– Venter et par hundrede meter ude på den rigtige bølge. Det er mig, der skal vælge bølgen, ikke bølgen, der skal vælge mig. Brændingen er skræmmende stor og bred, bogstaveligt talt en mur, når bølger er foran, og lyden af Victoria Falls bagved.

– Så nu er den der. Et spark i røven er følelsen, det går stærkt. Den når ikke helt ind, så jeg står af den lige inden den knækker og følger den på bagsiden i stedet for. Skien går sidelæns, og jeg tager de sidste 50 meter med siden ind i det frådende vand med lukkede øjne. Så er jeg inde på stranden, pulsen og vejrtrækningen er helt oppe at ringe, og jeg prøver at få vejret igen.

High fives. Vi har lige ramt stranden i Fish Hoek. Pulsen skal lige lidt ned, og vi kigger ud over vandet, inden Zach og jeg bærer hver vores surfski op gennem klitten til klubhuset.

Oppe foran klubhuset spændes vores ski fast i stativerne, og vi skyller sand og salt af dem. Samtidig går snakken med de andre, som også er kommet ind fra samme timeslot med Millers Taxi. Min surfski sættes på plads, mens Zach spænder sin ski fast på traileren til endnu en Millers downwind, hans fjerde eller femte den dag.

Ude foran mødes jeg med andre fra min gruppe, og et par stykker af os bestiller en meget sen breakfast combo i klubhusets café. Bacon, spejlæg, ost, burgerbolle, stor cappuccino og Cola Zero. Vi rykker ind i skyggen. UV-indekset er tårnhøjt +11, og snakken går om runs, surfski, tider, bølger og forholdene på den sidste downwind.

Admore kommer ud fra klubben. Han er en af de mennesker, man hurtigt lærer at kende dernede, fordi han altid synes at være der – med et spørgsmål, en hjælpende hånd eller en joke. Han spørger, hvordan downwinden gik, mens vi stadig sidder og reflekterer over turen.

Samtidig ser vi, at næste tur med Millers Taxi er ved at være fyldt op. To store trailere. En gruppe italienere, som ikke taler meget engelsk, et par kendte ansigter, som griner højt. Flere af dem får vi lige talt kort med. Efter den hektiske formiddag tager nogle tilbage til lejligheden ganske tæt på, mens andre gør klar til endnu en downwind om ti minutter.

Fish Hoek Beach

Myten og virkeligheden

Længe før jeg stod på stranden ved Fish Hoek, kendte jeg allerede Millers Run. Eller rettere: Jeg kendte YouTube-versionen af den.

Jeg havde set samtlige videoer med Zach & Jerry, Oscar og Mocke-brødrene. Millers Run lignede det perfekte sted for min eventyrlyst med surfski: blå vandmasser, Roman Rock Lighthouse, big waves og mennesker, der tilsyneladende lever permanent i boardshorts og PFD. At se mennesker padle i bølge efter bølge i surfski var dragende og fik mig på hjemmefronten til at skifte til ren surfski.

Så længe før jeg stod der selv, var Millers Run mit Neverland på YouTube. Når man så er der, bliver det hele faktisk bedre, fordi det viste sig at være jordnært. Det er mennesker, som gør klar til en downwind, klubkammerater, der taler om vindretninger, swells, vejret i dag og i morgen, og hvornår man ses igen.

High fives, grin og råb er ikke bare noget, der findes i videoerne. Det er i høj grad virkeligheden. Når man har været der nogle dage, opdager man, at det hele ser ud til at virke omkring én central ting: gentagelse. Millers Taxi. Millers Run. Klubben. Og så forfra igen en time senere eller dagen efter.

Millers Taxi

Første morgen i klubben

Mandag morgen mødes vi nede ved klubben og holder den første introduktion på græsset. På vejen derned tænkte jeg på, om man ville se på os som outsiders, kunder eller bare som nogen, der gerne vil ud og padle surfski. Stedet har så stor status for mig, at jeg forventede lidt distance.

Der var livlig aktivitet rundt om klubben. Trailere pakkes, surfski skylles, fodspark indstilles, folk spiser, nogle taler og griner sammen. Vi sætter os foran klubindgangen, halvt i skygge, med vores udstyr liggende ude på græsset. Mens vi sidder der, stopper folk op og siger: “Hello, how are you?” og “Where are you from?”

Vi ser også nogle kendte ansigter. Zach er netop kommet ind fra en downwind. Dawid Mocke er på vej til bilen. Hurtigt bliver jeg præsenteret for Admore, som giver os nødvendige praktiske oplysninger og siger, at vi bare skal komme til ham, hvis vi har brug for hjælp. Da jeg går over for at se, hvor min ski er opbevaret, stopper Dawid og hilser på. Zach får lagt sin ski på plads, kommer over og sætter sig hos os. Ude ved parkeringen møder jeg Oscar og får lige et par ord med ham, mens han roder med en ski på bilen.

Så er vi i gang. Der gik ikke lang tid, før følelsen af at være outsider forsvandt. Inden vi overhovedet havde været på vandet, havde vi allerede fået en fornemmelse af et miljø, hvor folk hele tiden bevæger sig ind og ud af klubben, stranden og parkeringspladsen – og hvor man hurtigt bliver en del af rytmen.

Urværket bag myten

Millers Run og Fish Hoek ser spektakulært ud udefra. Bølgerne, farten og de store navne fylder naturligt meget. Men noget af det mest interessante er, hvor praktisk og hverdagsagtigt miljøet også er.

Der er en hel infrastruktur bag hver downwind, som sjældent ender på SoMe. WhatsApp-beskeder om vind og bølger. Bestilling og betaling af transport. Ski, der spændes på trailere. Snakken i bussen mod Millers Point om forholdene. Er det for stort i dag? Bliver vinden bedre senere? Skal man tage afsted nu eller vente?

Brugen af SafeTRX. Beslutninger om chicken run eller rigtig Millers Run. Logistikken omkring at komme til Millers Point og nogle dage være tilbage ved klubben to timer senere for at gøre det hele igen.

Det virker banalt, men uden de rutiner ville de mange daglige downwinds ganske enkelt ikke kunne eksistere i samme omfang. Efter nogle dage begyndte jeg derfor at stille et andet spørgsmål. Ikke hvorfor Fish Hoek fungerer på vandet – men hvordan det fungerer på land.

Det er tydeligt, at der findes en struktur. Winnie driver Millers Taxi som reel forretning. Internationale roere dukker op til camps og guidede ture. Samkørsel opstår. Klubben har personale. Admore er konstant til stede. Nogen vedligeholder faciliteterne. Nogen får gæster ind i miljøet.

Men som besøgende er det svært helt at gennemskue, hvordan det hele hænger sammen. Hvad er klub? Hvad er privat forretning? Hvad er frivillighed? Hvad er gamle relationer og lokale vaner? Set udefra virker Fish Hoek mindre som én klub og mere som et lille økosystem, hvor sport, forretning, frivillighed og hverdagsliv flyder sammen.

Ingen helte

Jeg husker især en tur i bussen til Millers Point, hvor Oscar tilbyder alle i bussen at padle downwinden sammen med ham, så han kan vise os noget teknik til at blive hurtigere og mere sikre på vandet. Ikke som en officiel clinic eller et stort setup, bare som en naturlig del af en downwind, hvor vi mødes tilfældigt i bussen.

Midt på Millers Run hopper han selv i bølgerne for at vise, hvordan en remount skal udføres under sådanne forhold. Når en af sportens største profiler ligger i vandet og demonstrerer remount, siger det også noget om miljøet dernede. De dygtigste holder ikke nødvendigvis afstand. Læring foregår nogle gange midt i det hele, på vandet og i de faktiske forhold.

På et tidspunkt sagde Oscar i bussen: “I have already forgotten things about surfski that you still haven’t learned.” Samværet i bussen, grinene og lidt fælles sang siger også noget om miljøet dernede.

Jeg har mødt nogle af de mennesker, som er store navne i sporten, og oplevet, hvor overraskende jordnært de opfører sig, når jeg møder dem i klubben eller på vandet. Nogle går efter de største bølger og de hårdeste forhold. Andre padler for fitness. Nogle træner målrettet mod konkurrencer, mens andre gør det for oplevelsen eller det sociale i at tage en downwind sammen.

Det, der hjemmefra kan ligne ekstrem sport og vovehalse, virker ofte mere som hverdagspraksis udført af mennesker med meget erfaring. Niveauet er bare tårnhøjt, og de mange gentagelser giver både færdigheder og ro i forholdene.

Samtidig oplever jeg heller ikke et miljø, der er ligeglad med sikkerhed. Tværtimod. Leash virker som en selvfølge. Det samme gør PFD, mobiltelefon og tracking via SafeTRX. Folk giver besked om, hvor de går på vandet, og hvornår de forventer at være tilbage. Der virker til at være en klar forventning om, at man tager ansvar for sig selv og ikke bevidst skaber problemer for andre.

Måske er forskellen mest kulturel. I Danmark formaliserer vi ofte sikkerhed tydeligt gennem regler, kurser og procedurer. I Fish Hoek virker meget af den samme sikkerhed til at være blevet hverdag og vane. Ikke fordi sikkerhed er fraværende, men fordi meget ansvar ser ud til at ligge hos den enkelte og i den fælles erfaring omkring vandet.

FORTSÆTTES