Det er sjældent træningen der får de unge til at stoppe

Tænk på den unge, der stoppede.

Du ved godt hvem jeg mener. En af dem der elskede at komme på vandet. En der dukkede trofast op til de ugentlige træninger gennem to år – og så en dag bare ikke kom mere.

Ikke fordi træningen var for svær. Ikke fordi han eller hun ikke kunne lide det. Men fordi der på et tidspunkt var noget andet, der trak mere.

Et stop er sjældent på grund af en enkelt ting der gik galt, men fordi der ikke var nok, der holdt fast.

Det er den hårde sandhed om de der unge. Det er ikke teknikken der afgør om de bliver.

Det er om de føler de hører til noget. Om der er nogen der savner dem, når de ikke kommer. Om der er venskaber, der er stærke nok til at trække dem ned til bådebroen en kold træningsaften i efteråret.

Og det er præcis der, vi som ledere for de unge har en udfordring.

Vi er faktisk ret gode til at lære dem at ro. Men vi er måske ikke altid gode til at give dem en grund til at blive.

Det er heller ikke træningen der får dem til at blive

Jeg har i mange år arbejdet med, hvordan vi får fat i, og efterfølgende fastholder medlemmer i foreningsidrætten. Og en ting går igen, uanset om vi taler kajak, andre sportsgrene eller noget helt tredje, det er sjældent selve sporten, der fastholder. Det er i høj grad alt det sociale, der er rundt om sporten.

Det er vennen man fik til PaddleBattle Cup. Det er den aften, i klubben, hvor fællesskabet bare gik op i en højere enhed. Det er sammenholdet, der opstod på SommerCamp’en. Den fornemmelse af at være del af et fællesskab, der rækker langt ud over selve sporten.

Det kan ugentlige træninger give noget af. Men de kan ikke give det hele.

Der er noget særligt ved at tage unge ud af deres vante rammer og sætte dem sammen med andre unge, der er ligesom dem. Noget der ikke kan skabes på en tirsdag aften på vandet eller i klubbens lokaler. Nye mennesker. Nye udfordringer. Et fællesskab de selv bygger.

Det er de oplevelser, der sidder i dem bagefter. Ikke split-tider og roteknik.

Når vi spørger voksne atleter om deres sjoveste oplevelser med deres sport, er det stort set altid historier fra ungdommen der har brændt sig fast.

Det er ofte det der sker mellem træningerne, der holder de unge fast

Når de unge kommer hjem fra en camp eller lejr, kommer de hjem med mere end bare en god oplevelse. De kommer hjem med følelsen af at være en del af noget større end deres egen klub. De har mødt andre unge, skabt relationer på tværs og oplevet et fællesskab, der rækker ud over den daglige træning. Det giver dem både motivation, tilhørsforhold og lyst til at blive ved.

Det har en kæmpe værdi for klubben. Fordi de unge, der har de der udenom-sporten oplevelser i bagagen, er meget sværere at miste.

Vi taler meget om rekruttering. MEN – Vi burde måske tale meget mere om det, der sker lige inden de unge forsvinder ud af sporten. Det tidspunkt, hvor vi stadig kan nå dem – men kun hvis vi giver dem noget at holde fast i.

En camp er ikke et quick-fix. Men det er et af de mest effektive værktøjer vi har, til at give unge, på tværs af alle landets klubber, den oplevelse af fællesskab, der gør at de vælger at blive.

Det er langt lettere at holde på en der, i forvejen, syntes sporten er sjov, end at skulle ud og finde nye medlemmer.

Send dem af sted. Du får så meget tilbage.