Til hverdag er der fuld drøn på unger, aktiviteter og pligter – mest de kedelige pligter. Den ene weekend prioriterede jeg kajakken, og det var skønt.

Jeg har fire piger og en dreng. Har man prøvet at have piger, føles drenge som en turbulent hvirvelvind med voldsom kraft fra bagbord. Min orkan-dreng, der hedder Storm, minder om Steen fra Steen og Stoffer, og jeg føler mig som Steens mor. Sætninger som: “Nej, du må ikke hoppe ned fra taget”, er blot en sidebemærkning, jeg end ikke tænker over længere.

Måske er det på grund af denne megen aktivitet, jeg ynder at finde ro i en kajak. Stille, solrige, vindstille dage. Fiskene i vandet. Svanerne majestætisk glidende. Nybrygget kaffe på en sandbred. Trangia-mad smager altid godt – sulten hjælper på det. Armene bliver brune af solen, håret lyst, og man føler sig ekstra lækker i neopren, der strammer maven lidt ind.

Kan livet være bedre end sådan en stille sommerdag?

Knægten taler i stride strømme. Jeg forstår ikke halvdelen. Han tager øjenkontakten med mig og slipper den ikke igen, før han har fortalt sin historie, og jeg har gengivet den nogenlunde – bare for at tjekke min opmærksomhed af. Jeg bliver træt i hovedet. Vi skal tidligt op.

Jeg har et hårdt fysisk arbejde, så jeg er også træt i kroppen, når jeg lægger mig om aftenen. Opvasken tager altid alt for lang tid. Maden brænder tit på. Men det gør ikke den store forskel – vi bliver aldrig færdige.

Måske derfor nyder jeg at ro ture i havkajakken.

Stormfulde dage med bølger og kulde. Jeg kæmper mig igennem modbølgerne. Kommer kun langsomt frem. Kan se mit mål, men det bliver ved med at være langt væk. En bølge fra siden prøver at vælte mig omkuld. Et støttetag holder mig lodret. Jeg bliver skræmt og ror alt, hvad jeg har lært.

Svømmeskoene er våde. Alt er mere eller mindre vådt.

Jeg er tilbage ved bilen på stranden og vil gerne hjem. Det bliver snart mørkt. Først skal kajaklugerne tømmes, kajakken op på taget af bilen, og jeg skal hoppe i tørt tøj.

Det ville være lækkert med en kajakgarage og et tørrerum derhjemme, men det har jeg ikke. Alt skal ud af bilen og kajakken ned igen. Jeg er våd og træt og gider ikke, men som med svømmetasken minder jeg mig selv om, at det skal gøres med det samme.

Saltvandet og sandet skal skylles af udstyret og tørres på badeværelset. Drikkedunken og maden skal på plads, og pagajen skilles ad.

Det er et kæmpe arbejde bare for en rotur, men jeg må jo elske havkajakken, siden jeg bliver ved – nu på fjerde år.

Jeg er medlem af Køge Kano- og Kajakklub på grund af det sociale, aktiviteterne og kurserne, men jeg er også medlem af Havkajakroerne, som afholder fire årlige træf rundt omkring i Danmark.

Den 20. til 22. marts var jeg med på mit første vinterkajaktræf sammen med næsten 60 andre, inkl. instruktører. Vi mødtes om fredagen i Odder Svømmehal. Rundt om svømmehallen er der en smal stribe græs, som hurtigt blev fyldt op med telte i alle mulige former og størrelser.

Selv lagde jeg mig i salen for at sove, hvor bordtennisklubben normalt har lokaler. Det var det mest magelige og varme, jeg kunne forestille mig i marts måned.

At nogle valgte at ligge i telte, ved jeg godt hvorfor.

Havkajakroere er vikinger – uden at bryste sig af at være moderne vinterbadere. De er i vandet hele året, spiser, sover og klæder om udendørs. De knokler røven i laser bare for at ro rundt om en ø eller til et ishus ved næste havn.

Havkajakroere er seje.

Jeg er ikke selv sej endnu.

Derhjemme sidder jeg med benene oppe foran brændeovnen og en kold øl. Nyder livet og gider ikke gøre rent eller lave mad, men det bliver jeg jo nødt til. Det strabadserende kajakliv ligger langt fra min spisebordsstol i dårligt vejr.

Det var mageligt i svømmehallen til vintertræffet. Vandet var i hvert fald dejligt, og der var ikke bølger.

Fredag efter spisning skulle vi på et o-løb. Kajakroere er konkurrencemennesker – de vil alle sammen gerne vinde. Jeg kæmpede for holdets skyld: lavede hurtige fejetag sidelæns fra den ene side af bassinet til den anden, padlede baglæns med hænderne på langs gennem svømmehallen, svømmede med en pagaj, dykkede ned for at læse et kort under vandet.

Men mit hold tabte alligevel.

Jeg hader o-løb. Jeg er individualist.

Bagefter var der fri leg. Jeg satte i vandet for at lave et rul, hvilket mislykkedes to gange. En af de bedste rullere i landet så det, og jeg måtte æde min egen indebrændte ærgrelse og bare fortsætte trods tilskuere.

Derefter lånte jeg en grønlænderpagaj og lavede et par vellykkede rul og fik oprejsning oven på de mislykkede forsøg.

Lørdag klokken 6.15 startede morgenyoga i salen ved siden af sovesalen. En gammel graver, der er vant til at tage fat, burde nok kunne lave lidt yogaudstrækning uden at blive udkørt – men det kunne jeg ikke.

Efter morgenmaden var der fri leg i bassinet. Jeg varmede op med et par rul.

Første workshop gik i gang kl. 9. Hver workshop varede 5 kvarter med højst 10 deltagere på hvert hold. Mellem hver workshop var der et kvarters pause. I det ene bassin var der altid plads til fri leg.

Man fik tre workshops om lørdagen. Det fik jeg også – og så fik jeg to oveni på grund af afbud. Der var også 5 kvarters yoga til middag.

Efter cirka 100 fald i vandet var jeg meget træt, da jeg satte mig i saunaen lørdag eftermiddag.

Workshopperne var gode. Foruden “rul for sjov”, “rul som redning” og rullet “reverse sweep” lærte jeg at lave yoga oven på kajakken og arbejde med balance.

Jeg lærte de andre roere at kende, fordi man skulle være sammen to og to.

Aftensmaden var lækker, og underholdningen bagefter var sjov. Træfgruppen havde gjort et godt stykke arbejde, og træt lagde jeg mig til at sove kl. 22.30.

Søndag morgen efter morgenmad skulle jeg på endnu en workshop med stormrul. Derefter skulle vi være ude igen klokken 10 og pakke kajakker på bilen.

“Vi ses til næste år,” hviskede jeg lykkelig, da vi kørte fra Odder – med håbet om, at ungernes far tager dem den weekend.

Dagen efter så jeg på mit højre ben en masse blå mærker og tænkte, at jeg næste gang også må lære at rulle til venstre.

Det kunne de jo kalde en workshop – fordel de blå mærker over begge ben.

Jeg foreslog det til min søn (Steen-typen), og han brast i latter, hvilket jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal tolke.

Det er aldrig kedeligt at have hverken børn eller kajak.