Til Kano-Kajak.dk ↩

Lyst til at prøve noget nyt? Lån en pakke med surfski til klubbens børn og unge


LÅNEPAKKER 


Børn på vandet i surfski. Foto: Astrid Hjorth
[TEKST: mette marie birch breuning  FOTO: Astrid hjorth og stine rasmussen]
12. august 2025

Vidste du, at DKF har forskellige pakker med kajakker, som man kan låne helt gratis? I Vejle Kajakklub og Ans IF Søsport har de blandt andet lånt en pakke med surfski til børn og unge. Det gav mulighed for at prøve en ny og anderledes kajak-disciplin.

Du har måske set billeder af den og hørt den omtalt. Nemlig den relativt nye kajaktype ‘surfski’. Den har taget kajakverdenen med storm, og er en populær kajaktype – både for dem, der jagter bølger og fart, og for nybegyndere.

Surfski egner sig også godt til børn og unge, og som medlem af DKF har klubberne mulighed for at låne en pakke med surfski til børn og unge. Den mulighed lod Stine Rasmussen fra Vejle Kajakklub ikke gå forbi sig, da hun læste om tilbuddet i et nyhedsbrev.

– Vi havde kajakkerne hos os i en uge, og i løbet af den uge lavede vi en af vores almindelige ungdomstræninger om til surfskitræning. Den følgende weekend holdt vi desuden et arrangement med introduktion til de voksne medlemmer og de børn, som gerne ville prøve det igen, fortæller hun.


Surfski egner sig både til store bølger og til fladt rovand. Det er en kajak for dem, der søger fart og spænding og for nybegynderen. Foto: Astrid Hjorth

Surfski egner sig både til store bølger og til fladt rovand. Det er en kajak for dem, der søger fart og spænding og for nybegynderen. Foto: Astrid Hjorth


For at give endnu flere mulighed for at prøve surfskiene – og mødes på tværs af klubberne – inviterede Vejle Kajakklub ungdomshold fra Horsens Kajakklub, Ribe Roklub og Kano- og Kajakklubben Vejle Å til at deltage.

Tilbagemeldingerne fra både børn og voksne var gode, og spørger man Stine Rasmussen, er det kun lærerigt at prøve andre og nye discipliner.

– Det var et rigtig sjovt supplement til den almindelige kajakundervisning, fordi man kunne lege lidt mere i surfskiene, end man kan i de “almindelige” tur- og kapkajakker, siger hun.


Få det optimale ud af det

Surfski er blandt andet gode til nybegyndere, leg og læring, fordi det er en “sit on top”-kajak. Man sidder altså ovenpå båden, hvilket gør det nemmere at komme op igen, hvis man falder i vandet.


Inden surfskiene kom på vandet, var der instruktion og information i Vejle Kajakklub. Foto: Stine Rasmussen

Inden surfskiene kom på vandet, var der instruktion og information i Vejle Kajakklub. Foto: Stine Rasmussen


Samtidig er de også mere robuste end visse andre kajaktyper. For Vejle Kajakklub var lånepakken en oplagt mulighed for at lave et klubarrangement med fællesskabet i fokus – hvor deltagerne som bonus fik mulighed for at prøve en ny type kajak.

– Vi fik både instruktion af en DKF-instruktør, vi var på vandet i både surfski og egne kajakker, og vi lavede forskellige øvelser og sluttede af med fællesspisning. Det var fedt at bruge lånepakken til både åbent hus, ungdomshold og for klubbens medlemmer. Så fik vi virkelig det optimale ud af det, fortæller Stine Rasmussen.

"Man kan hurtigt komme til at ro i den type kajak, som man plejer. Så lånepakkerne er et fedt koncept, hvor man kan prøve noget nyt" - Kim Lynggaard, næstformand i Ans IF Søsport

Foruden at være en lang “sit-on-top”-kajak har surfskien en stor snude og et langt pedalstyret ror. Den har også en “bailer”, som tømmer båden for vand, hvis det bliver nødvendigt. Den er ideel, hvis man ønsker at ro i bølger på havet, men den fungerer også godt på fladt og stille vand.


Investering i nye kajaktyper?

Også i Ans IF Søsport har de haft lånepakken med junior-surfski på besøg. Det fortæller Kim Lynggaard, som er næstformand i klubben.

– Vi tænkte, at det kunne være spændende at se, hvad surfski var for noget, for vi har ikke selv surfski i klubben. De er jo dyre, og det er ikke noget, man bare lige køber. Så det er perfekt, at man har mulighed for at låne dem, siger han.

Ligesom hos andre kajaktyper findes surfski også i toer-udgave. Foto: Astrid Hjorth

Ligesom hos andre kajaktyper findes surfski også i toer-udgave. Foto: Astrid Hjorth

Også hos dem fik både børn og voksne mulighed for at prøve surfskiene. Klubben havde dem i 14 dage, og de var blandt andet i brug på klubaftenerne. Ifølge Kim Lynggaard var tilbagemeldingerne positive, og selv kalder han det en sjov og anderledes oplevelse end den klassiske turkajak.

– Man kan hurtigt komme til at ro i den type kajak, som man plejer. Så lånepakkerne er et fedt koncept, hvor man kan prøve noget nyt. Det giver også mulighed for at overveje, om man har lyst til at investere i nye kajaktyper, siger Kim Lynggaard.


Tjek lånepakkerne ud

Det er ikke kun junior-surfski, man kan låne hos DKF. Faktisk råder forbundet over en lang række lånepakker med kajaktyper i mange forskellige størrelser.

Har I for eksempel lyst til at prøve kajakpolo? Så kan I låne vores polopakke. Eller vil I gerne vise de unge i klubben, hvordan en havkajak adskiller sig fra turkajak og kapkajak? Så hiv fat i forbundet og lån vores B&U-havkajakker. Vi har også børnekajakker med små kajakker til de mindste i klubben.

Se mere om DKF’s lånepakker og kontaktinformationer på de relevante medarbejdere i faktaboksen herunder.

DKF’s lånepakker

DKF råder over en række lånepakker til både børn, unge og voksne roere. Det er muligt at låne kajakker til forskellige discipliner, herunder både turkajak, kapkajak og surfski.

Vi har blandt andet fem børnekajakpakker – herunder en pakke med surfski. Dem kan du se her.

Vi har også en surfskipakke til voksne roere og en polopakke. Dem kan du se her.

På siderne er der oplysninger om, hvad pakkerne indeholder samt, hvilke muligheder der er for at låne dem.

Er din klub interesseret i en af vores lånepakker? Så kontakt DKF’s  B&U-konsulent Rasmus Birkkjær Bertelsen på rbb@kano-kajak.dk.

Vil du vide mere om surfski? Så læs mere på DKF’s hjemmeside.

Klik hvis du vil dele!

155 skoleelever var i midten af marts samlet, da Silkeborg Kajakklub afholdt Skolekajak Grand Prix. Formålet var at synliggøre kajaksporten og vække elevernes interesse. Alt sammen for at tiltrække nye medlemmer til klubben.

I Kajakklubben Viking i Aarhus har man sat sig et mål om at få endnu flere børn og unge på vandet. Derfor har man oprettet et såkaldt familiehold, som indtil videre er en stor succes.

Det styrker både selvtilliden og sammenholdet i klubberne, når børn og unge fra hele landet deltager i de årlige begynderstævner kaldet PaddleBattle Cups. Sådan lyder det fra flere klubber, som også mærker, at børnenes teknik bliver forbedret.

Medlem af DKFs bestyrelse Peter Harpsøe Engel skriver i denne klumme at "Vi jo på den ene side netop gerne vil fastholde og udvikle dem, der vil konkurrence, men i DKF vil vi i lige så høj grad fastholde og udvikle dem, der vil kano/kajak/sup/mm som motionsform. " Klummen er et udtryk for skribentens synspunkt.