrup Sørensen også er en del af – deltager desuden ved EM og VM. Det næste EM finder sted den 5.-9. september i Irland.

Og får man lyst til at prøve kræfter med surfkajakken, er opfordringen fra Camilla Baastrup Sørensen klar: Kom til det årlige Surfsymposium, som arrangeres i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund.


Ja, det er umuligt at undgå at blive våd, når man leger i bølgerne. Foto: Camilla Baastrup Sørensen

Ja, det er umuligt at undgå at blive våd, når man leger i bølgerne. Foto: Camilla Baastrup Sørensen


– Symposiet er både for havkajak og surfkajak, og hvis man er nybegynder indenfor surfkajak, er man meget velkommen til at komme og prøve det af. Det er bare et krav, at man ikke er bange for vand, siger hun. 

Hun pointerer, at man også kan kontakte de kommercielle udbydere, der også tilbyder surfkajak. Og spørger man Camilla Baastrup Sørensen, er der masser af gode grunde til at kaste sig over bølgerne. Ikke mindst følelsen af mestring og udfordring. 

– Når du står på stranden og kigger på bølgerne, tænker du: Hvad filan har jeg gang i? Men når du så har surfet, har du hænderne over hovedet og tænker: Hold kæft, jeg gjorde det. Og så er det enormt lærerigt at opleve, at det ikke er farligt, men faktisk ganske trygt at falde i vandet, siger hun.


Surfkajakken er en lille kajak, som egentlig er et slags surfbræt med kajakoverdel. Nogle surfkajakker sidder man i, andre er "sit on top". Foto: Camilla Baastrup Sørensen

Surfkajakken er en lille kajak, som egentlig er et slags surfbræt med kajakoverdel. Nogle surfkajakker sidder man i, andre er “sit on top”. Foto: Camilla Baastrup Sørensen

Mere surfkajak?


I surfkajak konkurreres der i to bådtyper:

High Performance: Den korte bådtype på maks. 2,75 meter, flad bund og bred bagende, skabt til hurtige vendinger og avancerede tricks

International Class: Den lange bådtype på minimum 3 meter med traditionelt, afrundet skrog til et flydende og elegant surf

I surfkajak-konkurrencer bliver man vurderet ud fra tre parametre: 

Takeoff: Aggressiv teknik til at komme op på bølgen, valg af bølge, flow 

Buttomturn: Ved bunden af bølgen drejes der for at komme op på bølgen igen, skarphed, aggressivitet, flow 

Topturn: Ved toppen af bølgen drejes der for at komme ned ad bølgen igen, skarphed, aggressivitet, flow, “aerial” (flyvende sving)

Læs mere om surfkajakken her

Meld dig ind i DKF’s surfkajak-gruppe på Facebook

Mere læsestof? Læs om en de store ildsjæle i det danske surfkajak-miljø:

Bølgepusheren fra Thy

Klik hvis du vil dele!